17. marts 2026

Han vil bruge affald til at sænke varmepriser og lytte mere til lærerne

Lærere har en fagkundskab, som politikerne lytter for lidt til. Det er et symptom, mener folketingskandidat Egil Hulgaard (K), der vil have faglig viden til at stå højere i en tid præget af politiske mavefornemmelser.

Del artiklen

Når danskerne sorterer affald i et system, der reelt set ikke har nogen klimaeffekt, men derimod undergraver vores investeringer i fjernvarme – ja, så har politikerne på Christiansborg taget endnu en beslutning baseret på mavefornemmelser og visioner uden hold i virkeligheden.

Derfor er der brug for politikere, der bringer faglig viden ind på Christiansborg, mener den konservative folketingskandidat Egil Hulgaard, der stiller op i Fredensborgkredsen og er manden bag ovenstående synspunkt.

Annoncer

– Jeg har en civilingeniøruddannelse, og jeg har en ph.d. fra Kræftens Bekæmpelse, så jeg har erfaring i at gennemskue og få overblik over naturfaglige emner, og det mangler der politisk på Christiansborg, uddyber den 63-årige politiker.

Egil Hulgaard (K) fremhæver danskernes sortering af affald som eksempel på politiske beslutninger, der mere baserer sig på mavefornemmelser end faktuelle forhold.

Det gør vores fjernvarme dyrere på et tidspunkt, hvor vi gerne vil være uafhængige af fx gas

Regnestykkerne holder ikke, påpeger han, fordi man politisk lukker øjnene for affaldets skæbne på vej til genanvendelse i udlandet. 

– Den reelle klimaeffekt er lig nul, har tænketanken Concito konkluderet, og samtidig tager man en stor del af det billige brændsel, altså affaldet, som vi har brugt i vores fjernvarmeanlæg og kører til udlandet. Det gør vores fjernvarme dyrere på et tidspunkt, hvor vi gerne vil være uafhængige af fx gas, lyder det ærgerligt fra Egil Hulgaard, der gerne ser et politisk flertal på Christiansborg, som sætter en anden kurs.

– Vi skal se på, hvordan vi skaber den højest mulige værdi ud af fx vores affald, og det kræver, at vi ikke entydigt ser på affald som noget, vi måler i ton, men for den værdiskabelse, det kan give. Nu har vi bare fået et affaldssystem, der ifølge tidligere miljøminister Lea Wermelin skulle koste danskerne 50 kroner ekstra årligt, men det koster reelt set 800-1200 kroner i øgede gebyrer.

Lad være med at låse lærerne ude

Siden 2010 har Egil Hulgaard (K) siddet i byrådet i Furesø Kommune, og det har givet ham et godt indblik i det, som folketingspolitikerne skal blande sig i – og det som de skal holde sig langt væk fra.

På skoleområdet er hans politiske synspunkt, at folketingspolitikerne skal have større tillid til lærerne, skoleledelse og skolebestyrelserne.

Vi skal som politikere jo ikke låse lærerne ud af klasselokalerne

– Folketingspolitikere har ofte en opfattelse af, at de har løsningerne på alting. Men se nu bare på folkeskolereformen, hvor der er noget med 3000 læringsmål. Den er ingen succes, påpeger han og fortsætter:

– Lad nu fagpersonerne komme til orde og lyt til dem. Vi skal som politikere jo ikke låse lærerne ud af klasselokalerne. Politikerne på Christiansborg skal nøjes med at lægge rammerne for udviklingen. Vi andre skal udnytte dem.

– Jeg mener, at kommunerne sammen med lærere og ledelser er de bedste til at løse de velfærdsopgaver, og jeg vil som folketingspolitiker arbejde for, at kommunerne får gode vilkår for at udvikle velfærden og løse opgaverne, fastslår Egil Hulgaard, der også er opstillet til Europaparlamentet for sit parti.

EU er vejen til innovation og vækst

Tingene hænger sammen, understreger han, for Danmarks engagement i EU er afgørende for, hvordan EU udvikler sig og dermed også, hvordan danskernes vilkår bliver i en globaliseret verden.

Det er afgørende, at vi får flyttet EU i den rigtige retning på de punkter

– Danmark skal være en af de drivende kræfter i EU, hvor vi skal påvirke den vej, EU udvikler sig. Vi har brug for et stærk EU for at sikre europæisk vækst, også i Danmark, og det handler om, at vi skal styrke samarbejdet på innovation, migration, forsvar og klimaet.

– Det er alt sammen opgaver, som vi ikke kan løse alene, og det er afgørende, at vi får flyttet EU i den rigtige retning på de punkter, argumenterer Egil Hulgaard.

Holdet bag Egil Hulgaards valgkamp i Fredensborgkredsen var lørdag morgen samlet til Plakat Kick Off på Humlebæk Mikromejeri uden for Humlebæk. Pressefoto

Ny serie – mød de lokale kandidater til Folketinget

  • I en ny serie præsenterer TjekFredensborg de folketingskandidater, der stiller op til Folketinget i Fredensborg Kredsen. De får mulighed for at fortælle om deres politiske visioner og de mærkesager, som de vil kæmpe for, hvis de bliver valgt til Folketinget. Folketingsvalget er udskrevet til tirsdag den 24. marts.
  • Egil Hulgaard er 63 år gammel og har erfaring fra Folketinget fra to perioder i 2019 og 2020, hvor han var stedfortræder for Mette Abildgaard, der var på barselsorlov. Ved valget til Folketinget i 2022 fik han 730 personlige stemmer, og ved kommunalvalget i efteråret fik han 811 personlige stemmer i Furesø Kommune.
  • Han har siddet i byrådet i Furesø Kommune siden 2010 og haft tillidsposten som formand for Udvalget for byudvikling og bolig. Oprindeligt født i Aarhus, men i 1980’erne tog han sin uddannelse som civilingeniør på DTU i Lyngby og derefter en ph.d. med speciale i kræftcellers metastasering hos Kræftens Bekæmpelse.

Fik I læst? Hun vil gøre op med politik, der er så fjern fra virkeligheden, at tingene sander til

Der er brug for politisk mod, samarbejde og omtanke med afsæt i den virkelige verden, siger folketingskandidat Katarina Ammitzbøll (V). Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder