Når politikerne ikke afsætter penge til at opfylde de principper, som de fastholder, så kan det gå ud over børnene. Det er konsekvenserne på Langebjergskolen, mener en samlet front af lærere, ledelse og ikke mindst forældrene.
De er venlige, men også vedholdende i deres protester og argumentation for, at der slet ikke er en grund til at opsplitte to velfungerende børnehavekasser med 26 og 27 elever, fordi den ene klasse overskrider den maksimale klassestørrelse på 26 elever.
Indtil nu har et politisk flertal sagt nej til at give dispensation, selvom lærere, ledelse og forældre har lagt en plan. Det skyldes, at der fra politisk side i Fredensborg Kommune er et ønske om, at der helst skal være færre elever end de 26 i klasserne.
Men politikerne har reelt set ikke afsat penge til deres principper og ønsker, og dermed ender skolerne og i sidste ende børnene med de udfordringer, det kan give. På et møde i Børne- og Skoleudvalget tirsdag skal sagen diskuteres for 3. gang, og denne gang er der endnu flere informationer med i dagsordenen.
Vedhæftet er også en kopi af forældrenes brev til byrådet:
– Vi anerkender fuldt ud ønsket om en lavere klassekvotient og den politiske beslutning, der ligger bag lovforslaget. Men vi har svært ved at se, hvordan det politisk kan forsvares, at én elev for meget på en enkelt årgang skal udløse en dominoeffekt og påvirke hverdagen, indlæringen og trivslen på tværs af hele indskolingens mere end 200 elever, står der blandt andet i brevet, der fortsætter:
– Ikke mindst når muligheden for at give dispensation er til stede – og bakkes op af os forældre, skolens ledelse og lærere, skolens bestyrelse og kommunens administration.
Klik her for at læse forældrenes brev til politikerne i sin helhed
Humlebæk 15. december 2025
Kære Børne- og Skoleudvalg i Fredensborg Kommune
Af Julie Ørnø, Pouline Munk og Louise Sølberg Bonde. På vegne af forældre til børn i børnehaveklasserne på Langebjergskolen.
Vi henvender os til jer som samlet forældregruppe til børnehaveklasseårgangen på Langebjergskolen på baggrund af beslutningen om løsning af udfordring med overskridelse af klasseloft på Langebjergskolen, som blev drøftet og taget beslutning om på udvalgsmødet den 3. december 2025.
Vi forældre bakker uforbeholdent op om løsningsforslag Model 1, som Langebjergskolens medarbejdere og skolebestyrelse står bag. Og som kommunens egen administration anbefaler som den bedste løsning for børnene.
Vi er som forældregruppe kede af og står uforstående over for, at udvalget har valgt ikke at imødekomme Langebjergskolens dispensationsansøgning og løsningsforslag på, at klassekvotienten samlet set på børnehaveklasseårgangen er overskredet med én elev. En situation, der er opstået pga. ekstraordinære omstændigheder med mange tilflyttere, ingen fraflyttere og ingen frafald til privatskoler, hvilket først stod endelig klart ved skolestart i august måned.
Som samlet forældregruppe frygter vi – ligesom skolens ledelse, medarbejdere og bestyrelse – at det vil få store, negative konsekvenser at omdele to velfungerende børnehaveklasser á 27 og 26 elever på tre nye klasser á 17, 18 og 18 elever.
Siden august har lærer- og pædagogteamet på årgangen skabt et trygt og velfungerende børnehaveklassemiljø og en hverdag for vores børn, som er ud over det sædvanlige. Vi oplever, at den højere voksennormering på årgangen gør det roligt, trygt og overskueligt for børnene at træde ind i klasserummet om morgenen, og at de kan blive taget imod af et kendt ansigt – også selvom der fx måtte være sygdom.
Vi oplever, at der på tværs af de to klasser er ro og nærvær i løbet af dagen. Det er udelukkende muligt, fordi man med de to klasser på bedste vis udnytter de ressourcer og den fleksibilitet man har til rådighed.
Det har sikret en god skolestart og har givet børnene mulighed for at danne trygge relationer til flere voksne og hinanden på tværs. Vi oplever et årgangsteam, der på fineste vis arbejder projektbaseret med læring helt i tråd med Langebjergskolens mission og værdigrundlag. Det er muligt fordi rammerne med to klasser understøtter dette.
Børns glæde ved at gå i skole grundlægges ved skolestart, og vi frygter, at årgangsteamets store arbejde frem til nu vil være spildt såfremt beslutningen om at opdele i tre klasser fastholdes, og at det vil betyde, at børnene må starte forfra med nye voksne, nye klassekammerater, ændrede rutiner og rammer, og nye måder at lære på. Den tillid vi oplever mellem børnene og årgangens voksne skal skabes fra ny, og vil uden tvivl påvirke den videre skolegang negativt og kan resultere i mistrivsel og i værste fald skolevægring. Børn på seks år, der netop er startet i skole har brug for ro, stabilitet og forudsigelighed – og det har årgangsteamet skabt og det er uhyre vigtigt at fastholde.
Beslutningen om at oprette tre børnehaveklasser vil samtidig have negative konsekvenser for hele Langebjergskolen. Det kræver ekstra ressourcer at opstarte og drive tre klasser; både ift. mere personale og at indrette et bare nogenlunde meningsfuldt klasserum på en skole, der indretningsmæssigt ikke understøtter tre spor. Ressourcer, der vel og mærke ikke følger med beslutningen, men vil skulle findes indenfor skolens ramme. Ressourcer til omlægningen vil derfor skulle tages fra andre årgange, som uden tvivl har brug for de ekstra indsatser, der er sat i gang, som fx co-teaching på 2. årgang.
Langebjergskolen er desuden ikke indretningsmæssigt bygget til tre spor, så det ene lokale, der i dag bruges på tværs af indskolingen til gruppearbejde, differentieret undervisning og fællesskabende aktiviteter på tværs af hele indskolingen, skal inddrages og indrettes til klasseværelse. Det er hverken billigt eller hensigtsmæssigt for læringsmiljøet eller fællesskabet, som vi forældre ser som meget værdifuldt. Det er ydermere i modstrid med Langebjergskolens værdigrundlag og mission om at skabe et læringsmiljø, der har fokus på relationskompetencer, trivsel og fællesskaber.
Vi anerkender fuldt ud ønsket om en lavere klassekvotient og den politiske beslutning, der ligger bag lovforslaget. Men vi har svært ved at se, hvordan det politisk kan forsvares, at én elev for meget på en enkelt årgang skal udløse en dominoeffekt og påvirke hverdagen, indlæringen og trivslen på tværs af hele indskolingens mere end 200 elever. Ikke mindst når muligheden for at give dispensation er til stede – og bakkes op af os forældre, skolens ledelse og lærere, skolens bestyrelse og kommunens administration.
Skolens dygtige årgangsteam udviser hver dag høj faglighed og stor passion for deres arbejde, og de har skabt en hverdag for vores børn udover det sædvanlige. Det kan vi ikke tage for givet, og det ønsker vi forældre at værne om; for personalet og børnenes skyld. Vi ønsker at fastholde en velfungerende børnehaveklasseårgang og hverdag og et stærkt personaleteam i trivsel.
Derfor vil vi bede jer om at tage vores holdning til efterretning og vurdere sagen igen i udvalget. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os, slutter brevet fra forældrene
Langebjergskolen er ikke bygget som en tre-sporet skole, og hvis der skal oprettes tre klasser efter sommerferien til de kommende 1. klasser, vil det betyde inddragelse af et grupperum, der ikke kan bruges af resten af skolens elever.
Selv med dispensation kan “fælden klappe”
Desuden vil det koste 200.000 kroner i omkostninger, og skolerne får derudover penge per elev og ikke per klasse.
Klasser med få elever er derfor omkostningstunge, for udgifterne til lærere og pædagoger skal finansieres af færre børn.
Skolen har givet et bud på omkostninger ved at oprette en ekstra klasse efter sommerferien:
”Når klasserne overgår til 1. klasse, vil der være behov for et lærerteam til den ekstra klasse. Langebjergskolen anslår, at udgiften til lønninger til de 1,5 lærere/pædagoger, der skal til for at drive en indskoleklasse, vil være ca. 920.000 kr. årligt”, fremgår det af dagsordenen.

Her kan der være en del nuancer, eftersom Langebjergskolen i øjeblikket bruger ekstra penge på de to børnehaveklasser ved at skrue op for tolærerordningen, hvilket er med til at sikre opbakningen fra lærere og forældre.
Men det ændrer ikke ved, at det vil koste skolen mange penge, hvis politikerne for tredje gang afviser at give dispensation. Og pengene kan kun tages ved at skære andre steder.
Op til mødet står det dog også klart, at hvis elevtallet pludselig overstiger 28 ved et skoleårs begyndelse i en af klasserne, er der ingen vej uden om at opdele klasserne.
Imidlertid vil det kræve over tre ekstra elever på et år i de kommende 1. klasser, og det er aldrig sket siden 2020, hvor det højeste antal nye elever i en børnehaveklasse eller en 1. klasse har været to, fremgår det af dagsordenen.
Tidslinje i sagen
- I oktober sidste år bad Børne- og Skoleudvalget om flere informationer i sagen, og i december afviste politikerne at give dispensation. Det fik forældrene til at sende et brev med underskrifter fra over 100 forældre.
- Allerede før jul varslede den kommende forperson for Børne- og Skoleudvalget, Soma Mayel (R), at udvalget nok blev nødt til at kigge på sagen en 3. gang.
- Med baggrund i det fremsendte brev fra kredsen af forældre havde repræsentanter for forældregruppen foretræde på Børne- og Skoleudvalgsmødet den 6. januar.
- På et forældremøde i børnehaveklassen den 13. januar 2026 fastholdt forældrene deres opbakning til at bevare de to eksisterende klasser.
- Medarbejdere fra rådhuset har været til møde med personalet i børnehaveklassen på opfordring fra personalet. De ønskede at beskrive og skabe forståelse for, hvordan de har skabt et godt og trygt læringsmiljø i de to nuværende klasser, fremgår det af sagsfremstillingen.
- Skolen beskriver i deres dispensationsansøgning, hvordan de siden sommerferien har håndteret at have to store børnehaveklasser gennem allokering af ekstra voksenressourcer. I gennemsnit er der to voksne pr. klasse i ca. 75 pct. af timerne.
- Dispensationsansøgningen bakkes op af skolebestyrelsen, skolen MED-udvalg, børnehaveklassens personale og forældrene til børn i børnehaveklassen.
100 forældre presser på for at få omstødt politisk beslutning

Eftersom der er over et halvt år til, at beslutningen skal effektueres, havde ingen forventet ro omkring emnet hen over vinteren. Læs mere






