Det er fristende at spørge, hvorfor der ikke ligger en knivskarp plan for at styrke rekrutteringen af pædagoger, når politikerne balancerer på en knivsæg og selv i de gode år er tæt på ikke at overholde loven om minimimumsnormeringer.
Men det er så bagudskuende i en valgkamp. Lad os i stedet høre fem ansvarlige politikere, hvad de vil gøre for at styrke rekrutteringen af pædagoger, hvis – eller når – de bliver genvalgt.
Der er fem partier repræsenteret i Børne- og Skoleudvalget, og de har alle fået det samme spørgsmål, og det lyder i al sin enkelthed:
Hvad er dit – og dit partis – forslag til at styrke rekrutteringen af dygtige pædagoger og pædagogmedhjælpere?
Herunder kommer svarene.

Lars Søndergaard (V): Personalesammensætningen skal udvides for at komme i mål (Klik og læs mere)
I Venstre mener vi, at det er nødvendigt at udvide personalesammensætningen for at nå i mål på længere sigt. Her er nogle forslag:
Samarbejde med jobcentret om mulige kandidater – fx via praktikforløb og ansættelser med løntilskud.
Fritidsjobs til unge, som kan vække interesse for en uddannelse som pædagog eller pædagogmedhjælper.
Merituddannelse for pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter.
Muligheder for faglig udvikling, kurser, sparring og forberedelse til det daglige arbejde.
Kampagner på sociale medier og lokale events på skolerne, der sætter fokus på pædagogfaget.
Mulighed for deltidsarbejde under uddannelse.
Uddannelsesmuligheder for PAU-elever.
Involvering af medarbejderne – de er tættest på faget og ved, hvad der skal til.

Bent Fischer-Nielsen (SF): Gode arbejdsvilkår skal tiltrække flere pædagoger. (Klik for at læse mere)
– SF vil tiltrække flere dygtige pædagoger og pædagogmedhjælpere til kommunen ved at tilbyde gode arbejdsvilkår. Kommunen har kursusforløb for alle medarbejdere i vores dagtilbud, som bidrager til et højt fagligt niveau blandt kollegerne, forklarer Bent Fischer-Nielsen (SF), næstformand i Børne- og Skoleudvalget og fortsætter:
– Tilbud om uddannelse til pædagog kan bidrage til at tiltrække pædagogmedhjælpere. En højere normering, forberedelsestid og løntillæg kan bidrage til at tiltrække dygtige pædagoger til glæde for vores børn.

Mikkel Hartwich (DF): Lad os kigge på 4-dages arbejdsuge og flere fritidsjobbere. (Klik for at læse mere)
– Rekrutteringsudfordringer har vi desværre, og det er også på landsplan, at der er store og massive udfordringer. Her i kommunen tror jeg på, at nogle af de nye ting med fx nye børnehuse i Kokkedal og Fredensborg kan løse noget af udfordringer der i forhold til, at det kan være fedt at være med til at starte op i noget nyt, vurderer Mikkel Hartwich (DF) og fortsætter:
– Men vi skal også kigge på muligheden for fx at arbejde i fire dages uger, hvis det ønskes for noget af personalet, og så skal vi kigge ind i, om vi kan få nogle fritidsjobbere, der måske kunne komme efter skole og være med. På den måde kan der også være flere, der får interesse for faget, og det kunne være med til at løse nogle af udfordringerne. Derudover skal vi kigge på muligheder for at uddanne vores personale.

Bettina Bové (R): Tal for de enkelte institutioner kan vise, hvor vi skal støtte og hjælpe. (Klik og læse mere)
– Jeg er selv uddannet pædagog. I mit første år var i to pædagoger og en medhjælper på hver stue, men sådan er det ikke mere. Til vælgermødet i Karlebo mødte jeg alligevel en, der fortalte, at det var normeringen på institutionen derude, siger Bettina Bové og fortsætter:
– Men forældre oplever, at der sidder en ung medarbejder på en fyldt stue uden at der er nok uddannede. Vi hører det fra forældre, men når vi snakker om det til møder i Børne- og Skoleudvalget, hører vi det overordnede svar, at det ser fint ud på området som helhed. Og det er jo derfor, at Radikale Venstre har lavet borgerforslaget om at få normeringstal helt ned på den enkelte institution, så tallene kan bruges til at hjælpe og støtte op om de institutioner, hvor normeringen ikke er god.
– Det bliver ikke mere bureaukratisk end det bliver nu, hvor vi skal sikre minimumsnormeringerne, og modellen med normeringstal for den enkelte institution kommer mere og mere op på landsplan. Personligt tror jeg, at hvis vi kommer til bunds og arbejder målrettet med de institutioner, hvor normeringen er dårlig, så vil vi få mere og bedre medarbejdere. Hvis vi ved, at vi har to pædagoger og en medhjælper på stuerne, bliver det nemmere at rekruttere, og de to faguddannede kan spare med hinanden.

Per Frost Henriksen (S): Et par ubesatte stillinger kan drive os på den forkerte side af loven. (Klik for at læse mere)
Omkring normeringssagen har jeg følgende udtalelse:
– Det er ikke holdbart, at vi budgetterer så tæt på minimumsnormeringerne. Der skal sættes yderligere penge af for 2026 for at opnå den tryghed for medarbejderne. Det kan ikke nytte noget, at vi balancerer så tæt på grænsen, at et par ubesatte stillinger kan drive os på den forkerte side af loven, fastslår Per Frost Henriksen (S) og fortsætter:
– Det skal byrådet lynhurtigt få gjort noget ved. Det handler om penge, ikke om man opgør normeringer på den ene eller den anden måde. Det handler om at overholde loven.
Fakta: Besparelse i 2019 ramte fødekæden
- Kommunen har pt. ingen PAU-elever på den almindelige 2-årige Pædagogisk assistent-uddannelse. PAU-eleverne under denne ordning er unge, typisk under 25 år, og voksne, uden relevant erfaring
- Årsagen til at Fredensborg Kommune ikke uddanner PAU-elever under den almindelige uddannelse skal ses i lyset af en besparelse, som blev gennemført med Budgetforlig 2019 – 2022.
- Administrationen har dog, i lyset af den aktuelle udfordring med rekruttering og fastholdelse, besluttet sig for igen at undersøge og vurdere mulighederne for fx også at tilbyde ansættelse som almindelige PAU-elev fremadrettet.
- Det kræver dog finansiering. Størrelsen af et muligt finansieringsbehov vil blive afdækket i den videre proces, fremgår det af den seneste sagsfremstilling til politikerne.
Budget på vej mod genåbning efter lovbrud

Der skal sættes yderligere penge af for 2026, fastslår Per Frost Henriksen (S), der som formand for Børne- og Skoleudvalget ikke svarer på, hvordan han for to år siden sikrede at en økonomisk genopretningsplan ikke ville føre til lovbrud. Læs mere






