18. marts 2026

Lad bålet bringe det onde i tale

For 32 år siden talte Suzanne Brøgger i sin båltale om uenighed, demokratiets drift og om at kaste lys på det onde. Det skete til sankthansaften på Louisiana i Humlebæk.

Del artiklen

I de sene og vindstille aftentimer lå lystbådene og en enkelt fiskekutter tæt på stranden, og hvis man kigger nøje på fotografierne, kan man se børnene lege i vandkanten. På den nedre terrasse foran kunstmuseet Louisiana sad stifteren Knud W. Jensen med sorte sko, kridhvide strømper og en sygehusstok viklet let ind i den lange frakke.

Tidspunktet var sankthansaften den 23. juni 1993, og de voksne lyttede til forfatteren Suzanne Brøgger, der holdt båltalen. 1993 var året, hvor hun udgav ”Transparence” og børnebogen ”Paradisets Mave”.

Annoncer

Det var fire år efter murens fald, og der var krig i Europa i det tidligere Jugoslavien. Et år tidligere havde Danmark vundet Europamesterskabet i fodbold efter deltagelse på ”afbud”, fordi Jugoslavien var blevet udelukket.

Ja-sigerne bør være nej-sigerne taknemmelige – og omvendt

Men det var ikke fodbold, der optog Suzanne Brøgger i talen, der blev trykt i magasinet Louisiana Klubben i august samme år.

Efter Maastrict-afstemningen i 1992 var danskerne dybt splittet i spørgsmålet om EU-samarbejdet, og den uenighed optog Suzanne Brøgger, som ellers kendetegnede Danmark som en stamme med enighed øverst på dagsordenen.

I tog med landsforrædere?

Nu kunne man pludselig sidde i ”i stue med, i tog med, i bus med landsforrædere”, som hun sagde, fordi danskerne var kommet ”i dyb tvivl om, hvad det rigtige er, når det gælder om bedst at sikre den danske stammes overlevelse”.

Båltalen blev transmitteret af Danmarks Radio, og talen blev trykt i Louisiana Klubben i august samme år. Foto: Knud Rauff

Et kompromis, Edinbourgh-aftalen, var en måned tidligere, i maj 1993, blevet vedtaget med 56,7 stemmer for og en valgdeltagelse på over 86 procent.

– Begge sider kan med lige god ret hævde, at modparten – ud fra de nobleste motiver – kun har været ude på at slette Danmark af landkortet, sagde Suzanne Brøgger i sin tale og fortsatte:

– Jeg for min egen del følger, at denne u-danske u-enighed er uendelig velgørende og livgivende. Ja-sigerne bør være nej-sigerne taknemmelige – og omvendt. Takket være dette umulige spørgsmål, som vi blev bedt om at tage stilling til, er den demokratiske drift i os, som har slumret så længe, blevet vækket.

– Aldrig før har danskerne talt så meget om – og praktiseret – demokratiets nødvendighed. Det umulige valg om Europas fremtid sikrer måske, at spørgsmålet om vores værdier, og om hvem vi selv er som danskere, hele tiden holdes levende og åbent. Kampen er begyndt. Og vi er med i den.

Send ikke det onde væk

Tæt på bålet mellem Øresund og kunstmuseet Louisiana talte Suzanne Brøgger om det nødvendige i at tænde ild og lade bålet blusse, ikke for at sende det onde væk og glemme det, men for at kaste lys på det.

Museets stifter, Knud W. Jensen, ses henslængt i en let stol og med brug for en stok i sommeren 1993. Foto: Knud Rauff

– Ved at kaste lys over alt det forfærdelige og pinlige kan vi bringe det onde i tale og dermed vedkende os det. Så at det ikke huserer blindt og styrer os, uden at vi ved det. Hvis det onde kan få synlighed og blive til tale i stedet for tavshed, så vil det få funktion som frugtbarhed, erkendelse og glæde, sagde hun og afsluttede sin båltale med disse ord:

– Det er vores chance. Først da vil det vende, som det vender nu, og den lyse nat vil få mening og mæle.

Derefter var der fællessang med Kgl. Operasanger Ole Hedegaard som forsanger.

Har I et arrangement til sankthans, som I gerne vil have omtalt? Skrivtil@tjekfredensborg.dk


Fik I læst? Det er ikke bare økonomien, dumrian!

Dengang kunne man køre i bil på det areal, der nu er en gangsti ned forbi centret…

Fakta

Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…

Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk

 Tak til Knud Rauff Nielsen for det fantastiske billedmateriale, som han har indleveret til arkivet fra sin tid som fast fotograf på Lokalavisen fra 1983 til lukningen i 1999.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder