18. marts 2026

Han tirrede vores provinsielle tunnelsyn – gavmild og berigende

Af Ulla Hardy-Hansen , forhenværende kulturudvalgsformand

Del artiklen

Des Asmussen var i mange år en velkendt og skattet del af Fredensborgs kunstnermiljø. Fredensborg  var jo unægtelig udgangspunkt for hans kunstneriske Odyssé.

For mig og mange andre har han altid været tilstede!  Når han i korte øjeblikke var ude af syne, var han jo blot længere borte for at sanse og hente.

Annoncer

Han var rejsende længe før globaliseringen blev en politisk, korrekt trend.  Udøvede langsommelighedens æstetik i 2CV-fart, i klar opposition til tidens nådesløse, fri hastighed på vores motorveje.  Men vendte altid tilbage beriget og gavmildt givende. 

Han tilførte vores udmark frodighed og udsyn – tirrede vores  ofte noget provinsielle tunnelsyn. Vi fik mulighed for at se os selv kærligt udleveret. Skarpt og følsomt i samme streg satte han rytme og musik til hverdagens ofte lidt triste tekst – forevigede vores omegn.

Det kan vist ikke undre, at hans liv i Fredensborg var knyttet til egnens æstetiske perler. I mange år tæt på naturen ved Esrum sø, senere i Utzons ”Bakkedraget”. Gennem alle årene i tæt symbiose – både i kærlighed og kunst – med sin hustru billedkunstneren Fleur Brofoss

”Intet er så smukt som et fragment” har Peter Seeberg engang sagt om et ganske lille hjørne af en antik assyrisk teglsten.  Des Asmussens tegninger er netop fragmenter af livets scene, hvorpå tilværelsens skuespil opføres – antydninger af tanker.

 Netop i disse dage – midt i vinterens kulde – er der mulighed for at forkæle vores frosne indre gennem en omfattende udstilling af Des Asmussens værker i kulturhuset Den gamle Biograf.  Her kan vi virkelig frydes over hans kunstneriske udfoldelser, der samtidig udstråler hans indre menneskelige kvaliteter, som var indiskutable.

Hans indsats som blad- og bogillustrator er kendt og værdsat. Han skabte altid med en sjælden indleven og stort nærvær…  egenskaber, der er ved at høre en svunden tid til.

Des Asmussen vil blive husket og altid indtage en fremtrædende plads i vores lokale kulturarv –  et åndens spor. 

Des Asmussen fik kulturprisen i Fredensborg-Humlebæk Kommune i 2003, året før han døde. Her ses han med Ulla Hardy-Hansen (tv) og hustruen Fleur Brofoss i et avisudklip, som Ulla Hardy-Hansen har gemt.

Frem til den 15. februar: Afdød tegner er et tilløbsstykke. Des Asmussen kunne styre mørk magi og fange gadens liv. Læs mere

Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Debat - indholdet er skribentens egen holdning
Deltag i debatten med dine synspunkter. Skriv op til 400 ord og vedhæft gerne et billede eller en illustration, der skal fylde minimum 300 kb. Mailadressen er debat@tjekfredensborg.dk

Læs mere

Lokale nyheder