Indholdet af coliforme bakterier er faldende i Humlebæk, men desværre viser målinger sidst på eftermiddagen fredag, at der sker et uventet skvulp med højere værdier i Nivå-området.
Det kan være en fejl i en måling eller det kan være udtryk for noget uventet, men indtil videre giver det ikke anledning til en ændret strategi, oplyser Fredensborg Forsyning, der tidligst melder gode nyheder ud søndag ved 18-tiden. Indtil da er der stadig kogeanbefaling i Nivå og Humlebæk.
Hvorfor går tingene ikke hurtigere? Hvis man har et beskidt sugerør, skyller man det jo igennem – og så er skidtet væk. Nu har man skyllet siden lørdag, men der er stadig kogeanbefaling. Er de ikke dygtige nok? Hvad er forklaringen?
Fredensborg Forsyning har denne gang Envidan på som rådgiver helt fra start. Under sommerens forurening blev Envidan først knyttet til senere i forløbet og konkluderede i øvrigt, at der ikke kunne være gjort mere tidligt i forløbet.
– I Humlebæk falder tallene, og det er godt. Vi har stadig brandhaner stående åbne, og vi har overløb ude ved det, vi kalder højdebeholderen på Lille Toelt. Vandledninger har jo det, der kaldes biofilm, der sidder indvendigt på rørene, og det vil vi helst bevare. Vi kan derfor ikke skylle igennem med højere tryk end vi gør, fordi vi risikerer at ødelægge biofilmen og øge kimtallet – og det er heller ikke godt, forklarer Henrik Hansen, direktør i Fredensborg Forsyning.
Nej til at ændre strategien. Endnu…
Hvor coliforme bakterier er én type bakterier, der måles for, er kimtallet et andet – og der er også en grænseværdi for de bakterier, der hører under den paraply.
TjekFredensborg har tidligere skrevet om udfordringerne med at skylle bakterier ud af et ledningsnet uden at bruge klor. Det var på baggrund af et notat fra den eksterne rådgiver Envidan, da der denne sommer var en større forurening sydpå i kommunen.
Henrik Hansen oplyser desuden, at Fredensborg Forsyning indtil nu har lagt den mulige forurening fra anlægsarbejdet i Nivå i en computermodel og set, at tallene understøtter, at det er en mulig kilde til forureningen.
Det betyder, at man arbejder med en vedtaget plan og en strategi, og hvis Fredensborg Forsyning fx øger produktionen af vand fra Humlebæk Vandværk, vil det pludselig give en ny faktor i ligningen – og det risikerer at … ja, forplumre indsatsen så at sige.
– Vi vil hellere følge den plan, vi har lagt, fordi den indtil nu virker efter hensigten, siger direktør Henrik Hansen, der beklager, at tingene tager tid.
Men sådan er det, når man har en vandforurening med coliforme bakterier, oplyser direktøren med henvisning til fagkundskaben og ekstern rådgivning.
En række ting kan drille varslingerne
I den seneste uge har der været kritik af, at informationen direkte til forbrugerne har været mangelfuld, men her oplyser Fredensborg Forsyning, at 90 procent af forbrugerne har fået direkte besked.
Men forsyningsvirksomheder har ikke adgang til Cpr-registret og er derfor afhængig af registre, der er offentligt tilgængelige.
Hvis husstandens mobil fx tilhører et barn eller man har hemmeligt nummer eller en arbejdstelefon knyttet til en arbejdsplads i København – ja, så får man ikke besked, med mindre man har tilmeldt sig aktivt, oplyser Fredensborg Forsyning og henviser til dette link for at man opdatere sine oplysninger.
Teorien om, at forureningen stammer fra et større anlægsarbejde i Nivå, understøttes af computermodellerne, og helt grundlæggende kræver denne type af forurening, at der har været en åbning af ledningsnettet.
– Hvis der er et brud på en ledning, vil vandet jo fosse ud, da det er under tryk. Der vil ikke komme noget ind i systemet. Hvis noget skal ind i rørene, skal der være åbnet et sted, hvor der har været et gravearbejde, forklarer Henrik Hansen, der sammen med forsyningen og de eksterne rådgivere nu her meget opmærksomme på de værdier i Nivå, der undrer, fordi de ikke er faldende.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.
Fakta
- Kogeanbefalingen ophæves først for områder, når der er to prøver i forlængelse af hinanden, der er under grænseværdierne.
- Man kan følge de seneste nyheder via Fredensborg Forsynings hjemmeside via dette link og her på forsiden af TjekFredensborg.
- Direkte link til kortet over forureningens udbredelse kommer her. På kortet kan man i øvrigt se de seneste værdier for coliforme bakterier.
- Denne nyhed er fra fredag den 12. december klokken 17.40. Hvis man bor i det berørte område og ikke har fået en besked om vandforureningen fra Fredensborg Forsyning per sms, kan man tilmelde sig den service via dette link.
Fik I læst? Syv haner er åbne for alle. Se hvor der kan hentes vand i dunke

Nu kan man igen hente rent drikkevand på Højvangen i Fredensborg. Man skal blot medbringe egne dunke. Læs mere





