17. marts 2026

Efter fire år: Formand stopper i den største forening

Erik Daugaard Jensen har – helt som planlagt - valgt ikke at genopstille til bestyrelsen for Ældre Sagen efter fire år som formand. Vivian Barnekow er i spil til formand, når bestyrelsen konstituerer sig.

Del artiklen

”Jeg vil male dagen lys, strege ud og sætte kryds, jeg har tusind ting at gøre…”, sang knap 200 fremmødte til Ældre Sagens årsmøde torsdag aften i rådhuskælderen.

Sangen ”Regnvejrsdag i november” indledte meget passende et møde i det, der muligvis er Danmarks mest aktive lokaldeling af Ældre Sagen. Dirigent Susanne Andersen fra en af lokalafdelingerne i Københavnsområdet var i al fald imponeret.

Annoncer

– Vi er 20.000 medlemmer, hvor jeg er formand, og jeg er glad, når vi kan samle over 70 til årsmødet, sagde hun indledningsvis på en aften, hvor formand Erik Daugaard Jensen fortalte, at han ikke ville genopstille som bestyrelsesmedlem og dermed også formand for Ældre Sagen i Fredensborg Kommune.

Inden da kunne han dog gøre status over endnu et aktivt år i foreningen med over 200 frivillige styret af bestyrelsesmedlemmet Ingrid Prehn og med en øget satsning på fondssøgning med 100.000 kroner i indtægter sidste år og 115.000 kroner i fondsmidler indtil nu her i 2026.

– Tidligere havde vi en indkøbsbus en gang om måneden, nu er det hver 14. dag, og det er vi glade for at kunne tilbyde med hjælp fra Tryg Fonden, sagde Erik Daugaard Jensen og fremhævede et andet nyt projekt, Drømmeløberne:

For to år siden sagde jeg: Formand i to år mere, lød det fra Erik Daugaard Jensen, der takkede bestyrelsen for at arbejde sammen som hold – med mange holdninger. Foto: Steffen Slot

– En drømmeløber er en frivillig, der løber foran for at hjælpe med at opfylde en drøm. Det kan være en fraflytter, der vil gerne tilbage og se, hvordan han eller hun boede engang for 10 år siden. Eller hvis man gerne vil en tur i biffen se en gammel film, tager man en drømmeløber i hånden, forklarede Erik Daugaard Jensen og undskyldte undervejs, at han var en anelse stakåndet, problemer med lungerne.

På tværs af generationer og for ensomme

Men det var ikke værre, end at han fik sneget et par muntre bemærkninger ind – som at en tur til Bali nok ikke ville gå som forslag til drømmeløberne…

Derefter fik næstformand Vivian Barnekow ordet og fortalte blandt andet om Ældre Sagens samarbejdsaftale med Fredensborg Kommune om en lang række projekter.

Et af dem er generationsmøderne i samarbejde med Frivilligcentret, Humlebæk Skole og Børnehusene, hvor seniorer har mulighed for at hjælpe til på skoler og i børnehaver uden at tage arbejdet fra de fastansatte.

Hun varslede også, at Ældre Sagen sætter gang i et projekt i år for dem, der virkelig er ensomme.

– Det bliver et tilbud til de svageste grupper af ældre, vi har, understregede hun.

Kandidat til bestyrelsen i sidste øjeblik

Klokken 19.03 prustede det meste af salen, og det skyldes, at den afgående formand igen fik ordet og gjorde status over et nyt bookingsystem, der viste sig at være den største tidsrøver i 10 år – selvom forventningerne var store.

Regnskabet blev også godkendt, selvom kasserer Anders Lindvik selv udtrykte et ønske om, at egenkapitalen blev hævet til mere end godt 340.000 kroner, svarende til 33 kroner per medlem.

– Det er kun nok til at købe en pølse med brød, konstaterede han.

– Hvor?, lød et spørgsmål fra salen.

– Ikea…

Og derefter var der valg til bestyrelsen, heraf havde syv kandidater meldt sig på forhånd, imens den 55-årige Christian Bødtker fra Nivå kunne fremvise en indmeldelse fra 18.16 torsdag aften.

Det var cirka 14 minutter før årsmødets opstart klokken 18.30, og det gjorde ham også opstillingsberettiget. Se i den tilknyttede artikel, hvordan valget til bestyrelsen endte.

Vil du være med til at sikre, at borgerne har en journalist at ringe eller skrive til? Bliv medlem og få det ugentlige nyhedsbrev med lokalt overblik og inspiration.

Ældre Sagen forstår også at hygge sig med musik, og da stemmerne blev talt op, blev vinflaskerne knappet op til at forsøde ventetiden… Foto: Steffen Slot

Næstformand klar til at rykke et trin op: Se her navnene på den nye bestyrelse

Den 73-årige Vivian Barnekow, næstformand i Ældre Sagen de seneste to år, er kandidat til formandsposten, når bestyrelsen konstituerer sig. Læs mere


Han takkede de cirka 375, der har været tættest omkring ham

Fortsæt med det frivillige arbejde, I er så gode til. Tak for indsatsen, sagde han i sin afsluttende tale. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder