12. november 2026

Træn hjernen så den ser klingen, før den bevæger sig mod dig

Del artiklen

Der er noget smukt over mennesker, der fægter, og det hænger sammen med årelang øvelse og elegante bevægelser af fødderne og overkroppen. Men det er helt utroligt svært at indfange på en skitseblok, fortæller Jane Wessely, der her får lov til at indlede denne artikel om ordet ”fægtning”.

I de seneste år har hun et par gange sat sig med papir og blyant, når ægtefællen Thomas Malling har trænet aftenskolehold i at fægte i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio, men det går så hurtigt, at øjeblikkene er svære at fastholde.

Netop hurtighed er en afgørende faktor, smiler Thomas Malling, der som manuskriptforfatter og instruktør igennem årene altid har elsket scener med fægtning, og han har fægtet, siden han var en ung på Teaterskolen og var hjælpetræner for datidens fægtemester på scenen.

De mange tusinde mennesker, der har oplevet Teatergruppen Madam Mangors forestillinger, vil kunne huske adskille fægtescener med alt fra grøntsager til køkkenredskaber.

På den måde er der et fællestræk mellem teater og at fægte – det handler om at øve sig.

– Fægtning er repetition, repetition, repetition, understreger Thomas Malling og fortsætter:

– Man skal ramme sin modstander uden selv at blive ramt, og det handler om at bruge sine fødder og sin balance og økonomisere med sine kræfter, så man er i stand til at reagere, hvis modstanderen lavere en fejl.

Og derudover er fægtning meget mere, hvilket Thomas Malling er ved at skrive en bog om, fordi der mangler en dansk lærebog i fægtning.

Nej, en pistol i lommen er ikke tilladt

I dag kan man fægte med det lette stødvåben fleuretten samt den tungere kårde og hugvåbenet sablen, og historisk set udspringer det af dengang, hvor man kæmpede med sværd.

Siden er fægtning blevet til en olympisk disciplin og konkurrencesport, og den udvikling begyndte allerede, da skydevåbenet blev opfundet.

Kroppen skal trænes, så den intuitivt følger med, når hjernen tænker strategisk under en fægtekamp, fortæller Thomas Malling. Foto: Knud Løkke Rasmussen

De fleste voksne mennesker kan genkalde sig scenen fra Indiana Jones, hvor skuespilleren Harrison Ford møder en stor og bred modstander med en sabel. Situationen ser svær ud, indtil Harrison Ford trækker en pistol op af bukselinningen og skyder sin modstander.

Thomas Malling smiler og griner, for scenen er ikonisk.

– Der var faktisk forberedt en stor fægtescene, som Indiana Jones naturligvis ville have vundet, men han havde et maveonde den dag, og tidsplanen var stram, så de fandt på at lade ham bruge pistolen, fortæller Thomas Malling og tilføjer, at anekdoten er et meget godt billede på den udvikling, der skete i 1600-tallet og de næste århundreder

I den periode blev det vigtigere at have et ladt skydevåben med sig i krig….

Alt for mange unge mænd døde…

Råbene ”Én Garde” forsvandt imidlertid ikke fra virkeligheden, da det franske aristokrati begyndte at lade sine unge mænd duellere for at afgøre personlige konflikter og fornærmelser.

På den måde overlevede fægtning som disciplin, endda på liv og død, men efter få årtier blev det forbudt at afgøre uenigheder med duel.

– Alt for mange unge mænd døde af infektioner af de sår, som de pådrog sig, også selvom de ikke døde i selve duellen, fortæller Thomas Malling, der kort ridser historien om frem til i dag.

Egentlig er det slet ikke hans ærinde med bogen. Det bliver ingen kulturhistorisk fortælling, men med til disciplinen ”at fægte” hører, at fægtning har udviklet sig helt op til nyere tid.

To skoler inden for fægtning eksisterende i begyndelsen af 1900-tallet, hvor fægtemestre i fortrinsvis Frankrig og Italien havde forfinet fægtning igennem århundreder. I Italien fægtede de mere bombastisk, mere aggressivt, med en snert af Middelalderens voldsomme sværdslag.

Et opgør foran 7000 tilskuere

Franskmændene derimod var mere elegante, dyrkede teknikken og sparede på kræfterne, og det skabte uenigheder, når man i den olympiske disciplin skulle finde et fælles regelsæt og en måde at bedømme en fægtekamp. Hvad gør man så?

– Man laver selvfølgelig fægtekonkurrencer for at afgøre det, og det gjorde man på ”Cirque de Paris” i 1922, hvor sagen blev afgjort på våben. Efter hårde og svære kampe var det franskmanden, der vandt. Han viste, at ved at økonomisere med kræfterne, var den franske metode den mest effektive, fortæller Thomas Malling med henvisning til kampene i en af verdens ældste cirkusbygninger.

Dn franske mester Lucien Gaudin og den italienske mester Aldo Nadi mødtes i en match for at lade våbnene afgøre striden. Det foregik i Paris i 1922 foran omkring 7000 tilskuere. Kampen er blevet betegnet som århundredets kamp og betød, at fransk fægtemåde herefter blev dominerende.

I de første timer efter afgørelsen var stemningen ikke særlig god mellem de franske og italienske gæster og deltagere, men det løste man hurtigt, bemærker Thomas Malling med et skævt smil:

– De gik på Moulin Rouge for at feste.

Omtrent sådan gik det til, at der kom fælles regler i Fédération Internationale d’Escrime, det internationale fægteforbund, og det var en stor begivenhed dengang.

Kroppen skal intuitivt følge med hjernen

Nu er fægtning i en bølgedal sådan i popularitet, men den snart 80-årige Thomas Malling holder kården højt og underviser stadig i fægtning.

– Det er både en fysisk sport og en psykisk sport, som er blev kaldt ”Chess at Lightning Speed”, skak med lynets hastighed, fordi man skal kunne aflæse spillet lynhurtigt – og det tager tid at lære, forklarer Thomas Malling og uddyber:

– Derfor kan det være en svær sport at lære børn og unge, fordi man skal lave de samme øvelser igen og igen, og hvis man bare giver børn lov til at fægte sådan mere for sjov, skal man til at aflære en masse uvaner.

Men når man først får lidt greb om det, er det en vidunderlig oplevelse, at kroppen er trænet til at reagere lynhurtigt og dermed give plads til, at hjernen kan tænke strategisk – imens kroppen nærmest intuitivt følger med…

Herunder ses Jane Wesselys skitser fra fægtning med aftenskolen i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio. Et nyt hold begynder til november.

Fakta

  • Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
  • “Fægtning” er ordet i denne artikel, hvor Thomas Malling, teaterinstruktør og manuskriptforfatter, fortæller om fægtning – en disciplin, som han er ved at skrive en lærebog om.
  • I mange år stod Thomas Malling og hustruen Jane Wessely i spidsen for teaterforestillingerne i Madam Mangor i Fredensborg.
  • Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt lokal journalistik, der skaber stærke lokalsamfund.

I får ikke en rød reje! Ny formand er ikke bange for en kvik bemærkning

For mig er kultur dannelse, og det er noget, vi gør med hinanden, siger Per Frost Henriksen (S) i en snak om ordet kultur. Læs mere

Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder