De første resultater fra valgstedet i Karlebo byder på en del overraskelser. Det er kommunens mindste valgsted, så man kan ikke konkludere for meget, men hvis man skal tolke af resultatet i Karlebo, vil der ske store forskydninger internt i blokkene.
Karlebo har altid været blå, og hvis man kigger på fordelingen, ligger den stadig på 63,2-63,3 procent til blå blok. Hvis man tæller Moderaterne med til blå blok, kan an lægge 2,5 procentpoint til.
Her i 2025 går DF markant frem til 8,2 procent af stemmerne og Liberal Alliance til 8,1, imens Konservative ikke længere er størst i Karlebo – partiet får 16,4 procent af stemmerne mod 26,5 procent for fire år siden.
Venstre går 2 procentpoint frem til 25,5 procent af stemmerne – muligvis er det sagen om rensningsanlægget, der giver de ekstra stemmer. Kristendemokraternes Cæcilia Nilsson, der bor i Karlebo, får 2,9 procent af stemmerne, og Fredensborg SocialKonservative ligger på 2,2 procent – Moderaterne derimellem med 2,5 procent.
Socialdemokratiet går en del tilbage til 15,6 procent af stemmerne, hvor de fik 19,4 procent for fire år siden. SF går fra 5,5 procent af stemmerne til 7,4 procent. Enhedslisten får 12 stemmer ude på landet, mod 16 ved det seneste valg, og Alternativet er gået fra 5 stemmer til 14 stemmer.





