Spørgsmålet er enkelt: Hvorfor skal Fredensborg Kommune rense spildevand for andre kommuner?
Da borgerne og politikerne i Hørsholm sagde klart nej til et kæmpe renseanlæg dér, tilbød vores borgmester straks, at anlægget i stedet kunne placeres i Fredensborg. Til SN udtalte han:
“Jeg gør det her, fordi det skal gavne borgerne i Fredensborg.”
Men er det virkelig udelukkende for borgernes skyld, at der skal investeres over 2 milliarder kroner i dette projekt?
Borgmesteren fremhæver fordelene, men risiciene forbliver ubeskrevne. Der findes ingen uvildig teknisk eller økonomisk risikoanalyse. Faglige anbefalinger peger på, at store renseanlæg bør placeres tæt på større byer – ikke i tyndt befolkede landområder som vores. De planlagte 70 kilometer lange rørføringer gennem Nordsjælland indebærer både store anlægsudgifter og risiko for ustabil drift. Det vil blive dyrt – både i anlæg og for borgerne gennem højere vandafgifter.
Alligevel har borgmesteren og Fredensborg Forsyning købt ejendommen Fredensborg Kongevej 26 for næsten 11 millioner kroner som mulig placering for anlægget – velvidende at grunden ligger midt i trafikkorridoren til den mulige Ring 5 og består af en betydelig andel lavbundsjord, i direkte modstrid med lokaliseringskriterierne. I Folketinget tør ingen røre ved korridoren – hvorfor så købe netop dér?
Modstanden handler ikke om placeringen i sig selv. Den handler om manglen på uvildig faglig vurdering. Vi har brug for, at en uafhængig ekspert – for eksempel Krüger eller Envidan – vurderer, hvilke moderne rensemetoder der findes, om de nuværende anlæg kan opgraderes, hvilke miljøkrav der vil gælde fremover, og hvordan vores åer og regnvandssystemer vil blive påvirket.
Valgdebatterne til kommunalvalget har gjort det klart, at flere efterlyser en grundig analyse. Alle ønsker, at spildevandet renses efter fremtidens krav. Men beslutninger i milliardklassen skal træffes på et sagligt og oplyst grundlag – ikke på politisk tro og håb.
Det handler ikke om at sige nej til udvikling.
Det handler om rettidig omhu – og om at sikre, at Fredensborg Kommune ikke bliver gidsel i et alt for dyrt og risikabelt prestigeprojekt.
Fakta om valget til bestyrelsen i Fredensborg Forsyning
- Alle forbrugere hos Fredensborg Forsyning kan stemme med én stemme per husstand. Der kan stemmes frem til den 3. december, og man kan læse mere om valget, kandidaterne og det at stemme via dette link.
- Der vælges 2 forbrugerrepræsentanter, eller forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer, til Fredensborg Vand A/S og Fredensborg Spildevand A/S og 4 suppleanter.
- Efter valget vil bestyrelsen bestå af 15 medlemmer – to valgt af forbrugerne, otte udpeget af Fredensborg Byråd og fem valgt af medarbejderne i Fredensborg Forsyning.
- Selskaberne ledes af en samlet bestyrelse, og de to forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer forventes at indgå i denne bestyrelse.




