Om vejr og vind tillader det, vil byggeriet af endnu et fælleshus starte i første halvdel af februar. Nu er byggetilladelserne nemlig på plads, og Fredensborg Møllelaug kan i det seneste nyhedsbrev fortælle den glædelige nyhed.
– I anledning af Realdanias 25-års jubilæum har de valgt at uddele 150 mødesteder. Alle foreninger m.fl. over hele landet har kunnet ansøge om at få bevilliget et gratis mødested, og allerede da de første 60 huse blev udbudt, kom der knap 700 ansøgninger – inklusive Fredensborg Møllelaug, som var blandt de heldige, fortæller Møllelauget til sine medlemmer.
Siden møllerne fik den glædelige nyhed, har der været travlhed med nabohøring, landzonetilladelse og byggetilladelser, men nu ventes alt at falde på plads, således at byggeriet kan begynde sidst på vinteren ved Højsager Mølle. Hvis vejret tillader det.

– Principielt skal husene bygges af genbrugsmaterialer, hvilket betyder, at store nedrivninger skal foretages varsomt, og materialerne skal afrenses og tilpasses de nye funktioner. Derfor er der lige nu kun færdiggjort 19 huse i hele landet, hvoraf det ene blev indviet i Nivå lørdag den 22.november, fortæller Niels Erik Bølling, formand for Fredensborg Møllelaug.
Hvis man er interesseret i at se, hvordan fælleshuset ved Højsager Mølle kommer til at se ud, kan man kigge forbi Fællesværket på Niverødvej i Nivå. Det blev indviet som mødested i weekenden. Man kan læse mere om Fredensborg Møllelaug via dette link.
Fik I læst? De begyndte med ideer og en boltsaks. Nu har de et ikonisk kulturhus

Det hele begyndte vist nok med en snak i en daginstitution, og siden er der kommet flere og flere til – men der er stadig plads til frivillige kræfter, der vil hjælpe med at skabe liv. Læs mere





