Det er ikke hver dag, at man finder Bo Hilsted på lærerværelset på Rungsted Gymnasium, for han er gået lidt ned i tid efter knap 50 år på samme sted.
Men når Arsenal har gjort det godt eller til nød Brøndby, så er rektor Ruth Kirkegaard sikker på at finde den 76-årige Bo Hilsted på lærerværelset, fortalte hun i sin tale, da Bo Hilsted, Humlebæk, fejrede sit 50 års jubilæum på Rungsted Gymnasium.
På bordene stod fire kagemænd, og der var adskillige taler, for Bo Hilsted har været en markant og engageret lærer på Rungsted Gymnasium i næsten alle de 50 år, hvor han har undervist som gymnasielærer i fagene engelsk og religion.
– Du har haft en lang og fornem arbejdskarriere på Rungsted Gymnasium. Der er ikke mange, der opnår at have arbejdet samme sted i 50 år, og som stadig smiler…
– Du haft mange elever, mange kollegaer, flere rektorer og været igennem flere pædagogiske trends, for ikke at tale om den teknologiske udvikling, som du har været med i, sagde Ruth Kirkegaard og roste Bo Hilsted for i en tidligere periode at være en engageret og loyal tillidsmand, der på sin rolige facon var med til at hjælpe skolen igennem et par svære økonomiske år, da hun blev rektor i 2018.
Efter 50 år kan han stadig lide mødet med de unge
Hun bemærkede også, at Bo Hilsted har været en mand med mere end én kalender og med et stort engagement også uden for Rungsted Gymnasium.
I 12 år har han siddet i byrådet i Fredensborg Kommune for Socialdemokratiet, og igennem mange år var han aktiv i Humlebæk Fodboldklub.
Men det var Bo Hilsteds virke på Rungsted Gymnasium, der var i fokus på gymnasiets lærerværelse, og det førte blandt andet til disse ord i rektor Ruth Kirkegaards tale:
Du nyder at undervise dem, du nyder gode faglige samtaler med dem
– Jeg vil slutte med at fortælle, at man er ikke ansat 50 på et gymnasium, hvis man ikke meget godt kan lide samværet med de unge mennesker. Og det kan du.
– Du nyder at undervise dem, du nyder gode faglige samtaler med dem og du er meget opmærksom på dine elever. Selvom du har været underviser og haft imponerende mange klasser gennem årene, bliver du – heldigvis – stadig rørt, når dine elever har bagt en stor kagemand til dig ved årsafslutningen eller inviteret dig med til at sidde ved deres bord ved Gallafesten.
– Selvom du også har sagt, at du har flere arbejdsår bag dig end foran dig, så kommer du fortsat glad på arbejde – både ved tanken om at skulle ind og undervise elever, men også ved tanken om mandag morgen at skulle ind og drille fodbold-elskere fra andre klubber blandt kollegaerne med den engelske talemåde efter en sejr, nemlig:
– One-nil to the Arsenal….
– I dag tror jeg derfor, at jeg vil runde af med stort tillykke med de 50 år og…
– One-nil to the Hilsted!
Fik I læst? Med en bajer i hånden fortalte han om sin tvivl og fik et af de bedste råd, en lærer kan få

Bo Hilsted ser tilbage på det, som han kalder et privilegeret og rigt arbejdsliv med mange gode oplevelser. Læs mere






