I en verden påvirket af fake news og trumpisme, er der brug for facts, og dokumentarfilmene bruger filmmediet til dette formål. Nu rykker de ind i Fredensborg Gl. Bio.
– Gamle Bio er stolt over – sammen med Humle Bio og Nivaagaards Malerisamling – at være en del af denne festival, og vi vil i et par dage omdanne Gamle Bio til at være en biograf med popkorn og drikkevarer til publikum – som den var i gamle dage.
Det sker fredag den 20. marts og lørdag den 21. marts, hvor Gl. Bio har udvalgt tre af de film, som CPH:DOX tilbyder. Der er rørende, aktuelle, meningsfulde og dragende fortællinger, lover Fredensborg Gl. Bio. Billetter købes via dette link.
Se herunder de tre film, der kan opleves.
Bliv klogere på Bitcoin og nye digitale valutaer
“Everyone Is Lying To You For Money” vises fredag den 20 marts klokken 19.30
Har du hørt om Bitcoin eller investering i kryptovalutaer – og spekuleret på, hvad det egentlig handler om? Så er denne film for dig. Ben McKenzie tager i sin underholdende og øjenåbnende debutfilm publikum med helt ind i den digitale økonomis maskinrum for at finde svar på ét stort spørgsmål: Er kryptovaluta den nye finansielle revolution — eller bare varm luft?
Med humor, nysgerrighed og skarpe fakta møder McKenzie både entusiaster og kritikere af Bitcoin og det moderne finansmarked. Filmen gør komplekse digitale penge forståelige og holder samtidig fokus på de menneskelige konsekvenser, når store løfter møder virkeligheden.
Produceret i USA i 2025. Premiere: 11. marts 2026. Spilletid: 91 min. Instruktør: Ben McKenzie. Sprog: Engelsk. Danske undertekster.

Kameraet er hendes fortrolige i frygt og håb
“A Fox Under A Pink Moon” vises lørdag den 21. marts klokken 14.00.
I en tid præget af global uro — med krig i Ukraine og nu krig og spændinger i Iran — føles denne film mere aktuel end nogensinde. Vi følger unge Soraya, der med sin mobiltelefon over flere år dokumenterer sine flugtforsøg fra Iran mod Europa. En ung kvindes kamp for frihed i en urolig verden.
Soraya lever under vold og kontrol, men beslutter sig for at bryde fri. Kameraet bliver hendes fortrolige, og vi følger hende tæt gennem frygt, håb og modet til at vælge en anden fremtid. Samtidig finder hun styrke i sin kunst, hvor en ræv og en lyserød måne bliver symboler på beskyttelse og overlevelse.
Produceret i Iran, Tyrkiet og Grækenland i 2025. Premiere: 11. marts 2026. Spilletid: 76 min. Instruktør: Mehrdad Oskouei, Soraya -. Sprog: Farsi. Undertekster: Danske.

En aften med unikt indblik i hele Danmarks fristad nummer 1.
“Christiania” spilles lørdag den 21. marts klokken 19.30.
Har du besøgt Christiania — eller altid været nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag myten? Denne medrivende dokumentar fortæller historien om et af Danmarks mest kendte og omdiskuterede steder: Et socialt eksperiment i frihed, fællesskab og alternative livsformer, som har udviklet sig gennem mere end 50 år.
Instruktøren fortæller med varme, humor og nærvær en historie om mennesker, drømme og kompromiser. Med levende arkivmateriale og fortællinger indefra tegner filmen et ærligt og farverigt portræt af fristaden — fra idealistiske begyndelser i 1971 til nutidens udfordringer.
Et fascinerende stykke dansk kulturhistorie om et sted, der stadig kæmper for at være helt sit eget.
Produceret i Danmark i 2025. Premiere: 11. marts 2026. Spilletid: 93 min. Instruktør: Karl Friis Forchhammer. Sprog: Dansk. Undertekster: Engelsk.

Drop turen til storbyen. Nu kommer aktuelle film tæt på jer. Læs mere




