Ulla Hardy Hansen siger farvel som mangeårig formand for kulturudvalget, og selvom vi ved, at det er sådan demokratiet fungerer, er det ærgerligt at måtte sige farvel til en af kunstens og kulturens bedste forkæmpere.
At hun har nået en alder, hvor man har lov til at tage en slapper, kan ikke opveje det, kulturen mister ved hendes afgang. Jeg tror ikke, der findes en kommune, der gennem tiden har haft en kulturformand af hendes format.
Hun har med konstant entusiasme og kærlighed til kunsten, hvad enten det handler om tegnekunst, maler- eller billedhuggerkunst, arbejdet for at få den ud til os alle. Det oplever man blot man går ned ad gaden, og det mærker vi, der har lavet teater i området.
Uden hendes støtte og hjælp, var det aldrig lykkedes at bringe noget på scenen, og det kan vi i Madam Mangor ikke takke hende nok for.
Hun har ikke bare støttet, når vi søgte om midler, hun har fulgt os; set hvad vi har lavet, og tit med begejstring meldt tilbage. Hendes kommentarer har altid været værd at lægge mærke til, og ofte ledsaget af herlig selvironi.
Som dengang, hun efter en forestilling fortalte, at hun både havde grinet og grædt, så mascaraen løb, og som du ved – skrev hun – bruger jeg jo en del af den. Skønt, når man tør lave grin med sig selv.
Hun vil blive savnet på posten som formand for kulturen, og vi må nøjes med at håbe på, at hendes efterfølger forsøger at gøre hende kunsten efter. Det kræver nemlig et lige så stort hjerte for kunsten som Ulla har, samt viden om dens vilkår og betydning i vores hverdagsliv.
Vi har i Fredensborg gennem tiderne haft mange store kunstnere – lige fra Bournonville (som nu er på verdensarvslisten) over komponister som Niels W Gade, tegnere som Ib Andersen og Des Asmussen – for slet ikke at nævne dronning Margrethe II og Hans Scherfig.
Jeg tror, at Ulla gerne havde set et udstillingssted i Fredensborg, hvor både vi, og besøgende, kunne møde noget af den kunst der er blevet skabt her.
