I mindst 40 år har jeg sunget med på ”Det er et yndigt land, det står med brede bøge” uden at vide, at sådan stod det yndige land ikke, da Adam Oehlenschläger skrev sin sang i 1819. Tværtimod var kun tre procent dækket af skov få år forinden, og det burde jeg nok have gennemskuet.
For jeg kender til datidens skovhugst for at få brænde og behovet for absurde mængder af egetræer til flåden, men alligevel. ”Skovens Tid” på Nivaagaards Malerisamling formår at tage al uskyld ud af vores skove og vise, hvordan skoven i de seneste 500 år har været formet af mennesker og samtidig ganske ustyrlig. På den måde kan vi tage vores trolde med derind og slippe dem løs.
Engang kunne mennesker stikke af i skoven, hvis de blev dømt for grove kriminelle forbrydelser, der ikke fik dem hængt, inden de kunne nå derud. I over 400 år frem til 1683 fik de dømte 24 timer til at stikke af ud i skoven og aldrig vise sig igen – så slap de for yderligere straf.
Det var blot 50 år før, at Fredensborg Slot blev bygget med barokkens behov for kontrol over slotsparkens træer. Men før det var skovene så store, tætte og farlige, at der ude i skovene var en mulighed for at overleve som kriminel.
Datidens falske virkelighed
Fra samme periode kan man se tre jagtscener, der for første gang i 400 år er udlånt fra Vinterstuen på Rosenborg Slot, fordi slottets sale renoveres.
Malerierne er ganske eventyrlige og netop kun det, for Nederlandene var dengang under afskovning, og derfor er jagtscenerne idealiserede fremstillinger – igen en slags manipulation, ligesom Oehlensclägers værk.
Udstillings styrke er, at den netop fortæller, hvordan vi igennem historien er blevet manipuleret i vores syn på skovene. Hvis man går om på bagsiden af den udstillingsvæg, der viser de tre enestående jagtscener, kan man se det egetræ, som værkerne er malet på.
Det er importeret træ fra de baltiske skove i det nuværende Polen, noget som Nivaagaards Malerisamling har været fascineret af siden forrige års store udstilling med to dobbeltportrætter af Rembrandt. For blikket på skovene er ikke kun nationalt, også globalt – eller i al fald europæisk i en tid med tæt udveksling af træ og frø.
Tilbage til det mere vilde og uigennemtrængelige
Netop det kommer smukt til udtryk i et brev, som Nivaagaards Malerisamling har fundet, hvor Vilhelmine Hage beskriver modtagelsen af arter som Oxel, Ypern, Løn og Ask fra sin gård i Skåne. De skulle derefter i 1875 plantes på sønnen Johannes Hages ejendom i Nivå, og måske de stadig kan ses i landskabet derude?
I dag er vi som samfund igen ved at gentænke skovene. Efter mange år med produktionsskov, hvor skovdriften havde et formål – at skabe træ til industrien og flis – er vi igen ved at skabe vildere skove, hvor man måske endda kan fare vild. Der er igen eksempler på, at mennesker lever derude, isoleret og afsondret fra det liv, som de fleste af os kender.
Grøn trepart sætter de ambitiøse rammer, og om vi når i mål, vil tiden vise. Indtil da er skoven i udgangspunktet tryg, og hvis vi kigger efter også med en mangfoldighed af dyr, planter, svampe og fugleliv, som kunstneren James Aldridge forstørrer og gør endnu mere farverig i sit værk ”Slow Burn”, der kan ses på endevæggen i museets store sal.
”Skovens tæthed er som en samlet overflade, vi kan gå på opdagelse i, men ikke bryde igennem”, skriver museet i sin formidling af værket, hvilket er ganske præcist og efterlader den undertone af noget foruroligende og ukontrollerbart, som går igen i udstillingen.
Der er ingen inspiration til en skovtur
På den anden side af væggen til højre for ”Slowburn” ses den danske kunstner Ahmad Siyar Qasimis ”Nattevagt”, hvor tre personer med gule veste går rundt med lommelygter for at søge efter noget.
Og det er tragisk aktuelt, for virkeligheden er desværre stadig sådan, at hvis man har noget at skjule, er skoven stadig et godt sted at gemme det.
Der er et ganske stort fravær af skovture i udstillingen. Ingen variationer af Picassos skovtur eller ekspressionisternes lyse naturoplevelser, hvilket nok også hænger sammen med, at museets egen samling fortrinsvis er barok, renæssance og guldalderkunst.
Man fristes til at sige, at museet springer en periode over for i stedet at berige publikum med otte samtidskunstnere og deres syn på skoven.
Men det gør også ”Skovens Tid” til en mere alvorlig oplevelse, hvilket absolut ikke gør noget. Måske skovture med bægerklang og fyldte madkurve i lidt for mange år har præget vores blik på skoven?
Nivaagaards Malerisamling: ”Skovens Tid”. Frem til den 19. april. Se museets aktuelle foredragsprogram via museets hjemmeside.
Udstillingen fortalt med nogle af museets egne stikord
- Publikum kan se frem til at se skoven udfolde sig gennem en sammenstilling af museets egne historiske malerier og samtidskunstnerne Ahmad Siyar Qasimi, Camilla Berner, Emmarosa Liebgen, James Aldridge, Jesper Just, Pia Rönicke,
- Rasmus Myrup og Rune Bosse, der alle har skoven som omdrejningspunkt i deres værker. Hvor nogle af kunstnerne arbejder med at genetablere menneskets forbindelse til naturen, engagerer andre sig direkte i skabelsen af nye skovområder.
- Gennem vidt forskellige udtryk og tilgange åbner udstillingen for en diskussion af skovens betydning i dag og i fremtiden.
Det begyndte med olie, skønhed og Venezuela. Glem ikke den glemte kunstner
Frem til den 26. februar: En skønhed af venezuelansk afstamning med et drilsk smil inde bag masken, inden glemslen først krøb rundt om hende – og mange år senere ind i hende. Læs mere
Hvis jeg var diktator, ville jeg tvinge alle med byggetrang til at se denne udstilling
Til den 17. maj: I en tid, hvor livet i de små bymidter ændrer sig som følge af øget onlinehandel, er det værd at hente inspiration hos kinesiske Xu Tiantian. Læs mere
