To-tre aftner og nætter hver anden måned får beboere i Plushusene i Nivå ødelagt deres nattesøvn, når store maskiner gør klar til at udføre vedligeholdelsesarbejde på Kystbanen og nogle timer senere vender hjem igen.
Værst er det midt på natten, når der er stærkt lys ind gennem vinduerne og ofte støj fra maskinerne i flere timer. Flere beboere har flyttet børnenes soveværelser væk fra facaderne ud til Kystbanen, fordi der er for meget støj fra vedligeholdelsesarbejdet.
Det fortæller ægteparret Helle og Knud Moltsen, der håber på, at Banedanmark kan ændre i nogle af procedurerne for at dæmpe støjen eller opsætte nogle støjvægge langs arealet.
Udfordringen er, at Banedanmark ejer et areal langs banen lige nord for Nivåvej, og arealet ligger stort set klods op af en af de nybyggede boligblokke, Plushusene, som ellers er et attraktivt boligmiljø med et fælleshus.
Fra mark til boliger
I mange år har Banedanmark kunnet larme så meget, som de ville, fordi arealet har været omgivet af marker. Da der i 00’erne blev lavet en lokalplan for området, gik markedet i stå efter finanskrisen, og først de seneste år er arealet blevet bebygget.
Og dermed skaber larmen gener for beboerne, der her i februar beretter om et par nætter med larm, der gør det svært at sove.
Natten til tirsdag den 10. februar blev der foretaget arbejde på togskinnerne, beretter Knud Moltsen og fortæller, at maskinerne kom tilbage ved 02.45-tiden, og at der derefter blev ryddet sne på arealet, hvilket tog ganske lang tid. Natten til onsdag den 11. februar var der igen larm efter midnat.
Er de ligeglade med, at folk skal på arbejde?
Mindre end 14 dage senere var der igen aktivitet i de sene timer, efter at en maskine med en gul platform til luftledningsarbejde ankom, og det varslede en nat med søvnløse timer mellem onsdag og torsdag i denne uge.
Det har godt nok været voldsomt i nat med de store maskiner, der har kørt rundt og larmet højt og længe
Nattens larm fik torsdag morgen beboernes app for interne meddelelser til at koge med frustrationer, langt større styrke end morgenens elkedler.
Klik her og læs et udpluk af beboernes frustrationer
- Torsdag den 26. februar klokken 06.16: “Er der nogen der ved hvad det for noget arbejde der foregår på den anden side af hegnet mod togskinnerne? Er det overhovedet lovligt at larme så meget på midt om natten? Det lyder som at de banker på metal og nogle gange som de taber det på jorden.
- Torsdag den 26. februar klokken 6.18: “Nu har jeg ikke hørt det i nat, men har mange gange igennem de par år, vi har boet her, været holdt vågen af voldsom larm fra skinnerne. De skærer med kæmpe stor vinkelsliber og hvad ved jeg. De er fuldstændig ligeglad med, at folk skal op på arbejde”.
- Torsdag den 26. februar klokken 06.49: “Ja, det har godt nok været voldsomt i nat med de store maskiner, der har kørt rundt og larmet højt og længe og lyst med projektører lige ind i lejlighederne hos os, der bor i stueetagen. Jeg undrer mig også over, at der ikke tages hensyn til, at der bor mennesker her, der prøver at sove.
Herunder ses billeder af forberedelserne i dagtimerne før og efter selve arbejdet, der foregik i nattetimerne.
Der arbejdes – men ikke på støjafskærmning…
Siden den torsdag den 12. februar – altså i 14 dage – har TjekFredensborg forsøgt at få kontakt til Banedanmark for at stille disse spørgsmål:
- Hvor ofte bruges arealet i nattetimerne som udgangspunkt for vedligeholdelse på Kystbanen?
- Kan der gøres noget for at reducere generne om natten? Støjafskærmning eller lignende?
- Kan perioder med arbejde varsles til fx beboere i området/grundejerforeningen eller lignende, så beboerne kan tage forholdsregler, når der er brug for arealerne til jeres maskiner?
Banedanmarks presseafdeling har tidligere beklaget, at der på grund af travlhed endnu ikke er svar på spørgsmålene. I denne uge er Banedanmark ikke vendt retur med oplysninger i sagen.
Har denne artikel værdi for dig som læser? Bliv medlem og få ugens nyhedsbrev med overblik over lokale nyheder og inspiration til oplevelser i dit nærområde.

Tjek og forstå: Kan Banedanmark larme uden regler og hensyn til naboer?

Hvad er op og ned på sagen? Hvem fører tilsyn med larm i nattetimerne langs Kystbanen? Og hvad siger Banedanmark? Få her et kronologisk overblik over sagen. Læs mere












