På et møde mellem forsvarsvirksomheden Weibel Scientific og naboerne er det angiveligt kommet frem, at Weibel også skal teste radarernes evne til at lokalisere droner.
Det blev sagt, da to borgere mandag aften til byrådsmødet stillede spørgsmål til byrådets holdning til Weibels planer om et testcenter på DMI’s tidligere vejrstation. Kort efter varslede borgmesteren et informationsmøde for alle borgere, men derudover var byrådsmedlemmerne tavse og undlod at kommentere.
Spørgetiden begyndte med, at Anne Sofie Lassen som den nærmeste nabo til Weibels nyerhvervede ejendom på Gunderødvej 33 fik ordet.
– Det virker paradoksalt, at det kun er tre ejendomme, der inddrages i en naboorientering, når der er tre landsbyer, Karlebo, Gunderød og Kirkelte, der bliver voldsomt generet, sagde Anne Sofie Lassen, inden endnu en borger fra området stillede spørgsmål.
Frygter droner uden for normal arbejdstid
Det var Jens Bjerg Sand, der genfortalte dele af mødet, der blev holdt torsdag i sidste uge, faciliteret af Fredensborg Kommune som et møde mellem forsvarsvirksomheden Weibel og nogle af naboerne.
– Jeg var inviteret med af Anne Sofie. Sagen tog en ret interessant udvikling, for den handler også om massiv droneflyvning. Weibel fortalte, at de vil flyve droner i op til 120 meters højde, så de kan belyse dronerne, sagde Jens Bjerg Sand og tilføjede, at der ikke var nogen garanti for, at det ville ske i normal arbejdstid.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) understregede, at sagen er i en fase, hvor forvaltningen er ved at undersøge grundlaget for at give Weibel Scientific en landzonetilladelse, og senere i april vil der komme en politisk behandling af sagen.
Tirsdag den 10. marts bliver der et informationsmøde om sagen klokken 16.00 på rådhuset, oplyste han.
Giv os nu et korrekt overblik
Med til byrådsmødets spørgetid var også Bent Kjær Hansen, formand for Danmarks Naturfredningsforening.
Før mødet konstaterede han lakonisk, at han blot vil ønske, at der kom et samlet oversigt over og informationer om Weibels planer, således at borgerne får et overblik.
I øjeblikket skal borgere forsøge at orientere sig i en sag om landzonetilladelse samt en mulig ansøgning om at flyve med droner, der behandles af andre myndigheder end Fredensborg Kommune.
Tjek og forstå: Hvad vil forsvarsvirksomhed på områdets højeste bakke?

Herunder får I et overblik over artikler og debatindlæg i sagen om forsvarsvirksomheden Weibel Scientific, der vil lave testcenter ved den gamle DMI vejrstation. Læs mere






