17. marts 2026

Vandledning på mark tre meter under jorden splitter byrådet i to

12 byrådsmedlemmer stemte imod, at en vandledning til Hillerød kan ende med ekspropriation.

Del artiklen

Trafikkaos på Isterødvejen i godt et halvt år eller tre måneder, hvor landsbyen Karlebo skal graves op? For at undgå de to scenarier stemte et flertal i byrådet for, at en vandledning til Hillerød kan ende med ekspropriation, men det fik ikke modstanderne til at frafalde deres argumentation for, at der er andre muligheder.

De alternative muligheder var imidlertid ikke kommet frem på et lukket møde forud for byrådsmødet mandag aften, hvor Hillerød Forsyning svarede på spørgsmål fra politikerne.

Annoncer

I en række artikler har de politiske argumenter for og imod været genfortalt her på TjekFredensborg, og derfor bliver denne artikel relativ kort, eftersom sagen er afgjort – ejeren af en stor ejendom sydvest for Karlebo kan blive tvunget til at acceptere, at der føres en vandledning 300 meter ind under en mark.

Liberal Alliances Helle Abild Hansen var ikke begejstret:

– Selvom vandledningen kommer til at ligge nede i jorden, må man ikkebygge, træer må man ikke plante. Respekten for den private ejendomsret er med til at gøre Danmark til et rigt land, fordi man ikke behøver at bekymre sig for, at magthaverne tager ens jord – og derfor er det ikke nok at sige, at en anden linjeføring bliver besværlig.

– Man må kunne lægge ledningen langs Isterødvejen og holde vejen åben, når der er mest trafik og arbejde uden for myldretid, sagde Helle Abild Hansen (LA) før mødet.

Svært ved at beskrive alternativerne

Forklaringerne fra Hillerød Forsyning forud for byrådsmødet fik ikke de 12 byrådsmedlemmer fra Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti til at ændre holdning, da de ønskede, at Hillerød Forsyning i stedet pressede Banedanmark til at lade linjen følge banen – selvom Banedanmark har sagt nej.

Jesper Tvilde (K) efterspurgte, at politikerne fik forelagt andre muligheder og ikke bare en beskrivelse af, at der ikke er andre muligheder. Modstanderne af ”viljen til ekspropriation” havde dog svært ved at beskrive konkrete alternativer.

Thomas Elgaard (LA) nævnte i debatten, at en linjeføring langs Isterødvejen kun vil give vejarbejde i tre måneder, men ifølge et bilag til sagen er det mindst et halvt år.

Sagen handler Hillerød Kommune, hvis evne til blandt andet at tiltrække store medicinalvirksomheder har øget behovet for vand. Derfor er det nødvendigt for forsyningssikkerheden, at der føres vand fra Sjælsø Vandværk til Hillerød.

– Jeg forstår ikke denne kispus med ordene ekspropriering. Vi er ikke ude efter nogens mark, det er en ledning, der skydes under jorden på landbrugsjord, sagde Louise Mehnke (S), formand for Udvalget for Natur-, Miljø- og Bæredygtig Udvikling.

I kan læse synspunkterne fra Venstre og Konservative i denne artikel samt DF’s synspunkter i dette debatindlæg.

Konservative, Venstre, DF og Liberal Alliance stemte imod den planlagte linjeføring, der kan føre til ekspropriation på enkelt ejendom, hvor der skal lægges 300 meter ledning under jorden.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder