Godaften, lød det venligt og lavmælt fra Kong Frederik, da han ad store port trådte ind i Fredensborg Slotskirke efterfulgt af Dronning Mary, der fik overrakt en buket til velkomst.
Imens kongens hånd ganske kort strejfede hendes ryg, passerede de forbi de få kirkebænke til kongelogen bagerst i kirken, hvor Dronning Margrethe var kommet få minutter tidligere ad den direkte gang fra selve slottet.
Hun var forsigtigt gået tværs mellem logens stole for at hilse på sin søster, Prinsesse Benedikte, der var kommet som den første royale gæst.
Nu stod hun op klædt i blåt og smykket med sin 50 års jubilæumsbroche fra regentjubilæet i 2022 for først at at hilse på sin søn, der havde været på farten det meste af dagen med statsråd fra morgenstunden – og dernæst Dronning Mary.

For godt 50 år siden var Dronning Margrethe dybt engageret i restaureringen af Fredensborg Slotskirke. Til 300 års jubilæet bar hun sin jubilæumsbroche fra 50 års regentjubilæet i 2022 – en gave fra Georg Jensen i 18 karat guld med en stråle i hvidguld og 135 brillantslebne diamanter.Foto: Thomas Olsen

Javist – den 86-årige Dronning Margrethes bevægelser synes en anelse stive, og der sad et diskret plaster på hendes næse, men efter menigsrådsformand Karen Hoby Skannings velkomst og ordene ”Lad os læne os tilbage og nyde musikken”, kom smilet frem i dronningens ansigt – og det blev kun større, jo mere Fredensborg Slotskirkes Pigekor sang og Concerto Copenhagen spillede.
1700-tallets Venedig var også med
Hvor slotskirken altid har været Dronning Margrethes hjemmebane, kom Kong Frederik fra en af sine – åbningen af en udstilling om Siriuspatruljen på Krigsmuseet i København.
Humøret var godt, selvom man ikke kan fornægte, at de alle var blevet 50 år ældre, siden de sidst var samlet til en mærkedag for den nu 300 år gamle slotskirke.
Tiden går, årstiderne skifter, og det var et af temaerne for jubilæumskoncerten, der trak tråde tilbage til den 11. oktober 1726, hvor Kong Frederik den IV havde haft Fredensborg Slot i fire år og indviede slotskirken.



Dengang foregik festlighederne i slottets kuppelsal med maskerade, fyrværkeri og en såkaldt kantate, et musiksstykke, hvor sommeren på italiensk sang farvel til kongeparret. Musikken er gået tabt, men den 48-årige komponist Louise Alenius har nykomponeret et værk med en ny tekst inspireret af den sukken og hvisken, der kunne høres for 300 år siden.
I et andet værk fra 1700-tallet, ”Laudate pueri” af J. A. Hasse, sang pigekoret det samme, som et kor af 40-60 forældreløse piger sang i datidens Venedig, kendt i hele verden – men bag gitre, da piger i den periode ikke optrådte.
Til onsdagens jubilæumskoncert bevægede sangerne sig hjemmevant rundt i hele slotskirken, der på aftenen med royal deltagelse var fyldt – dog ikke med yngre mennesker, selvom kirkens frie rum var optaget af de 40 sangere i alderen 14-24 år.
Forbind dig med musikken på et dybere plan
Af det flotte program fremgik det, at Louise Alenius som komponist var optaget af emnet, da hun skrev det nye værk til pigekorets unge, kvindelige sangere.
Hun lod sangerne bidrage med forslag til ord og sætninger, der betyder noget for dem, inden hun gav sig til at skrive og komponere værket, der blev afleveret i juli.
Da Fredensborg Slotskirkes Pigekor var engageret i Copenhagen Baroque Festival i slutningen af august, havde koret haft travlt med at øve i september – imponerende!
(artiklen fortsætter)
Efter koncerten var der reception for indbudte gæster i Teatersalen, der ligger i forlængelse af slotskirken.
Snakken var livlig, og Louise Alenius fortalte uddybende, at hun havde arbejdet med at finde et tonesprog, der har et fællesskab med nutiden og gerne med en klang og en ny måde for pigekoret at synge på, som kan vække nysgerrighed.
I fokus var også referencer, som ungdommen i dag kan spejle sig i.
– Som ængstelse, som var et af de ord, jeg hørte?
– Ja, men ængstelse er et ord taget fra de gamle tekster, ligesom smerte, men det er nu blevet til en anden ængstelse. Ikke en ængstelse over at kongen forlader slottet eller en smerte over, at prinsen rider væk, men mere en ængstelse over, om man fx kan finde sin vej i livet, sagde Louise Alenius om de emotionelle erfaringsrum, som hun har indlagt i den nye kantate.
Det smitter, når der synges med smil
Og hvad siger de unge så? Det kunne man også høre ved receptionen i teatersalen, hvor Gorm Tortzen, formand for Bevaringsforeningen, var i samtale med Ole Meyer, der har oversat den italienske tekst i den gamle kantate fra 1726.
De to talte om, hvad en nisse hedder på latin, og det vidste Gorm Tortzen, fordi Christian den IV engang har skrevet en skolestil, hvor det latinske ord ”lar” blev brugt om en nisse.
Omkring dem stod Gorms barnebarn Gabriel og Oles barnebarn Andreas.
Hvor Gabriel var begejstret for hele koncerten og pigekorets evner til at synge, havde Andreas især lagt mærke til deres smil og umiddelbare glæde ved at synge – og det smittede af, fortalte han.
Samme engagement lyste i øvrigt ud af Marcus Mohlin, der spillede med hele overkroppen, når fingrene rørte tangenterne på cembaloen.

Til den anden jubilæumskoncert torsdag den 8. oktober klokken 19.30 vil der ske en optagelse af den nye kantate, så den bevares for eftertiden, sunget af Fredensborg Slotskirkes Pigekor.
Der er muligvis stadig ledige billetter, og publikum kan også glæde sig til flotte individuelle præstationer fra Johanna Boisen, Karoline Krogh, Asta Juul Kristensen, Saseline Knoblauch, Siw Madeleine Reimers Hartkopp, Jingyi Bai, Thilde Lippert og Jacqueline Højer.
Fotografering under selve koncerten var ikke tilladt, men Kongehuset havde en fotograf til stede, og denne artikel opdateres med de billeder, når de offentliggøres.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem – dit bidrag sikrer den næste gode artikel, der gør dig klogere på dit lokalområde.




