Minimumsnormeringer i daginstitutioner har fyldt meget i den politiske debat de seneste år – og med rigtig god grund. Vores børn har behov for nærvær, tryghed og ordentlige rammer – og allerhelst bedre end “minimum”. Men hvorfor stopper vi der?
I de nordsjællandske kommuner har vi mange dygtige og dedikerede medarbejdere på plejehjem og botilbud. Alligevel ved vi, at hverdagen ofte er presset.
Spørgsmålet er derfor: Burde værdighed og tilstrækkelig bemanding ikke også være en selvfølge for de ældre borgere og mennesker med handicap, som hver dag er afhængige af andres hjælp?
Når man er afhængig af støtte til helt basale behov som bad, påklædning, måltider og medicin, er man i en særligt sårbar position. Man kan ikke selv kompensere, hvis tiden ikke slår til. Man kan ikke “vente til i morgen”, hvis der ikke er medarbejdere nok i dag. For disse borgere er normering ikke et spørgsmål om komfort – det er et spørgsmål om livskvalitet, sundhed og værdighed.
Vi har også i vores del af landet hørt bekymringer fra pårørende og medarbejdere om travlhed og manglende tid. For få medarbejdere betyder mindre tid til omsorg, samtale og relationer – det, der gør pleje menneskelig. Samtidig slider det på medarbejderne, når de hver dag må løbe stærkere, end det er rimeligt.
Minimumsnormeringer på plejehjem og døgntilbud vil ikke løse alle udfordringer. Men det vil sætte en bund under kvaliteten og sikre, at vi i Nordsjælland ikke accepterer, at de mest udsatte betaler prisen for pressede budgetter.
Det handler om at kunne komme i bad, når man har brug for det. Om at få spist i ro. Om at blive mødt af et kendt ansigt. Om at medarbejderne får mere tid til omsorg – ikke kun praktiske opgaver.
Værdighed må ikke være aldersbestemt. Tryghed og omsorg bør være en selvfølge hele livet – også i de nordsjællandske kommuner.
Et samfund måles på, hvordan vi behandler dem, der er mest afhængige af fællesskabet. Derfor bør minimumsnormeringer gælde alle vores institutioner.
