18. marts 2026

Det handler ikke kun om tal – det handler om tillid

Af Ole Kallenbach, kandidat til forbrugerrepræsentant i Fredensborg Forsynings bestyrelse

Del artiklen

Vandprisen er i år sat op til 9,63 kr. pr. m³ ekskl. afgifter og moms – en stigning på 45 procent i forhold til 2024 for vand fra Humlebæk og Endrup Vandværk. Med spildevand medregnet bliver den samlede stigning omkring 18 procent. For en familie på fire betyder det cirka 1.500 kroner ekstra om året. Det er ikke småpenge – især ikke når alt andet også bliver dyrere.

Som forbruger har jeg forsøgt at forstå, hvad der ligger bag de store prisstigninger. Jeg har gennemgået referaterne fra bestyrelsesmøderne — og her er kommunikationen desværre alt andet end gennemsigtig. Ja, informationen findes, men den er pakket ind i tekniske termer, lange juridiske formuleringer og komplekse regnskabstal, som gør det næsten umuligt for en almindelig forbruger at se den røde tråd.

Annoncer

Der mangler en enkel og ærlig forklaring på, hvorfor priserne stiger, og hvordan beslutningerne hænger sammen med vores regninger. 

De officielle forklaringer består af en liste med punkter som “under­dækning”, “etablering af fjernaflæste målere” og “klimatilpasning”. Men uden kontekst bliver det blot overskrifter, der ikke fortæller, hvor stor betydning hver enkelt post har, eller hvorfor de er nødvendige. Der mangler prioritering: Hvad er den største udgift? Hvor meget af stigningen skyldes forureningen i 2024, og hvor meget skyldes nye investeringer?

Når kommunikationen reduceres til tekniske stikord, skaber det afstand mellem selskabet og forbrugerne. Det virker som interne noter frem for en forklaring. Forbrugerne har ret til en klar og forståelig redegørelse, der viser sammenhængen mellem beslutninger, investeringer og den regning, vi betaler. Det handler ikke kun om tal – det handler om tillid.

Tag referatet fra bestyrelsesmødet den 11. marts 2025: Det fylder hele 322 sider inklusive bilag – og bilagene ligger midt i referatet, hvilket gør det ekstremt rodet. Dokumentet er teknisk, fyldt med fagudtryk og svært tilgængeligt. I praksis er det ikke en reel mulighed for borgere, der bare ønsker at følge med i, hvad der sker. Når gennemsigtighed kræver, at man pløjer sig igennem hundredvis af sider med komplekse detaljer, er det ikke gennemsigtighed – det er en barriere.

Denne manglende klarhed og gennemsigtighed er præcis grunden til, at jeg har valgt at stille op som forbrugerrepræsentant til Fredensborg Forsynings bestyrelse. Vi har brug for en stemme, der insisterer på enkel og forståelig kommunikation, så alle borgere kan følge med i, hvad der sker med vores vandforsyning – og hvorfor vi betaler, som vi gør.

Jeg vil arbejde for:

  • Gennemsigtighed i takster: Klare forklaringer med konkrete tal.
  • Klar besked: Løbende information – ikke kun når priserne stiger.
  • Bedre kommunikation: Letforståelige forklaringer og reel indsigt i beslutninger.
  • Læsevenlige referater: Så forbrugerne faktisk kan følge med.

Vi har ret til at vide, hvad vi betaler ekstra for – og hvad vi får for pengene. Drikkevand er en nødvendighed, og derfor skal der være samme gennemsigtighed, som vi kan forvente af enhver anden offentlig service.

Der kan stemmes til og med den 3. december på Fredensborg Forsynings hjemmeside. Jeg håber på din stemme.

Fakta om valget til bestyrelsen i Fredensborg Forsyning

  • Alle forbrugere hos Fredensborg Forsyning kan stemme med én stemme per husstand. Der kan stemmes frem til den 3. december, og man kan læse mere om valget, kandidaterne og det at stemme via dette link.
  • Der vælges 2 forbrugerrepræsentanter, eller forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer, til Fredensborg Vand A/S og Fredensborg Spildevand A/S og 4 suppleanter.
  • Efter valget vil bestyrelsen bestå af 15 medlemmer – to valgt af forbrugerne, otte udpeget af Fredensborg Byråd og fem valgt af medarbejderne i Fredensborg Forsyning.
  • Selskaberne ledes af en samlet bestyrelse, og de to forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer forventes at indgå i denne bestyrelse.
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder