Det er engang blevet sagt om kunstneren Lucian Freud, at han var som en linedanser. Han havde brug for et tov udspændt foran sig, som han kunne balancere ad på vej mod ét punkt forude, og hvis han ikke havde linen foran sig, kunne han slet ikke fungere….
Ordene kommer fra vennen Frank Auerbach, der selv malede portrætter med vilde penselstrøg, som stod han i orkanens øje og malede. Lucian Freud stod også i et øje, eller nærmere han – han så folks øjne på en særlig måde, og det skal denne artikel handle om.
For 19 år siden så jeg Lucian Freuds værker for første gang på kunstmuseet Louisiana, og jeg var ung, nygift og havde to små børn, og jeg brød mig egentlig ikke om, hvad jeg så. Var det virkelig livet, der ventede forude?
Men det er en af de udstillinger, som jeg stadig husker – og det plejer at være et tegn på noget godt, selvom jeg ikke helt forstod det. Derfor har jeg været meget spændt på at gense Lucian Freuds værker på kunstmuseets Louisianas nye udstilling, der er en let tilpasset udgave af en udstilling fra National Portrait Gallery i London.
Det er Lucian Freuds brutalitet, der fascinerer og skræmmer mig.
Han er tidligt i livet omgivet af vidunderligt smukke, rige og succesfulde kvinder og mænd, og han portrætterer dem i de bedste tegninger og malerier med en rådvildhed, sårbarhed, afmagt og sorg i øjnene – noget fjernt, en manglende tilstedeværelse i livet, noget der slet ikke afspejler de livsvilkår, de burde have.
Jeg er også nysgerrig. Hvorfor?
Mor var med, men sjældent ukompliceret
Da Hitler blev rigskansler i Tyskland, flyttede Lucian Freuds forældre til London, hvor den 11-årige drengs mor, Lucie, var ambitiøs på sønnens vegne. Hun gemte hans børnetegninger, som kan ses i en montre i udstillingens sidste rum, og som 15-årig fik han sine første kurser i oliemaling.
Årstallet var 1937. Da faderen døde 33 år senere, opstod der et nyt nærvær i det komplicerede forhold til moderen. Lucian Freud brugte hende som model over 1000 gange, og et af resultaterne kan ses på en af endevæggene i grafikfløjens rektangulære, underjordiske rum.
Mor Lucie sidder på en stol i forgrunden med livskloge øjne, her godmodige øjne, og i baggrunden på sengen ligger kunstnerens elskerinde og kigger op i loftet med et drømmende, uudgrundeligt blik.
Man mener ikke, at de har siddet model i samme rum på samme tid…
Ved det maleri kan man stå længe og fundere. Hvordan udviklede forholdet og livet sig dertil? Forsoning? Hævn? Ærlighed? Brutalitet? Måske lidt af det hele, og en beundringsværdig kompromisløshed i undersøgelsen af eget liv.
Udstillingens engelske titel er ”Drawing into painting”, og det er svært at oversætte mundret og kort til dansk, hvorfor udstillingen hedder ”Alt er portræt”.
Pointen er, at det begyndte med tegninger, og af dem kan man lære en del om selve malerierne. Publikum skal gå ind i udstillingen via vindeltrappen i cafeen og ned i museets sal, der giver adgang til grafikfløjen.

Dernede bliver det slået fast, at Lucian Freud mestrede det meste, men han koncentrerede sig om portrætter af mennesker og dyr, ofte i kombination og i særdeleshed afkoblet fra alt det andet, der skete i kunstverdenen i årene fra 1950 til årtusindeskiftet.
Den tabte ungdoms kærlighed?
Rummet er fint, men Lucian Freud kryber først ind under huden på en, når man følger de tidlige års tegninger af bekendte og tilfældige mennesker i London i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 1950’erne.
Malerierne bliver flere og større, og pludselig står man foran udstillingens signaturbillede, ”Girl in Bed” fra 1952, der forestiller journalisten, forfatteren og Guinness-arvingen Lady Caroline Blackwood, som Lucian Freud samme år blev gift med.
I nærheden i en montre er et kærlighedsbrev, som han sendte til Caroline Blackwood i en periode, hvor han stadig var gift med sin første hustru, Kitty Garman.
Teksten lyder:
”My dearest Caroline. I am feeling heavy with sadness this morning. I can hardly move. I miss you so much I have quite forgotten what you are like. Do please write to me and tell me anything at all.”
”Please ask me to paint you af picture of something that you would like. Mrs. Mac keeps on talking about the poetry of Robert Luis Stephensen and how very similar his mind is to that of A. A. Milne What can I answer? L.”
Her gengivet med den oprindelige tegnsætning, og hvem kan også lige huske, hvordan R. L. Stevenson staves, når man er forelsket?
Sikke en sårbarhed, sikke en sult, sikke en søgen.
Ved at dreje hovedet endnu engang ser man værket ”Hotel Bedroom” malet to år senere, Lucian står rastløs, rådvild ved vinduet og Caroline Blackwood ligger i sengen med et fjernt blik, øjenlågene malet i farver som var hun syg.

To år senere er ægteskabet for alvor i krise, og i 1957 bryder Caroline Blackwood forholdet. De bliver skilt, og Lucian Freud gifter sig aldrig igen.
Det siges, at vennerne ved det brud så ham græde, og Caroline Blackwood har senere bemærket, at Lucian Freud ændrede stil i årene efter, mindre lyrisk end i de unge år.
I de år fik han hul på krop og kød
Men selv i de tidlige år er der noget med øjnene, en slags livsangst, noget foruroligende. I takt med at tegning bliver til maleri, tager det til, er min iagttagelse. Hvorfor? Ved man noget om det?
Hvad siger museumsinspektør Anders Kold, kurator på Louisianas udstilling. Er der en slags svar?
– Meget afhænger af øjnene der ser, også når det gælder Freuds portrætter. Freud tegnede og malede mange forskellige mennesker – høj og lav om du vil – og heller ikke i deres øjne er det muligt at aflæse de sociale baggrunde ligesom fraværet af symboler er karakteristisk, indleder Anders Kold sig svar og fortsætter:
– Jeg tror din opmærksomhed på øjnene i særdeleshed retter sig imod gengivelser i værker frem til 1955. Og det er netop det tidspunkt, hvor Freud får hul på gengivelsen af krop og kød … og øjne som et organisk hele. Herefter synes jeg det er svært at sige, at de indtager en særlig rolle i portrætterne.

– Igennem årene har mange, som du, været optaget af øjnene i de tidlige portrætter og hertil har Freud selv flere gange bemærket, at når man står meget tæt overfor et andet menneske, så forandrer proportionerne i ansigtet sig også. Og at han på alle måder kommer tæt på sine modeller, tænker jeg de fleste beskuere fornemmer og mærker.
Hmm…. Måske… Det fine ved kunst er, at meget afhænger af øjnene, der ser, som Anders Kold også siger. Desuden er enhver jo fri til at sætte ord på, hvad man selv ser.
Efter 120 timer var der en enkelt, der holdt stand…
Jeg ser en mand, der blev ramt af ulykkelig og ikke gengældt kærlighed i midten af 1950’erne og undervejs malede kærligheden og nærværet løbende, i takt med at begge dele forsvandt, og derefter kom han sig muligvis aldrig helt.
De næste 50 år afspejlede det sig i en smertelig brutalitet i et fokus på at portrættere mennesker som de er, med en krop der nærmest har karakter af lag med en ru yderside af bark, som på et træ. Og stadig med øjne, med mindre modellen var så forudseende at lukke dem eller lægge en hånd over øjnene…
Kunstnerens talent er ubestridt, og metoden er interessant – at sætte sig helt tæt på sin model, ofte i mange, mange timer, som en slags ”hvem blinker først”, indtil alle parader falder på modellen, øjnene flakker, tankerne flyver og den eksistentielle sårbarhed træder frem i… netop øjnene.
En anden ven af kunstneren, maleren David Hockney, der torsdag i denne uge døde i en alder af 88 år, holdt ud igennem 120 timer som model, og øjnene synes med sin styrke her at sige ”Giv nu op, gamle ven, du får ikke mere ud af mig ved at bruge længere tid…”

Tja… Det var ét blik på Louisianas fabelagtige sommer med Lucian Freud.
Kig forbi, se hvad I får ud af det.
Fakta
- “Lucian Freud – Alt er portræt” kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk frem til den 27. september. Den britiske kunstner renest for at være en af det 20. århundredes største figurative kunstner. Han levede fra 1922 til 2011.
- Fra kunstnerens tidligste tegninger og malerier frem til værker kort for Freuds død giver “Alt er portræt” et indblik i, at tegning helt fra begyndelsen har været Lucian Freuds udgangspunkt for at indfange og opleve verden, skriver museet.
- Udstillingen er tilrettelagt af National Portrait Gallery i London i samarbejde med Louisiana og er støttet af Knud Højgaards Fond og Augustinus Fonden.

Hvad ser du? Jeg ser Sophie Calle, der giver os plads til at elske livet

Til den 6. september: At se livet igennem Sophie Calles forstørrelsesglas gør verden større, sjovere og lettere at leve i. Læs mere


