18. marts 2026

Står Fredensborg Forsyning mest for forsyning af gode politiske ben? Nej, lyder svaret

Kritikken af mangel på demokratisk repræsentation og mangel på kompetencer ulmer bag udpegningen af bestyrelsesmedlemmer til Fredensborg Forsyning.

Del artiklen

Formandshonoraret hæves med 40.000 kroner årligt til 200.000 kroner, og formandsposten skifter efter to år. På papiret ligner det netop det, som udgør en del af den offentlige kritik og debat:

At en vellønnet plads i de kommunale forsyningsvirksomheder mest af alt er noget, der forhandles om på en valgnat – mere end at det handler om kompetencer og demokratisk repræsentation.

Annoncer

Men det er en fejlagtig kritik, lyder det fra såvel borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) og den kommende bestyrelsesformand Lars Simonsen (R). De imødekommer kritikken med en række modargumenter.

Der er to spor i kritikken. For det første kritiserede DF og LA på det konstituerende byrådsmøde, at ingen af de to partier har fået en plads i bestyrelsen for Fredensborg Forsyning. Deri består det ene spor.

Siden Vederlagskommisionens arbejde i 2016 har der været kritik af de høje vederlag og manglende kompetencer for bestyrelsesarbejde i forsyningsvirksomheder, og kritikken er taget til i det seneste år med artikler i fx nichemediet NB-Forsyning & Klima om netop kompetencer og manglende kontinuitet. Deri består det andet spor.

Borgmester sender bolden retur til blå lejr

Lad os først kigge på kritikken fra DF og LA, hvor byrådsmedlemmet Mikkel Hartwich (DF) gik så langt som at få ført til protokol, at de to partier tager afstand fra princippet for udpegning af medlemmer til bestyrelsen for Fredensborg Forsyning.

De to partier har tilsammen 14,4 procent af borgernes stemmer, men de har ikke en af de otte pladser i bestyrelsen. I de politiske fagudvalg i selve Fredensborg Kommune kan flertallet ikke fryse politiske modstandere ud af udvalgene, men forsyningsvirksomheder er ikke underlagt fordeling efter den D’Hondske metode.

Hvorfor ikke en bred demokratisk repræsentation?

Til det siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S):

– Det kunne vi godt, men posterne blev fordelt mellem partierne på valgnatten, og det gik forholdsvis stærkt. Siden kom Konservative med i konstitueringen, og vi måtte åbne nogle poster og nogle partier måtte aflevere poster, som de først havde fået. Der var ikke stemning for at holde en plads åben til DF eller LA, men det står nogle af de borgerlige partier frit for at aflevere en plads.

Venstre har to pladser i bestyrelsen for Fredensborg Forsyning, Konservative en plads, og dermed sender borgmester Thomas Lykke Pedersen bolden tilbage i den blå lejr, der med 46 procent af de afgivne stemmer har tre ud af otte af de politiske udpegede pladser.

Derudover har SF og Radikale Venstre begge en plads.

Hellere splitte end skændes om posterne

Socialdemokratiet har tre pladser, hvoraf den ene gives til Moderaternes Maj Grundtvig Theander, som var i valgforbund med Socialdemokratiet og Radikale Venstre, og dermed indleder borgmesteren sit svar på anden del af kritikken.

Er bestyrelsesmedlemmerne kompetente nok?

Hun har omtrent det bedst mulige cv for at sidde i bestyrelsen

– Jeg kan kun svare for de tre medlemmer, som Socialdemokratiet har udpeget, hvor jeg er med, og det samme er Carsten Nielsen (S), der har siddet som formand de seneste fire år. Maj Grundvig Theander er den tredje. Har du set hendes CV? Hun har omtrent det bedst mulige cv for at sidde i bestyrelsen for Fredensborg Forsyning, understreger borgmesteren om Moderaternes spidskandidat, der er uddannet ingeniør og i hele sin karriere på internationale topposter har arbejdet med offentlig-private samarbejder.

Borgmesteren ser heller ingen problemer i, at formandsposten skifter efter to år.

– Det har vi tradition for, at vi nogle gange gør i Fredensborg Kommune, og nej, man ser det ikke så mange andre steder. Men når vi sidder i forhandlinger og ikke kan blive enige, splitter vi den i stedet for at sidde og skændes over det, siger han.

– Burde I ikke tage den halve time ekstra i forhandlingerne i stedet for at risikere, at det går ud over borgerne, forbrugerne?

– Det er dygtige folk, der kommer i bestyrelsen. Lars Simonsen bliver formand i to år, han har været med i forsyningens bestyrelse i alle årene, og Mie Stattau tager over efter to år, og hun er også dygtig. Jeg ser ikke noget problem, svarer borgmester Thomas Lykke Pedersen.

Lønforhøjelse afspejler indsats mellem møderne

Bestyrelsen for Fredensborg Forsyning konstituerer sig på en generalforsamling mandag den 22. december, og der kommer ikke til at ske overraskelser, eftersom de politisk udpegede medlemmer har et flertal.

Lars Simonsen (R), der ellers ville træde ud af politik, har sagt ja til at tage formandsposten i de første to år.

Det er lidt som en professionel fodboldspiller, der ikke spiller så mange kampe, men der er meget træning

– Det vil jeg godt, fordi der er nogle store opgaver, hvor jeg med mine 20 år som planudvalgsformand har et stort kendskab. Vi har Nivå Bymidte, et nyt rensningsanlæg og arbejdet med at sikre rent drikkevand, siger Lars Simonsen og tilføjer, at bestyrelsesarbejde ikke altid handler om at have teknisk viden, men at kunne sikre godt samarbejde og tænke strategisk.

– Vi har jo medarbejdere repræsenteret, og jeg mener heller ikke, at det er et problem, at vi jeg overdrager formandsposten efter to år.  Jeg har aldrig oplevet det som et problem i de politiske udvalg, hvis vi forbereder et ordentligt – tværtimod kan det i de politiske fagudvalg være en fordel, fordi det skærper motivationen hos flere byrådspolitikere, når de får en formandspost eller en næstformandspost i løbet af byrådsperioden.

At honoraret stiger med 40.000 kroner årligt til 200.000 kroner og dermed følger vederlagene for byrådets politiske udvalg, finder han naturligt.

– Man har vurderet, at der skal være en parallelitet, så medlemmer får det samme som medlemmer i de andre udvalg, og det gælder også de menige medlemmer. De seneste otte til 10 år har vederlaget ikke ændret sig.

– De politiske fagudvalg mødes oftere cirka en gang om måneden. Bestyrelsen i Fredensborg Forsyning mødes fire gange om året. Skal honoraret ikke afspejle det?

– Det er lidt som en professionel fodboldspiller, der ikke spiller så mange kampe, men der er meget træning. Sådan er det også med Fredensborg Forsyning – meget af arbejdet ligger mellem bestyrelsesmøderne, forklarer Lars Simonsen.

  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.

Fakta

  • De otte politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer i 2026-2029 bliver Thomas Lykke Pedersen (S), Carsten Nielsen (S), Maj Grundtvig Theander (M), Lars Simonsen (R), Morten Poulsen (K), Sune Hybert (SF), Mie Stattau (V) og Henrik Lisberg (V).
  • Vederlagskommissionen kom i 2016 med et forslag om at fjerne særskilt aflønning for bestyrelsesposter, således at borgmestre og andre kommunalbestyrelsesmedlemmer aflønnes gennem deres almindelige vederlag.
  • Sådan var det i øvrigt før 2009, hvor hele forsyningsområdet i Fredensborg Kommune lå under de tekniske fagudvalg uden at vederlaget dengang ekstra store. Sagerne om forsyningsvirksomheden var desuden underlagt de politiske udvalgs praksis for offentlige dagsordener.
  • I anbefalingerne var også at indføre krav om dokumenterede kompetencer ved udpegelse til bestyrelsesposter i kommunalt ejede og kontrollerede selskaber.
  • I den finansielle sektor er der således vidtgående ”fit-and-proper”-regler, som med betydeligt større relevans kunne stilles til offentlige selskaber uden normale ejerinteresser, lyder et resume, som Cepos for nyligt har lavet.

Fik I læst? 786 stemmer har valgt to mænd til at være forbrugernes talerør

Den ene har argumenteret for bedre referater fra bestyrelsesmøderne. Den anden har været modstander af de første planer for et fælles rensningsanlæg. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder