10 års drøm om en sauna på Bjerre Strand har aldrig været så tæt på mål som nu. Bjerre Strand Badelaug har nu fået byggetilladelsen, og dermed kan arbejdet principielt gå i gang.
Men én ting mangler. Eller snarere op mod en million af dem… For det er dyrt at bygge en bæredygtig sauna i et naturfølsomt område, der tilmed ligger tilbagetrukket fra mange eksisterende installationer.
– Vi har en egenkapital på lige knap 400.000 kroner i badelauget, og vi ser ind i et projekt, der skal koste omkring 1.500.000 kroner i alt. Derfor mangler vi finansieringen til at kunne påbegynde byggeriet og forhåbentlig stå med en færdig sauna til efteråret 2026, fortæller Emil Monty Freddie, formand for Bjerre Strand Badelaug.
Han opfordrer nu til, at badelaugets cirka 600 medlemmer træder til for at hjælpe, hvis de har kompetencer inden for fondsansøgninger eller hvis de har egne private virksomheder.
– Vi hører meget gerne fra folk, der vil hjælpe med at søge penge, og endnu bedre hvis man skulle ligge inde med nogle midler som man kunne tænke sig at donere til Bjerre Strand Badelaug, siger han og fremhæver Bent Westen El, en lokal elektriker, der allerede har doneret 10.000 kroner til projektet.
Følsomt område kræver ekstra indsats
Byggetilladelsen giver mulighed for at bygge en sauna på 29 kvadratmeter med samme aftryk og højde som et af de eksisterende skure, og det samme gør sig gældende for de ydre mål.
I mange år håbede Bjerre Strand Badelaug at kunne bygge en sauna nede ved selve badebroerne, men det kræver mange særlige tilladelser og dispensationer, og først da badelauget kiggede mod de eksisterende skure på toppen af skrænten, kom de skred i arbejdet med at få tilladelser og politisk opbakning.

Det glæder Bjerre Strand Badelaug, men det bliver intet billigt projekt.
– Vi vil jo også bygge bæredygtigt, for det er profilen i Fredensborg Kommune, og da vi ikke må øge højden, kræver det et fundament, der er sænket en anelse. VVS-arbejdet koster også meget, og der er stadig ubekendte i budgettet, fortæller Emil Monty Freddie, der glæder sig til den dag, hvor saunaen kan stå klar.
Over 600 medlemmer har i mange år støttet trofast op om ideen, og hvis de deres engagement kan aktiveres de næste måneder, håber formanden for Bjerre Strand Badelaug at en sauna er klar til vintersæsonen.
I den tilknyttede artikel kan I se flere projektbilleder af den planlagte sauna.
Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og få ugens nyhedsbrev med overblik over lokale nyheder og inspiration til oplevelser i dit nærområde.

Se skitserne! Nu er der fundet et godt sted til en sauna

Tusindvis er de gange, hvor badelaugets medlemmer er gået forbi de små bygninger, der sjældent har været i brug på toppen af skrænten. Læs mere






