18. marts 2026

Se planen: Op mod 438 nye boliger kommer til at kæmpe mod støjen

Det er afgørende for projektet Kokkedal Bymidte Syd, at tagene bliver mindst 3,5 meter høje. Ellers bliver friarealerne plaget af støj over grænseværdierne, viser beregninger.

Del artiklen

I en årrække har det været et ønske fra ejerne af Cirkelhusgrunden, at der kommer en ny lokalplan med mulighed for at bygge flere boliger.

Desuden er der ikke brug for et byggefelt til en ny skole, da NGG har bygget syd for kommunegrænsen. Imidlertid er der en stor udfordring på arealet: Støjen fra trafikken, der omgiver byggefelterne på to sider. Motorvejen og Usserød Kongevej.

Annoncer

På et møde efter vinterferien får politikerne i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget en status på, hvordan investoren vil løse problemet med støj.

Desuden opfordrer forvaltningen til, at politikerne stiller krav om en mere blandet fordeling af boliger, således at der kommer 10 procent boliger over 100 kvadratmeter, fremgår det af sagsfremstillingen.

Ved at sammenligne den nuværende bebyggelsesplan for området (til venstre) med den nye, kan I se, hvordan det er lettere at få skærmet friarealer for støj. Det sker inde mellem blokkene.

Investoren har ellers lagt op til en variation af boliger under 100 kvadratmeter i de 29.000 kvadratmeter, hvor der forventes mellem 329 og 438 boliger alt afhængig af størrelse.

Der kommer stadig udvalgsvarer i området i en stor bygning ud mod motorvejen, hvor der laves parkeringshus og op mod 22.000 kvadratmeter til udvalgsvarer.

En del af en ny lokalplan bliver også, at der kan bygges en daginstitution og et større friplejehjem, og særligt et friplejehjem er fristende for politikerne, der har problemer med kapaciteten på de kommunale plejecentre.

Imidlertid er en byggeret til et plejehjem ikke en pligt til at bygge, og dermed gives der ingen garantier.

Forstå baggrunden for 3,5 meter høje tagflader

Største problem er imidlertid støjen, eftersom udgangspunktet for nye boligbyggerier er, at støjniveauet fra veje ikke overskrider 58 dB.  Det skyldes naturligvis, at man ved, at støj er en faktor, der påvirker menneskers sundhed negativt.

Man kan dog som investor og politiker planlægge boliger i området, selvom støjen er over 58 dB. Man skal blot sikre, at der ved åbne vinduer i sove- og opholdsrum er et støjniveau på højest 46 dB ved fx at bruge særlig afskærmning uden for vinduet.

Desuden skal soverum placeres, så de vender væk fra de støjplagede facader.

Samtidig skal de nære udendørs arealer have en støjgrænse under 58 dB.

Beregninger viser, at det kan lade sig gøre på cirka 10.000 kvadratmeter areal inde mellem de nyopførte blokke, og det er samtidig et større friareal, end i den nuværende lokalplan. Det skyldes, at vejene i den kommende lokalplan er trukket ud til kanterne af matriklen.

Beregningerne viser, at friarealerne mellem blokkene holder sig akkurat under 58 dB på størstedelen af områderne og kun få arealer er nede under 48 dB, hvor støjen karakteriseres som stille baggrundsstøj. Der er ifølge vurderingerne tilstrækkelig afstand mellem blokkene til at sikre nok lys, fremgår det af sagsfremstillingen til politikerne.

Desuden har forvaltningen stillet krav om, at mindst en facade i alle boliger skal være dokumenteret mindre plaget af støj end 58 dB, hvilket kan lade sig gøre for de indadvendte facader mod friarealerne, viser beregninger.

Hvis der er flertal for at gå videre med sagen, skal der laves en egentlig lokalplan, der skal i høring.

SF har hidtil stemt ihærdigt imod, fordi området er plaget af støj, og fordi 350-450 nye boliger ikke harmonerer med den forrige kommuneplans beskrivelse af en nænsom udbygning af kommunen med 60 boliger årligt.

Arealet er ejet af Nordsjællands Ejendomme, der som selskab har en egenkapital på godt 60 millioner kroner og har en række ejendomme i Nordsjælland.

De gule facader er de steder, der rammes af støj over 58 dB. De grønne facader holder sig under. De blå flader på tagene markerer behovet for en taghøjde på 3,5 meter for at reducere støjen på friarealerne.
Her ses resultatet af beretningerne for et byggeri med flade tage og med en taghøjde på 3,5 meter. Med flade tage bliver friarealerne for støjplagede, viser beregningerne.

Få overblikket: 7 vilde og ventede byggerier er på vej

Se oversigten med de syv udvalgte projekter. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder