I lørdags var jeg ude og gå ved Nivå Havn. En skøn forårsdag, masser af mennesker, masser af børn. Som altid, går jeg og kigger ned i vandet for at se hvordan livet egentlig har det.
Fra molen og badebroen var sigten i vandet fuldstændig klart og da vinden var mild, var det muligt at se alt. Men der var ikke noget liv nogen steder jeg kiggede. I havnen kunne jeg se de karakteristiske hvide pletter af svovlbakterier på bunden, også kaldet et liglagen. Det tegner ikke godt.
Tirsdag kunne vi så læse at fedtemøget allerede vokser frem i Lillebælt. Årsagen er først og fremmest næringsudledning fra landbruget men også lidt fra spildevand og industri.
Lige nu under den kønne overflade kæmper havnaturen for sit liv i hele Danmark.
I 2022 skrev jeg et indlæg med Danmarks Sportsfiskerforbund og Torben Kaas om at når vi giver havet ro, kvitterer livet ved at vende tilbage.
Det kræver, at vi får stoppet forureningen af vores hav, søer og åer – både dén fra landbruget og de andre kilder. Det kræver også at vi reserverer plads på havet til naturen ved at udpege strengt beskyttede områder og de marine naturnationalparker.
Jeg nåede langt i denne Folketingsperiode med at levere på det. Det marine naturnationalparker blev endeligt vedtaget, og vi var meget tæt på en aftale om de strengt beskyttede havarealer, ligesom den grønne trepart skal levere på at stoppe næringsstofudledningen til vores vandmiljø.
Men vi mangler for alvor at få stoppet forureningen af vores vandmiljø med alt det andet vi også tillader, bliver skyllet ud i det, fx miljøfremmede stoffer. Derudover skal vi selvfølgelig sikre, at den grønne trepart leverer og strammes op når nødvendigt.
Erhvervshensyn skal ikke trumfe miljø. Det går ud over os alle sammen, og det er kun ganske få som profiterer på det.
