Borgmesteren i Fredensborg Kommune hedder Thomas Lykke Pedersen også de næste fire år, selvom der var to modkandidater på det konstituerende byrådsmøde onsdag aften klokken 18.00.
– Jeg vil gerne sige byrådet mange tak for valget og den fortsatte tillid til mig som kommunens borgmester. Det er en meget stor ære atter at skulle løfte denne post. Nu for 5. gang, sagde Thomas Lykke Pedersen (S), da han havde fået borgmesterkæden på klokken 18.10.
Byrådets ældste medlem, Venstres Lars Søndergaard, forsøgte ellers at trække tiden en anelse som den indledende mødeleder, hvor han causerede over, at han har været byrådsmedlem i over 40 år – men borgmesterstolen ville ligesom ikke klæbe fast til ham…
Derefter fik han muligheden for at trække tiden yderligere, da Liberal Alliances Helle Abild Hansen argumenterede for, at hun skulle være borgmester, og det samme gjorde Steen Løfstrøm (DF) argumenterede for, at han skulle være borgmester.
Kandidaturerne var dog rent retoriske, da ingen af de to kandidater fik mere end to stemmer – alene fra deres eget parti, og Lars Søndergaard afbrød hurtigt de to kandidaters argumentation for at komme til en afstemning.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen blev således valgt til borgmester med opbakning fra 23 af byrådets 27 stemmer.
– Et at mine allervigtigste mål – i mit virke som borgmester – er at sikre et godt, tillidsfuldt og bredt samarbejde i hele byrådet. For ja – en ting er valgkamp, hvor vi hver især kæmper fra vores positioner. Noget helt andet er det daglige samarbejde, hvor vi sammen arbejder for at opnå de bedste resultater og løsninger for vores borgere og erhvervslivet, sagde borgmesteren derefter i sin tale.



Fik I læst? Sådan blev de magtfulde poster fordelt

Byrådets yngste medlem, den 24-årige Celine Jakobsen (K) bliver ny næstformand i Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget, der samtidig får SF’s nye stemmesluger, Karina V. Jensen, som forkvinde. Læs mere






