18. marts 2026

Julehjælp for alle – uanset tro eller kulturel baggrund

Af Suzan Daoud (S), byrådsmedlem, Fredensborg Kommune

Del artiklen

Som socialdemokrat og som muslim har jeg med stor bekymring fulgt debatten om julehjælp til økonomisk trængte familier. I et opslag i medierne udtalte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, at økonomisk trængte muslimske familier ikke bør søge julehjælp, fordi de “ikke fejrer jul”.

Det er en holdning, jeg tager afstand fra — både som menneske og som politisk engageret. Julehjælp er ikke og bør aldrig være et spørgsmål om tro, tradition eller kulturel baggrund. Det er konkret hjælp til børn og familier, som står i en svær økonomisk situation, og som fortjener den samme omsorg og støtte som alle andre børnefamilier i nød.

Annoncer

I Danmark er julehjælp gennem organisationer som Blå Kors, Røde Kors og andre frivillige initiativer et udtryk for vores fælles samfundssind. De rekordmange ansøgninger til julehjælp, viser, at behovet er stort.

At opfordre bestemte familier til ikke at søge hjælp på baggrund af deres religion underminerer vores fælles værdier og risikerer at skabe splid i stedet for at bygge bro i vores samfund. Det står i skarp kontrast til de socialdemokratiske værdier om solidaritet, ligeværd og respekt for alle mennesker — uanset tro eller kulturel baggrund.

Julens tid handler om fællesskab, medmenneskelighed og at række en hånd ud til dem, der har det allersværest. Det er essensen af julehjælp — og det burde være noget, vi alle kan stå sammen om, uanset om man fejrer jul som religiøs højtid, som kulturelt samvær eller som en tid til at vise omsorg og gavmildhed.

Derfor mener jeg, at julehjælp skal være tilgængelig for alle børnefamilier i nød — uden undtagelser baseret på tro eller kulturelle forskelle. Og derfor tager jeg offentligt afstand fra udtalelser, som sætter spørgsmålstegn ved netop denne grundlæggende idé om vores fælles ansvar for hinanden.

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder