18. marts 2026

Låge nummer 10: Med kig til stationen er huslejen høj, men det går ikke ud over smilet

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Med front over mod Humlebæk Station står Salim Hatami og holder byens cykler kørende.

Del artiklen

Elcykler, måske, siger Salim Hatami efter en lang pause, for hvad er egentlig de reparationer, der giver den største arbejdsglæde.

– Det er et godt spørgsmål. Men det er elcykler. Teknikken i det, siger han i butikken i Humlebæk omgivet af et par elcykler til over 17.000 kroner og med udsigt over mod Humlebæk Station, hvilket både er en glæde, fordi der kommer mange mennesker forbi – og en hæmsko en gang om måneden, når huslejen skal betales.

Annoncer

Salim Hatami tøver ikke ved spørgsmålet om, hvad kunderne efterspørger. De vil have et godt stykke arbejde leveret med et smil, og 70 procent af omsætningen hos Cykel Eksperten i Humlebæk er reparationer, fortæller han med airpods i ørerne og den ekstra tilføjelse, at borgmesteren med sin cykel er en af butikkens stamkunder.

Salim Hatami har haft forretningen siden 2016 og bor i Humlebæk, og han har egentlig også en filial på Frederiksberg, men han arbejder oftest i Humlebæk, hvor han slipper for den lange transporttid til København.

En pakkeshop har han overvejet, men han har fravalgt det – i modsætning til Cykelskrædderen i Kokkedal. Han viser hænderne frem:

– Så skal jeg stå der med olie på hænderne og udlevere pakker…, forklarer han og konstaterer, at det bliver for bøvlet.

Om huslejen er høj inde på Frederiksberg? Nej, tværtimod, den er adskillige tusinde kroner billigere om måneden, og butikken derinde er endda større og med fuld kælder.

– Huslejen er høj heroppe i Humlebæk Centret. De siger, at det er fordi, at jeg ligger så tæt på stationen, forklarer Salim Hatami.

Cykel Eksperten ligger på adressen Humlebæk Center 29.

Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver

  • I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
  • Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
  • I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
  • Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.

Låge nummer 11: Nu sidder de med eget garn fra Italien og mad fra naboerne

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Ved langbordene i Garnvärk sker det ofte med mad fra de nærliggende cafeer. Læs mere

 

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder