For otte år siden stod Hanne Berg i en rød trøje omgivet af høje tidsler på en brakmark ved Græstedgård og argumenterede for, at området skulle udlægges til et naturområde i stedet for bare at gro vildt eller dyrkes intensivt.
I dag er det et rekreativt område, og når det 62-årige byrådsmedlem Hanne Berg (SF) ser tilbage på 20 år i politik, står det som én af de sager, som hun kæmpede for først. Det var adskillige år inden, at andre partier kom med på den bølge, at kommunale arealer skulle udvikles med naturmæssig mangfoldighed og ikke bare gro vildt eller dyrkes intensivt.
Da hun begyndte i politik og blev valgt til sammenlægningsudvalget i 2005, var en af hendes mærkesager, at der skulle god mad ud på alle skolerne, og sådan blev det til dels i en årrække, men pengene blev knappe, og skolerne gik senere væk fra at bruge ressourcerne på god kantinemad.
Nu er det igen en landstendens, og det glæder Hanne Berg, men hun ser også på det med en vis… afdæmpet motivation. Hun forklarer det på denne måde.
– I de første år, hvor jeg sad i byrådet, var verden stor, og jeg skulle lige lære den kommunale forvaltning at kende – hvordan det hele fungerer, og hvordan samarbejdet med de andre fungerer. Derefter kommer erfaringen og mange år, hvor jeg kom med gode ideer og initiativer, som jeg gerne ville have gennemført.
– Så går det op og ned, og på et tidspunkt bliver det lidt rutine. Jeg har været med i 20 fantastiske år, og nu skal jeg lande, afslutte årene, understreger hun og uddyber derefter det med rutinen.
Energien svinder, når tingene gentager sig
For selvfølgelig betyder rutinen, at nogle ting kommer lettere, og at man hurtigt gennemskuer sager og får et fagligt overblik, men rutinen rammer også den politiske motivation.
– Et godt eksempel er det med sund mad i skolerne, for det var et af mine brændende initiativer i de første år i politik. Vi fik i fællesskab indført sund mad med kantiner på alle skolerne, men i årene efter valgte nogle af skolerne ikke at fortsætte med ordningen, og ja, det skyldes jo også, at økonomien var presset.
– Jeg kæmpede allerede dengang politisk for gratis mad ude på skolerne, og det forslag er for nylig igen kommet op som et statsligt initiativ. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at nu er ringen sluttet. Jeg kan godt tage den endnu engang, men jeg så ikke på det med den samme energi som tidligere – og så er det tid til at stoppe.
Den grønne tråd har altid været der
Hun fremhæver selv, at der er en grøn og børnevenlig tråd igennem hendes 20 år i politik, men når hun ser tilbage, var der også hårde år, hvor Hanne Berg som SF’er kun sad med ét mandat.
Før tilbageblikket på de barske år, kommer her tre politiske mærkesager, som Hanne Berg ser tilbage på med glæde:
- Jeg er glad for, at jeg var med til at få indført fritidshjem frem for SFO’er i den nye fælles kommune i 2009. Min holdning var, at børnene skulle have rigtig fri efter skole med en pædagogisk ledelse, ikke en skoleledelse, og jeg var superglad for, at det fortsatte indtil omkring 2018.
- Græstedgård som naturareal og hele Nivå Engfjordsprojektet er jeg glad for, at jeg fik sat højt på dagsordenen, også før det blev en landspolitisk tendens. Naturen var nødlidende, og vi havde et behov for et større naturareal. Det samme gælder at vi har fået klimavenlig og økologisk mad i kommunens kantine.
- Jeg har kæmpet for bibliotekernes overlevelse, og det har måske ikke været så kendt, fordi ingen af bibliotekerne blev lukket. Desværre har de fået pålagt besparelser, men jeg har altid fastholdt, at der skal være et bibliotek i hver af de tre bysamfund Humlebæk, Nivå og Kokkedal.
Indtil for otte år siden var hun formand for Børne- og Skoleudvalget. Fra 2009 sad hun i en byrådsgruppe med fire medlemmer, derefter kom otte år med blot ét mandat og tilmed midt i en periode, hvor kassebeholdningen var presset, og hvor borgmesteren for alvor søsatte sit omprioriteringsbidrag.
Et enkelt år var hun for vred til at være med
Det var en rammebesparelse på alle velfærdsområder, der frigav årligt cirka 20 millioner kroner til nye politiske initiativer, men i praksis gav det hvert år færre penge til kerneområderne.
I de samme år begyndte forældre i Humlebæk at klage over lave normeringer i daginstitutionerne, hvilket viste sig at være korrekt. Fortryder Hanne Berg at hun ikke satte foden i og sagde ”nok er nok” og stod uden for periodens budgetforlig?
– Det er et rigtigt godt spørgsmål. Ja, måske skulle jeg det. Lige bortset fra at der sjældent kommer meget ud af at stå uden for budgetterne. I to byrådsperioder var jeg bare én person, og jeg kunne sige lige så meget, jeg ville. Men det ændrede ikke noget. Et enkelt år var jeg simpelthen så vred over, at nogle initiativer på børne- og skoleområdet blev taget ud af budgettet, at jeg stemte imod. Men jeg vurderer, at jeg alligevel har fået mest politisk ud af at være med.
Hanne Berg bor i Nivå med sin mand og har to voksne børn og tre børnebørn. Det er Inga på fem måneder, Vera på 11 måneder og Vilmer på knap tre år.
Hun fortsætter sit job i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og har derudover lovet sig selv, at hun holder et års pause fra alt, hvad der handler om politik.
Derefter gør hun status og ser, om hun igen vil engagere sig i en form for politisk arbejde.
521 stemte personligt på hende. Mød den nyvalgte, der sætter sig for en bordende

I valgkampen var det stort set kun Karina V. Jensen (SF), der talte om retssikkerheden for mennesker, der i en sårbar situation møder systemet. Læs mere






