18. marts 2026

Satiretegner giver tidlig julegave til malerisamling

Del artiklen

De skarpsindige har igennem årene bemærket, at tegneren Jens Hage, mest kendt for sine eminente satiretegninger i Berlingske, har en familiær relation til Nivaagaards Malerisamling, der er stiftet af Johannes Hage.

Museets stifter havde – som alle andre – en farfar, og han hed i denne familie Christopher Friedenreich Hage og blev i 1834 malet af en af landets dygtigste portrætmalere, C. A. Jensen.

Annoncer

Portrættet er gået i arv igennem fem generationer og har i mange år været ejet af Barbara og Jens Hage, som nu har givet maleriet som gave til Nivaagaards Malerisamling. Det fortæller malerisamlingen i et opslag på sociale medier.

”Med den fineste lille pensel fremmanes det levende hår og Christophers udtryk. Og han ligner sig selv fra et andet velkendt værk i samlingen af Wilhelm Marstrand”, skriver museet og fortsætter:

Flere af museets faste gæster vil nemlig genkende Christopher Friedenreich Hage fra Marstrands store dobbeltportræt, der hænger i museets reception. Dette maleri blev bestilt af Alfred Hage, Johannes Hages far, i anledning af forældrenes guldbryllup.

Begge malerier kan i øjeblikket ses på Nivaagaards Malerisamling.

Her ser vi købmanden Christopher Friedenreich Hage (1759-1849) fra Stege på Møn sammen med sin hustru Christiane Arnette Hage og for hans fod, familiens hund Fenris.
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder