17. marts 2026

Se billederne: Viggo med stok og overskæg var den første til at slå bunden ud

Jernbanegade var spærret for bilkørslen, da byen samlede børnefamilierne til fastelavn.

Del artiklen

Super Mario, en blyant, adskillige prinsesser og vist nok også Peter Plys var med til tøndeslagning lørdag i Fredensborg, hvor der var skabt god ro omkring byens fastelavn.

Det var ganske heldigt, for der lange køer foran de tre tønder til fastelavnsfesten, som byens butikker traditionen tro havde arrangeret.

Annoncer

De yngste børn under fire år slog på en tønde af pap, og de ældste børn fra 8-13 år fik slået bunden ud af deres tønde efter omtrent syv minutter.

Det var 9-årige Viggo med stok, sixpence og et særdeles flot overskæg, der klarede den del og dermed blev kattedronning. Få slag senere faldt resten af tønden bortset fra den allersidste pind, og dermed var 12-årige Leona kattekonge.

Når man rider på en af de små dinosaurer, er der langt op til tønden – men med lidt hjælp, gik det… Foto: Steffen Slot
Der blev slået hårdt og målrettet på tønden af pap. Foto: Steffen Slot

Og derefter blev der slået og slået på tønden for de 4-7-årige, indtil arrangørerne efter 40 minutter begyndte at løsne tønden i siderne og skære lidt i de bærende bånd.

Selvom det var tønden med langt de fleste børn i køen, skulle der hårdere slag til at få tønden til at slippe indholdet af slik og andre lækkerier. Dysten var stadig i gang, da denne skribent måtte videre.

Der var stor opbakning til fastelavnsfesten i Jernbanegade, hvor bilerne mellem 10.00 og frem til efter klokken 13.30 ikke kunne passere. Foto: Steffen Slot
Humøret var højt, og huerne var trukket godt op om ørerne, for selvom tøvejret havde sat ind, er foråret endnu ikke på vej. Foto: Steffen Slot
12-årige Leona blev kattekonge som den første, efter at 9-årige Viggo havde slået bunden ud af tønden i aldersgruppen 8-13 år. Foto: Steffen Slot
Til sidst måtte de udklædte hjælpere løsne stavene en anelse og pille ved et tøndebånd, fordi aldersgruppen 4-7 år kæmpede med at slå hårdt nok. Foto: Steffen Slot

Heldigvis var vejret mildt, og forældrene fik snakket med venner og bekendte, og måske de også satte kryds i kalenderen til det næste større arrangement i Jernbanegade. Det er lørdag den 25. april, hvor Borgerforeningen Fredensborg By er vært for Plantemarkedsdag, hvor alle kan tilmelde sig og få en stand.

Man kan sælge stiklinger, haveredskaber og havebøger – alt der har noget med planter og haver at gøre. Tilmelding via borgerforeningenfredensborgby@live.dk

I Jernbanegade blev der også snakket om det møde, der i løbet af ugen var blevet afholdt for andelshavere i Byens NO16. Nyheden var, at der intet nyt er, da der stadig pågår et arbejde med at finde en investor, der kan genskabe liv i byens store lejemål.


Fik I læst? Her er en liste over opgaver til de af os, der vil have liv i bymidterne

Det er helt vildt, hvad ildsjæle og butiksejere præsterer for at holde bymidterne fulde af liv. Tempoet er højt, men spørgsmålet er, om det samme gælder det politiske engagement? Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder