Hvis man ser byrådsmedlemmet Per Frost Henriksen som et idrætsmenneske, bør man spole tilbage i hukommelsen og tænke på, hvor man egentlig har set den socialdemokratiske politiker, der siden nytår har været formand for Kulturudvalget. For han har altid været derude – også til kulturelle arrangementer.
– For mig er kultur dannelse, og det er noget, vi gør med hinanden. Jeg har altid brændt for det med fællesskaber, og kultur er også med til at styrke fællesskaber, sagde Per Frost Henriksen forleden mandag morgen.
To dage forinden havde han været med til åbningen af vinterferiens Des Asmussen-udstilling og fremhævede den velbesøgte reception som et godt eksempel.
På udstillingen gik den nye kulturudvalgsformand rundt så ting og detaljer, som han ikke havde forventet.
Det fedeste er jo at være sammen med mennesker, og det har jeg været glad for i alle mine år i politik
Der var overraskelser i mødet med kunsten og nye erkendelser at få i tegneren Claus Seidels oplæg, der gennemgik nogle af Des Asmussens reportagetegninger.
Men frem for alt var der et fællesskab.
– Det fedeste er jo at være sammen med mennesker, og det har jeg været glad for i alle mine år i politik. Jeg mødte mennesker, som jeg ikke har snakket med længe, og jeg mødte nye mennesker. Des Asmussens datter, Souvanni, havde jeg eksempelvis ikke mødt før, fortalte han og tilføjede:
– Vi er med kultur sammen om noget, og for mig er det ikke afgørende, om det er kunst, bøger, teater eller sport.
Der skal være penge til det store ting
Her ved Per Frost Henriksen godt, at idrætslivet og sporten ikke hører under Kulturudvalget, selvom idrætslivet altid har optaget ham meget politisk, og han har de seneste mange år været formand for DGI i Nordsjælland.
Men kultur er også foreningsliv, fastslog han med en bemærkning om, at udstillingen med Des Asmussens værker jo er skabt i et samarbejde med seks af byens foreninger.
Han fremhævede kommunens tre kulturhuse – Fredensborg Gl. Bio, KulturStationen og Egedal Byens Hus – og det store arbejde, som foreningerne gør for at skabe aktiviteter.

– Bibliotekerne er også vigtige for vores kultur, og jeg ser egentlig meget bredt på kultur. For mig er det mange ting. Det er også sommerballetten i Slotshaven, der tiltrækker tusindvis af mennesker, og nytårskoncerten med Copenhagen Phil er også en tradition, hvor jeg har den holdning, at det skal vi kunne finde penge til.
– For det er kultur, der samler mennesker, fremhævede han, inden han forsigtigt påpegede, at der kan være en tendens til, at kultur er meget centreret omkring kunst.
Per Frost Henriksen argumenterer generelt for en bredere definition af kultur, og det var også derfor, at han på det seneste byrådsmøde foreslog borgmesteren, at diskussionen om flag i byrådssalen skulle diskuteres i Kulturudvalget.
Unge i kulturen? Jo…
Imens der blev snakket om ordet kultur og drukket kaffe, talte Per Frost Henriksen ikke på eget initiativ om de unges brug af kultur.
Men de var med få undtagelser fraværende til åbningen forleden i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio, og ofte er guldet gråt, når man deltager i kulturelle begivenheder.
Har den nye kulturudvalgsformand ambitioner eller holdninger på det punkt?
– De unge skal også være en del af kulturen, og vi skal hele tiden arbejde på at få alle med – og vi har jo fx musikteatergruppen Ragnarock.
– Jo, men den sparede I jo stort set væk for nogle år siden…?
– De er der stadig. Vi fandt nogle penge…
– Men jo slet ikke de beløb, I støttede de unges teater med tidligere. Hvad tænker du om de unge og kultur?
– Jeg ved fra idrætslivet, at der er et stort fokus på de unge, og hvis der ikke er unge med, må man gøre noget for at tiltrække dem, og det fører i nogle foreninger til nye tiltag, fremhævede Per Frost Henriksen og nævnte også det seneste skolevalg som en slags kulturelt tiltag, eftersom det styrker den demokratiske dannelse hos ungdommen.
Ro på alle bekymringer, er budskabet
For 20 år siden, hvor Karlebo Kommune og Fredensborg-Humlebæk Kommune blev lagt sammen, havde Per Frost Henriksen også det politiske ansvar for kulturområdet, men han ved godt, at folk derude stort set har glemt det.
Og ja, Per Frost Henriksen har igennem årene profileret sig meget på idrætsområdet.
Så kunne ikke lade være med at sige ”I får ikke en rød reje…” Jamen…, lød det…
Men han har altid haft kulturen i sig og kender til området, og derfor kan han ikke lade være med at drille lidt, når han møder folk, der udtrykker bekymring over kulturlivets fremtid til fx åbningsreceptionen for Des Asmussens værker.
– Jeg blev spurgt, om hvordan det ville gå med pengene til kulturen med mig som formand, og så kunne ikke lade være med at sige ”I får ikke en rød reje…” Jamen…, lød det… Nej, stop, det er jo bare for sjov, tilføjede jeg. Og ja, lige dér var det en, som jeg kendte i forvejen, men jeg havde såmænd også joket med det til en, som jeg ikke kendte.
– Irriterer det dig, at du får den type spørgsmål?
– Nej, det gør det egentlig ikke, fordi jeg ved, at jeg er rigtig god politisk til det med foreninger. Og kultur er også foreningsliv, fastslog Per Frost Henriksen til kaffe og snak om ordet ”kultur”.

Fakta
- Kaffe og snak foregår altid en mandag morgen eller formiddag, og det er en interviewserie, hvor interviewet tager udgangspunkt i ét ord. Det kan være et ord, der er hyppigt brugt i tiden eller det kan være et ord, der betyder meget for et enkelt menneske.
- “Kultur” er ordet i denne artikel, hvor Per Frost Henriksen (S) fortæller, hvad han lægger i ordet kultur. Per Frost Henriksen er ny formand for Kulturudvalget efter Ulla Hardy-Hansen, der har været formand for Kulturudvalget siden 2009. Hun blev ikke genvalgt som byrådsmedlem.
- Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og støt lokal journalistik, der skaber stærke lokalsamfund.
På toppen af et af de smukkeste steder vil de skabe et svedigt fællesskab

Der egentlig et mærkeligt ord, konstaterer Emil Monty, da han har skrevet ordet “sauna” i notesbogen. Læs mere






