Drop alle planer om skattelettelser, og lad være med at bygge en svømmehal. For de penge kan der ansættes 14 pædagoger, 14 skolelærere og 14 social- og sundhedshjælpere. Investér i kernevelfærd, opfordrer Soma Mayel, spidskandidat for Radikale Venstre.
– Jeg ser politik som samarbejde på tværs, og det er godt, at vi lykkes med meget. Men der er også punkter, hvor jeg har en skarp retorik, og det er når emnet er vores allermindste, børnene, og det er, når jeg siger, at vi skal prioritere kernevelfærden først, siger Soma Mayel og uddyber:
– Vi er det eneste parti, der har den holdning, at vi hverken vil bruge penge på svømmehal eller skattelettelser. At vi er en gældfri kommune, giver os et råderum, og spørgsmålet er, hvordan vi skal bruge det.
– Radikale Venstre ønsker ikke en svømmehal til 100 millioner kroner, der koster syv millioner kroner årligt i driftsudgifter, og vi synes heller ikke, at vi skal have skattelettelser, forklarer Soma Mayel, der sammen med partifællerne har regnet på, at det kan styrke kernevelfærden med godt 40 medarbejdere.
Hun fører politik ved at se og lytte ude i virkeligheden
Selvfølgelig er det lidt af en skrivebordsøvelse, og dem er Soma Mayel ellers ikke så begejstret for, fordi hun mener, at politikere skal tættere ud på virkeligheden og tale med de forældre, der bruger daginstitutionerne, skoler og ældreplejen.
Dermed ikke sagt, at den 32-årige spidskandidat med to tvillinger på knap tre år vil føre politik på enkelte oplevelser, men fordi hun i sit møde med virkeligheden ser pressede medarbejdere eller får fortalt historier, der adskiller sig væsentligt fra det billede, som rådhusets medarbejdere har og kan levere til politikerne til de månedlige udvalgsmøder.
Ikke fordi rådhusets medarbejdere er dårlige. De sidder bare et stykke fra virkeligheden.
– Og det er ikke noget nyt, at jeg fører politik på den måde. Da jeg blev valgt for fire år siden, var jeg også meget engageret i kampen for minimumsnormeringer og den omsættertabel, som forældrene i særligt Humlebæk kæmpede for, understreger hun og taler om ansvarsforfølgelse og en slags politisk dovenskab, når andre partier og byrådskolleger i debatten lader sig stoppe af, at det generelt er svært at rekruttere pædagoger.
At Fredensborg Kommune også ligger lavt hvad angår personale på plejehjemmene, og at rekrutteringsproblemer findes over hele landet, ændrer ikke ved, at kommunen skal overholde loven om minimumsnormeringer, fastslår Soma Mayel.
Hun efterlyser flere konkrete og brugbare politiske initiativer skabt i samarbejde med medarbejdere, forvaltning og politikere.
Hun presser på og har sagt dette højt
Men hun sad jo selv med til budgetforhandlingerne, hvor det blev nævnt, at tallene for minimumsnormeringer var ved at sende kommunen på den gale side af loven i opgørelsen fra Danmarks Statistisk. Hvorfor råbte hun ikke op med sin skarpe retorik?
– Vi fik forelagt nogle tal, men sent i forløbet. Jeg tager gerne en del af det politiske ansvar for, at vi jo rent faktisk tilførte penge til området, men til 0-2 års området, hvor normeringerne er overholdt.
– Det vil være forkert at sige, at jeg ikke kæmper for det her område. I budgetforhandlingerne har jeg spurgt til muligheden for at få flere PAU-uddannelser, pædagogiske assistent uddannelser, og også dem under 25 år, fordi det er en måde at rekruttere.
Hvis vi som politikere selv taler om ordentlighed, skal vi huske at sige, hvem der først har stillet et forslag
– Jeg var også den første til at foreslå, at vi kigger på at afskaffe mini-sfo’er, fordi de ikke rigtig fungerer som andet end en spareøvelse, forklarer Soma Mayel, der her får noget skarphed i sin stemme – især omkring det med mini-sfo’er, der endte med blive skrevet som tekst i budgetforliget, men kræver midler, før det kan afskaffes.
Mini-sfo’er handler om det forløb op til skolestart, hvor børnene samles med en lavere normering end i børnehaverne. Pludselig var det blevet en mærkesag for DF og en afskaffelse blev udlagt til at være partiets forslag.
– Hvis vi skal samarbejde i politik, og hvis vi som politikere selv taler om ordentlighed, skal vi huske at sige, hvem der først har stillet et forslag, bemærker hun, inden hun igen bliver mildere i stemmen.
Kan glemme at sige det indlysende højt
Selvom Soma Mayel ikke selv taler så meget om natur, klima og byudvikling, er det stadig et emne, hvor Radikale Venstre har stærke holdninger. Det ses, når byrådsmedlemmet Betina Bové har ”naturens stol” med rundt til vælgermøder for at signalere, at naturen skal sidde med ved bordet, når beslutningerne skal tages.
– Den profil er så indlysende for mig, at jeg nogle gange glemmer at sige den, griner Soma Mayel, inden hun fortæller, at hun på ældreområdet er præget af sin personlige og kulturelle tilgang til emnet.
Hun kom til Danmark i 2001 og blev familiesammenført med sin far, der var flygtning fra Afghanistan, og derfor er hun ikke som politiker opvokset med at se sine bedsteforældre få hjemmehjælp og komme på plejehjem. I hendes kulturbaggrund ligger det stærkt i familien, at de unge passer de gamle.
– Jeg ved godt, at det kan være svært at få til at fungere med et dansk arbejdsmarked. Alligevel har jeg det svært, når jeg i en kandidattest skal svare på, om rengøring til ældre skal være på et niveau, så man kan have gæster. Ja selvfølgelig!, udbryder Soma Mayel.
– Men det kan jo være, at et andet politisk svar er, at det må familien eller gæsterne selv gøre. Tage en karklud og lige tørre køkkenbordet, inden de laver kaffe. Ligesom du ville gøre, hvis dine bedsteforældre boede hos dig?
Her tøver Soma Mayel en anelse. Hendes fokus er, at ældrepleje skal være så god, at det føles så hjemlig, som hvis man boede os familien, gentager hun.
Skiftet kom fire år før planlagt
Denne sommer blev Soma Mayel spidskandidat, fordi Lars Simonsen i månederne op til sommerferien trak sig som partiets spidskandidat, hvad han ellers har været siden 2009.
Naturligvis var der i partiet talt om en arvefølge, men egentlig havde Soma Mayel først forventet, at det kom på tale om fire år.
Der er en tilgængelighedsdagsorden, som vi er ved at glemme
Hun er i interviewet meget omhyggelig med at understrege, at partiet grundlæggende ikke ændrer sig med hende som spidskandidat, og at hun er taknemmelig for det politiske arbejde, som partiets kandidater med Lars Simonsen i spidsen har lavet også før hun kom ind i politik – og stadig gør.
Fundamentet for det politiske arbejde er godt, og det vil hun værne om, herunder også det brede samarbejde. Men selvfølgelig er der områder, der optager hende særligt meget – fx handicapområdet, hvor hun i denne byrådsperiode har siddet som formand for Handicaprådet.
– Handicapområdet fylder ikke meget i valgkampen, og det handler både om at hjælpe de borgere, der har brug for det og håndtere fx skolevægring, men der er også en tilgængelighedsdagsorden, som vi er ved at glemme – at det er svært for gangbesværede ældre og handicappede at komme rundt i vores bygninger, og det skal vi gøre noget ved, argumenterer Soma Mayel.
Hun får gode råd – men afgørelsen er hendes
Eftersom Dansk Folkeparti siden 2021 ikke har været Socialdemokratiets trofaste støtte, var Radikale Venstre ved det seneste valg ”tungen på vægtskålen”, og det kan meget vel gentage sig ved dette valg.
– Er du borgmesterkandidat?
Tavshed i nogle sekunder (hvilket er usædvanlig i selskab med Soma Mayel).
– Teknisk set, ja…, svarer hun og fortsætter:
– Jeg har været ret ærlig om, at skiftet til mig som spidskandidat kom pludseligt. Om fire år – ja, så er jeg klar til at blive borgmester, og jeg mener også, at jeg er kompetent allerede nu. Men da jeg blev valgt for fire år siden, var jeg hverken gift eller havde børn. Nu er jeg gift med Alex og har to små tvillinger, siger hun.
– På valgnatten sker der det, at en af fløjene tilbyder borgmesterposten til dig og Radikale. Hvad gør I?
– Det må vi se på, hvis det skulle ske på valgaftenen.
– Har du backup, hjælpere at rådføre dig med? Du må have tænkt det igennem med hjælp fra dit bagland?
– Selvfølgelig. Men hvis det sker og beslutningen skal tages, er det min afgørelse.
Ny serie – mød partiernes spidskandidater
- I en ny serie præsenterer TjekFredensborg de spidskandidater, der stiller op til byrådet i Fredensborg Kommune. De får mulighed for at fortælle om deres politiske visioner, og de får lidt modspil, men formålet er først og fremmest at lytte til, hvad de vil politisk. Derefter er debatten fri, og tirsdag den 18. november sætter vælgerne deres kryds.
- Den 32-årige Soma Mayel bor i Kokkedal med sin mand Alex og parrets to tvillingedøtre på knap tre år. Hun er uddannet jurist og underviser i øjeblikket i forvaltningsret på Københavns Professionshøjskole. I en periode, da børnene var helt små, havde hun orlov fra arbejdsmarkedet.
- Soma Mayel blev valgt første gang til byrådet i 2021, hvor hun blev valgt med det tredjehøjeste personlige stemmetal. Hun fik 811 personlige stemmer, kun overgået af Hanne Berg (SF) med 877 og borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) med 1578 personlige stemmer.
- Radikale Venstre er i valgforbundet med Socialdemokratiet og Moderaterne.







