Ét af de tilbagevendende emner ved kommunalvalget var: På alle vore plejehjem skal det være muligt at servere frisklavet, varm mad til beboerne.
Dette fromme ønske har man hidtil kunnet leve op til to steder, tilfældigvis i Humlebæk, nemlig Øresundshjemmet og Skovgården, og der er – pudsigt nok – tale om henholdsvis det ældste og det nyeste plejehjem i kommunen.
Nu må jeg nok nævne, at der også produceres varm mad på Lystholm, men – til beboernes store utilfredshed – bliver maden straks nedfrosset før levering til beboerne, for at blive optøet på de enkelte afdelinger.
Det ser ud til, at forvaltningen har lyttet til politikerne, for de har afsat en million kroner til en undersøgelse af madsituationen på kommunens plejehjem. Hvem der skal stå for undersøgelsen, og hvem der skal deltage i gruppearbejdet, er ikke offentliggjort.
Måske er der behov for at fortælle lidt historie: Øresundshjemmet er kommunens ældste plejehjem med mere end 50 år på bagen. I alle årene er der blevet produceret mad til de 50 beboere, dvs morgenmad, frokost og varm middagsmad.
Den varme mad er blevet serveret dels som middag klokken 12 og dels som aftensmad klokken 18. Dette er nu ændret til, at den varme mad serveres klokken 12.
Der er også sket den ændring, at køkkenpersonalet ikke længere påtager sig at producere morgenmad og frokost. Det forventes at ske ved plejepersonalet. Da kun køkkenpersonale har adgang til køkkenet, foregår produktionen af smørrebrød til de 50 beboere i plejehjemmets café.
Her er der ikke udsugning, ligesom der ikke er adgang til håndvask. Tidligere var det sædvanen, at der blev produceret individuelt til hver enkelt beboer – i dag er der tale om store fade, og der tilbydes ens til alle beboere.
Der er også sket en anden ændring: Da kun køkkenpersonalet har adgang til køkkenet, samles opvask sammen for at blive vasket op, når køkkenpersonalet møder om formiddagen. Det betyder, at der uden for køkkenet står ”bjerge af opvask”.
Lad mig give et eksempel: Fornylig var der en søndag eftermiddag et Øresundshjemmets Venner-arrangement med Hilda og Keld Heick. 100 beboere, pårørende og gæster hyggede sig med kaffe og (sponseret) kage, med vin og chips men – også med hygge og dans. Der blev ryddet op i spisesalen, men uden for køkkenet var der et mindre lækkert syn. Man kan vist glæde sig over, at det ikke var midt om sommeren, så bakterier kunne få frit løb.
Vore plejehjemsbeboere er sårbare – de bliver nemt udsat for smitte – hvilket skete for nylig, idet både beboere og personale fik diarré. Det kan blive fatalt for beboerne.
Jeg beder undskylde, at jeg fortæller om situationer, der normalt ville være skjult, men efter min mening er der noget helt fundamentalt forkert i, at højt uddannet køkkenpersonale bliver nedprioriteret, og samtidig forventes det, at plejepersonale (som ikke er uddannet til at tage sig af køkkenopgaver) skal kunne påtage sig deres tidligere opgaver.
Jeg hørte en bemærkning, der nogenlunde lød som følger: ”Vi kan håbe, at de råvarer, vi indkøber til morgenmad og frokost, lever op til kvalitetsstandarden, som siger: ”at tilbyde alsidige og ernæringsrigtige måltider, hvor der tages hensyn til borgerens behov og med udgangspunkt i Fødevaredirektoratets anbefalinger for den danske institutionskost for ældre”.
I skrivende stund kendes ikke kommissoriet for det pågældende 1 mio.kr- arbejde. Hidtil er det imidlertid blevet kommenteret, at der for de enkelte plejehjem (de tre plejehjem som ikke har eget køkken) vil blive tale om millioninvesteringer.
Samtidig nævnes det, at Øresundshjemmets køkken trænger til en overhaling. Det er ikke første gang det nævnes, og nok heller ikke sidste gang.
Måske det er tiden til at komme med lidt nostalgi: I rigtig mange år har Øresundshjemmets køkken – foruden at producere til plejehjemmets egne beboere – leveret varm mad til andre plejehjem (f.eks. Egelunden og Mergeltoften) samt til Humlebæk Dagcenter.
Denne funktion er nu overtaget af Skovgården. Der er derfor – efter min mening – i dag en uudnyttet kapacitet på Øresundshjemmet, naturligvis hvis der er de nødvendige personale-ressourcer. At transportere den varme mad inden for kommunens rammer, har ikke tidligere været et problem.
Jeg vil også gerne komme med en kommentar til fremtiden: det kommende friplejehjem i Nivå vil – som de øvrige plejehjem i OK-koncernen – have eget køkken. Det samme gælder i øvrigt for kommunens i dag eneste friplejehjem, Else Hjemmet i Humlebæk, der også har eget køkken.
Jeg føler mig sikker på, at der ved kommende plejehjemsbyggerier vil blive krav om egne køkkener. Dette krav vil naturligt betyde, at der bliver konkurrence mellem plejehjemmene. Risikerer vi, at der blive ledige pladser på de ”gamle” plejehjem, hvilket vil betyde, at kommunen skal betale huslejen?
Jeg håber, at vore politikere med ovennævnte kommentarer vil have en bedre mulighed for at beslutte: Hvad vil vi med vore plejehjem? Skal alle plejehjem have eget køkken? Og hvor skaffer vi pengene fra?




