18. marts 2026

Låge nummer 11: Nu sidder de med eget garn fra Italien og mad fra naboerne

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Ved langbordene i Garnvärk sker det ofte med mad fra de nærliggende cafeer

Del artiklen

Den gamle bagergård har igen fået liv, og det er nogle dage en stor familie, der sidder ved bordene for at strikke og snakke. For ejeren af Garnvärk, Birgitte Majlund, har flytningen til den historiske ejendom været en succes.

– Jeg er jo først og fremmest interesseret i garn og at strikke, og det har vi fået bedre muligheder for her. Jeg kan koncentrere mig om garnet, og vi har fået bedre plads til, at vi kan farve garn, og vi har udviklet vores eget garnmærke, fortæller Birgitte Majlund og tilføjer, at det er vigtige parametre for arbejdsglæden, når man er fyldt 68 år og nærmer sig de 69 år.

Annoncer

Men at drosle ned kommer næppe på tale, for Birgitte Majlund elsker arbejdet i butikken og især onsdagene, hvor op mod 30 mennesker mødes til strikkeaften omkring bordene. Det koster 25 kroner at deltage, mest for at sikre, at gæsterne melder afbud, hvis de er forhindret. Så kan pladserne nemlig gå til andre interesserede.

På langbordet omgivet af hylder med garn i alverdens farver ligger menukortene fra de omkringliggende cafeer, hvorfra deltagerne ofte bestiller mad i god tid, når de mødes for at strikke.

– Forleden fik vi fx tarteletter, og de kommer meget gerne her forbi for at levere mad fra &Muchmore, No. 16 eller Country Market. Og man må altid gerne sætte sig herinde med en kop kaffe fra de andre steder. Det er så hyggeligt, at vi kan hjælpe hinanden, konstaterer en smilende Birgitte Majlund, der tidligere var en del af butiksfællesskabet i No. 16.

Eget mærke vokser som et salgshit

I påsken for snart to år siden opstod muligheden for at samle garnnøglerne i den gamle bagerbutik og Kadetten, der havde stået tom i en årrække, og den chance greb Birgitte Majlund.

Entydigt fokus på garnet har givet overskuddet til også at lancere butikkens eget garnmærke, naturligvis med navnet Garnvärk.

– Vi har et samarbejde med et spinderi i Italien, og det har været en spændende proces, hvor vi har haft nogle ønsker til blandt andet strikkefasthed, farver og løbelængde, og vi har været i dialog om, hvad de kunne levere. Nu sælger vi faktisk vores mærke også til andre garnbutikker, fortæller Birgitte Majlund.

Garnvärk ligger på Jernbanegade 20 i Fredensborg.

Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver

  • I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
  • Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
  • I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
  • Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.

Låge nummer 12: Butikken med ting, hvoraf nogle kun findes få steder i hele Europa

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. I august åbnede Stil Rum på Gl. Strandvej med ambition om at bringe håndplukkede ting fra dele af verden til Nivå. Læs mere

 

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder