

Nej, det er ikke kreative workshops, der fylder cafeen &muchmore med mennesker. Tulle og Charlotte smiler og afslører, at det er noget helt andet, der ligger i deres DNA.
På et punkt er de to indehavere ens: Der skal helst ske noget hele tiden, men derudover er de også meget forskellige, og derfor kan de tale med alle typer af mennesker – og de er gode til at huske, hvor folk siger, så det føles hjemligt og gæstfrit.
Kreative værksteder? Jo, det har de også, men det er ikke derfra omsætningen kommer. Især ikke fordi Tulle og Charlotte ikke smider folk ud, når to timer er gået, men derimod lader gæsterne sidde næsten så længe, som de ønsker det.
Kun enkelte gange er der så meget pres på cafeen på Jernbanegade i Fredensborg, at der må flyttes lidt rundt på gæsterne. Og det har hjulpet meget efter at de overtog Ingrid Helners lejemål på hjørnet, da Country Collection lukkede tidligere på året.
Det betyder også, at de nu sælger et lille udvalg af legetøj og keramik.
Børnene og ejerne elsker dukkehuset
De to kvinder, der står bag cafeen, taler i et hastigt tempo og et muntert tonefald, og de supplerer hinanden indbyrdes.
De fortæller, at kunderne ofte spørger, om personalet er i familie, fordi dynamikken er så god inde bag skranken, hvor der blandt andet laves kaffe og sælges forvoksede p-tærter.
– Det er afgørende, at vi er to om cafeen. Vi kan snakke med alle, og hvis den ene lige har en dag, hvor man er nødt til at gå tidligt, kan den anden være her. Selvom det som regel ender med at begge går sent… Ungearbejdere er godt, og de hjælper meget til, men folk kommer her, fordi vi kender dem, og de kender os, forklarer Charlotte.
– Vi har børn, der sidder her og leger, og en dag fyldte bilbanen det meste af cafeen, så folk måtte gå forsigtigt rundt mellem bordene, fortæller Tulle og understreger, at det skal der være plads til.
Og derfor skal de to naturligvis fotograferes ved cafeens populære dukkehus.
&muchmore ligger på Jernbanegade 7 i Fredensborg.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
Låge nummer 16: Når kagedåser går som varmt brød midt i hyggen

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. I dag kan I læse om en genbrugsbutik, der vækster og i ny og næ må forbi et auktionshus for at få vurderet ting, de har fået gratis. Læs mere






