For 11 år siden blev der taget en beslutning om at bygge en rundkørsel i Humlebæk, hvor der før var et firebenet lyskryds. Nu er regnskabet afsluttet, og en tvist med entreprenøren er endt med at blive en dyr fornøjelse for Fredensborg Kommune.
Budgettet var otte millioner kroner, og senere blev der givet en ekstrabevilling på 1,6 millioner kroner til entreprenøren CG Jensen, der vandt opgaven og anlagde rundkørslen i årene 2018-2019. Men regningen er blevet endnu større, eftersom der kom ekstraarbejder – og parterne var uenige om betaling.
Det fremgår af en orientering til politikerne i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget, der er blevet orienteret om en afgørelse fra Voldgiftsretten.
Fredensborg Kommune og CG Jensen var uenige om betaling for ekstraarbejder, og det endte med en voldgiftssag, som i 2025 konkluderede, at CG Jensen skulle have betaling for deres ekstraarbejde. Beløbet er 2,248 millioner kroner, således at rundkørslen er endt med at koste knap 11 millioner kroner.
Den gode nyhed er, at rundkørslen har haft den ønskede effekt, idet der ikke længere forekommer venstresvingsulykker, fremgår det af orienteringen.
”Selvom der fortsat registreres ulykker i krydset, er der udelukkende tale om mindre materielle skader, hvilket er normalt for denne type rundkørsler”, skriver forvaltningen til politikerne.
Fik I læst? Fastfood-restaurant er afgørende for aftale, der gør bymidte færdig

Politikerne har sat gang i arbejdet med en lokalplan, der færdiggør Kokkedal Bymidte Nord. Det giver bedre trafiksikkerhed, hvis en fastfood-restaurant kan blive bygget ud til krydset. Læs mere






