Traditionen tro samles gymnaster i alle aldre i Fredensborg Hallen for at vise, hvad de har arbejdet med gennem sæsonen. Det sker med en stor opvisning søndag den 22. marts.
– Dagen byder på opvisninger fra vores mange hold – fra de mindste springglade børn til de mere erfarne gymnaster. Det er en dag fyldt med fællesskab, bevægelsesglæde og lokale ildsjæle, som vi er stolte af at vise frem, fortæller Fredensborg Gymnastikforening i en pressemeddelelse.
Dagen begynder med indmarch klokken 10.00, og alle er velkomne til at kigge forbi for at se gymnasternes opvisning og opleve stemningen.
Entréen er 40 kroner, og indtægterne går til indkøb af nye redskaber til foreningen. På den måde er publikum med til at støtte udviklingen af det lokale gymnastikliv, lyder det fra gymnastikforeningen, der også laver lotteri i løbet af de fem timer med opvisning.
Ved 14.50-tiden er der udmarch og uddeling af årsmærker. Adressen er Kastanievej 18 i Fredensborg.






