

Engang stod en af advokaternes skriveborde akkurat på det sted, hvor Anna Eyðunsdóttir sit betalingsanlæg og det bord, hvor hun pakker gaver ind for kunderne. Hun ved det, for hun var selv administrativ leder af advokatkontoret på hjørnet ud mod Humlebæk Strandvej, hvor tøjbutikken Kayser ligger.
Og ja, dengang blev der nok røget på kontoret, medgiver Anna Eyðunsdóttir, men nu er tiderne en anden – der er flotte færøske striktrøjer, der på alle måder er Slow Fashion, bæredygtigt og absolut ikke glad for røg.
Anna Eyðunsdóttir overtog butikken først på året og har store ambitioner for butikken, der skal sælge tøj på… ja, noget så slidstærkt som god betjening og tøj, der holder i lang tid – Slow Fashion, som det kaldes.
Det fortalte hun forleden, en morgen i slutningen af november, hvor hun før åbningstid havde haft den første gæst. En kvinde sydfra gik derfra med en julegave til et arrangement, hvor overskuddet gik til velgørenhed.
Sommergæsten overtog butikken
Anna Eyðunsdóttir overtog butikken efter Maj-Britt Hørsøe, der siden 2019 har drevet Kayser fra det karakteristiske hjørne i bygningen med de røde mursten nær Humlebæk Station.
Udvalget er ganske stort hos Kayser, og der er en enkelt væg med keramik fra en lokal keramiker, men ellers er det dametøj, der sælges, og fokus er på bæredygtighed i produktionen af tøj og god vejledning.
Om sommeren bor indehaveren Anna Eyðunsdóttir i campingvogn på Humlebæk Havn med sin mand, og det var deraf, at hun opdagede butikken og fik lyst til at arbejde i tøjbutikken, senere overtage den.
I et marked med stor nethandel tror Anna Eyðunsdóttir på den gode kundekontakt, og selvom hun i perioder er nødt til at have afløsere på og ungarbejdere ansat, prøver hun at være så meget som muligt i butikken.
– For jeg har kunder, der på forhånd ringer eller skriver for at høre, hvornår jeg er på arbejde, fortalte Anna Eyðunsdóttir om den særlige kundekontakt, der skaber trofaste kunder.
Kayser ligger på Humlebæk Strandvej 48.
Tema – tænk på din bymidte, når du køber julegaver
- I december måned laver TjekFredensborg en julekalender, hvor I hver dag kan møde en butik, der ligger derude i bymidterne i Fredensborg, Humlebæk, Nivå og Kokkedal. Hver dag er således en lille hyldest til de mennesker, der skaber liv i gaden.
- Hvad sker der, hvis vi kun siger ”hvor der det godt, fedt”, men ikke bruger penge i de selvsamme butikker? Og hvordan kan butikkerne blive endnu bedre?
- I december måneds tema fortæller TjekFredensborg om det, der sker, hvis man bevæger sig ud i den fysiske verden og ikke ”sviper” sig til det, der skal gives i julegave.
- Temaet tager afsæt i, at en del butikker sidste år oplevede en nedgang i den forventede omsætning i den vigtige julehandel.
Låge nummer 10: Med kig til stationen er huslejen høj, men det går ikke ud over smilet

Bag hver en låge gemmer sig en butik, som I kan opleve ude i virkeligheden. Med front over mod Humlebæk Station står Salim Hatami og holder byens cykler kørende. Læs mere





