18. marts 2026

Oldemor holdt pause fra håndbolden for at styre stemmesedlerne

Del artiklen

Spiller du stadig håndbold, Jette? Ja, ja, lød det friske svar fra Jette Hansen, der sad som valgtilforordnet i Egedalshallen. Hun havde netop hilst på sit oldebarn, Theo på 15 måneder, der var forbi med sin far Martin for at stemme.

– Jeg har snart 40 års jubilæum, fortalte Jette Hansen i en kort bemærkning i travlheden, og med det mener hun, at hun snart runder 40 års engagement som frivillig og aktiv i bestyrelsesarbejdet omkring HUK Håndbold, og hun har i perioder også været formand for Venstres lokale vælgerforening.

Annoncer

I løbet af formiddagen og over middag var der en god stemning på de valgsteder, hvor TjekFredensborg var forbi.

Morgenen begyndte på Nivaagaards Malerisamling og fortsatte i Egedalshallen, hvor valgformand Lasse Lynæs kunne fortælle, at alle manualer var opdaterede – også med de nye regler for, hvordan man må sætte sit kryds.

I Baunebjerghallen var 11-årige Embla fra Humlebæk ved at interviewe det tidligere byrådsmedlem for Radikale Venstre, Kristian Hegaard, om at være valgformand på et valgsted.

Artiklen skulle bruges i et skoleblad i klassen på hendes skole, og dermed var Embla journalist for en dag, eftersom det at være journalist jo ikke er en beskyttet titel. Og hun gjorde det godt – med blok og blyant i hånden.

Se herunder billederne fra en lille håndfuld af valgstederne.

Valgformand på Baunebjergskolen, Kristian Hegaard, der i december skal forsvare sin Ph.d, blev interviewet af 11-årige Embla. Artiklen skal bringes i et skoleblad. Foto: Steffen Slot
Der blev til tider kæmpet lidt med listen til regionsrådsvalget, der er ganske stor at håndtere. Her ses køen ved stemmeboksene i Fredensborghallen. Foto: Steffen Slot
Lasse Lynæs, den socialdemokratiske vælgerforeningsformand, havde tirsdag formiddag godt styr på Egedalshallen. Foto: Steffen Slot
Ved indgangene eller udgangene var det rent fysisk muligt at stemme til Seniorrådet. Her er vi i Fredensborghallen med Bykongen og seniorrådsmedlem Lisbeth Knudsen. Foto: Steffen Slot
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder