Sig mig lige… Hvad er en socialdemokrat, blev borgmester Thomas Lykke Pedersen spurgt, da han onsdag eftermiddag skulle uddele Handicapprisen på Blindecenter Bredegaard. Borgmesteren tøvede et øjeblik og bukkede sig forover for at svare…
– Det kommer jeg forbi og fortæller en anden gang, svarede han, inden Lars Kongsø, bandleder for “De spillende muldvarper”, tilføjede, at en socialdemokrat er sådan en, der holder taler.
– Vi kan godt være stolte, indskød Jakob, der siden 2019 har boet på Blindecenter Bredegaard og ikke er et fast bandmedlem af “De spillende muldvarper”, men blot springer til, når der er brug for det.
Og ja, dermed kom han borgmesteren i forkøbet.
For bandet kan netop være stolte over deres engagement, kreativitet og vedholdenhed, lød det fra borgmesteren, inden han gav ordet til Soma Mayel (R) som formand for Handicaprådet.
Højt humør i festlige dage
Sjældent har en prisuddeling været så munter og med så mange kommentarer under talerne, hvor årets pris blev uddelt til to prismodtagere.
Den ene modtager er bandet “De spillende muldvarper” fra Blindecenter Bredegaard, og den anden modtager er Anette Lewinsky, mangeårigt medlem af Handicaprådet og i den seneste periode næstformand.
Ved mange af bordene var der højt humør og IPA’er på 0 procents alkohol og glæde over, at der også torsdag skal være fest, eftersom en del af Blindecenter Bredegaards beboere skal til julefrokost på Gl. Humlebæk Kro.

Imens blev der lyttet til talerne og spurgt til, hvad Anette Lewinsky vil bruge prisen på 5000 kroner til. Bøger, lød en vurdering fra Handicaprådets formand, der kender Anette Lewinsky ganske godt…
Men først blev “De spillende muldvarper” rost for at være et symbol på, at hvis man giver noget af sig selv og er en del af et fællesskab, tjener det et større formål. Et billede på at hvis man tror på noget og hvis man vil det, kan man lykkes.

I knap 25 år har bandet lavet musik, der ikke er perfekt, men derimod ægte, som Bredegaard Blindecenters leder, Frank Hedegaard, senere sagde i sin tale.
– Det er energi, stemning og livsglæde, fastslog Frank Hedegaard om bandet, der opstod, fordi Blindecentrets Lars Kongsø kom udefra som både musiker og med nogle pædagogiske ideer, der siden har gjort “De spillende muldvarper” så kendt, at Michala Petri har været forbi for at indspille et af bandets numre på fløjte.
Tre gode bogtips om mennesker med handicap
Anette Lewinsky fra Nivå, gift med Niels Hald, fik sclerose i 1994, og det fik hende dengang til at engagere sig i handicappolitik, hvor hun blandt andet mødte Jens Andersen og flere andre, og de fik i slutningen af 1990’erne sat fokus på tilgængelighed for handicappede.
Derfor er der nu handicapramte for kørestolsbrugere til Humle Bio, blot for at nævne et af mange konkrete resultater, og siden kom de begge i Handicaprådet, hvor Anette Lewinsky har siddet som næstformand de seneste fire år, hvor Soma Mayel (R) har været formand.

– Til vores møder er du tydelig og reflekterende, og du kan få både systemet og politikerne til at lytte med dit blik for at skabe en samtale – og med dig får vi altid sat ord på, at der er et menneskes liv bag alle de beslutninger, vi tager, sagde Soma Mayel blandt andet i sin tale til Anette Lewinsky, der naturligvis kvitterede med at give…. tre litterære henvisninger.
De, der kender Anette Lewinsky, ved nemlig også, at hun er en flittig læser, og hun mindede om, at Richard den 3, mest kendt for i Shakespeares stykke at sige “En hest, mit kongerige for en hest”, faktisk også var handicappet med en ryglidelse.



Victor Hugos “Klokkeren fra Notre Dame” blev også nævnt, og det var i den anledning, at hun konstaterede, at engang blev handicappede børn sat på kirkernes dørtrin rundt om i verden.
Hun fortalte også om den amerikanske forfatter Helen Keller, der i sin barndom efter skarlagensfeber blev både blind og døv, men alligevel formåede at skabe litterære værker.
Hvis man vil lytte til nogle af musiknumrene fra “De spillende muldvarper” eller få et indtryk af deres seneste rejse til Grønland, kan man se videoen herunder.
Det er Tanja fra bandet, der har skabt omkvædet, og til overrækkelsen af Handicapprisen kunne man høre Ulla fortælle om bandets glæde over ordet “Imara”, der betyder “måske” på Grønlandsk.
Og hvis I en dag skulle møde Sabro Osmanovic på gaden, så spørg ham om hvordan det var at spille i et indkøbscenter på Grønland.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt god lokaljournalistik.






