18. marts 2026

Borgmesterens parti har nu fordel posterne

Del artiklen

Den genvalgte socialdemokratiske byrådsgruppe har på et konstituerende møde i weekenden fordelt de politiske tillidsposter imellem sig. 

Det fortæller partiet i en pressemeddelelse mandag aften.

Annoncer

– Vi er i socialdemokratiet meget tilfredse med byrådets samlede konstitueringsaftale som seks partier med 23 ud af 27 byrådsmedlemmer har indgået. Det tegner godt med et bredt samarbejde, som vi igennem mange år har haft tradition for og været kendt for i Fredensborg Kommune, udtaler borgmester Thomas Lykke Pedersen(S) og tilføjer, at han glæder sig til at det nye byråd kommer i arbejdstøjet.

Derudover er der fordelt formandsposter:

  • Fritids- og Idrætsudvalget: Charlotte Sander (S) fortsætter som formand
  • Kulturudvalget: Per Frost Henriksen bliver ny formand efter Ulla Hardy-Hansen (FSK).
  • Udvalget for Natur, Miljø- og Bæredygtig udvikling: Louise Mehnke (S) bliver formand de første to år, hvorefter formandsposten går til Radikale Venstre. SF’s Hanne Berg har været formand de seneste fire år.

– Byrådsgruppens yngste medlem Sarah Lykke kommer i Økonomiudvalget og bliver næstformand i Børne- og Skoleudvalget. Det skal ses som et stærkt signal om, at socialdemokratiet ønsker, at de unge også har en vigtig stemme i lokaldemokratiet, fortæller partiet om de tre pladser i Økonomiudvalget, hvor Louise Mehnke altså må vige sin plads for Sarah Lykke.

Per Frost Henriksen, der fortsætter som gruppeformand, beholder sin plads i Økonomiudvalget.

– Byrådsmedlem Cømert Sonsuz bliver en stærk og kvalificeret næstformand i Erhverv- beredskab og byliv. Carsten Nielsen bliver en del af formandskabet i Nordsjællands Park og Vej, Suzan Daoud bliver formand for Venskabsbyforum, fortsætter partiet i pressemeddelelsen.

Her skal indskydes, at formandsskabet i Nordsjællands Park og Vej deles med Helsingør Kommune, således at Carsten Nielsen er formand de første to år, næstformand de næste to.

– Byrådsgruppen er også optaget af at der allerede i 2026 kommer Folketingsvalg. Socialdemokratiet er bevidste om, at der skal investeres mange mandetimer og ressourcer så folketingskandidat Louise Mehnke kan blive valgt til folketinget.

– Den Socialdemokratiske byrådsgruppe vil bakke Louise Mehnke 100% op ved det kommende folketingsvalg, lyder det afslutningsvis i pressemeddelelsen.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder