17. marts 2026

Han gav byen elektricitet. Tre år senere blev han væltet

Datidens stærke og festlige mand blev væltet efter sin største succes. Byen var glad for at få elektricitet, men i sommeren 1921 gjorde flertallet op med den entydigt konservative og polariserende tøjfabrikant.

Del artiklen

Omtrent på den tid, hvor jorden under Fredensborgs nuværende kulturhus blev kaldt ”Bødkerens Hul” og var en losseplads, havde slotsbyen en stærk og handlekraftig mand. Ofte tromlede han frem og forfulgte sine egne ideer, og i venners selskab var han en festlig mand.

Men slet ikke på usædelig vis, og da hans mor levede, sad hun altid med til bords. Her får I historien om Fredensborgs stærke mand med fokus på hans fald fra en enkelt formandspost i en bestyrelse for godt 100 år siden.

Annoncer

På billeder kan man se, hvordan tøjfabrikanten Francis James Zachariae i sine unge dage havde et skælmsk glimt i øjnene og i sine ældre dage blev fotograferet med et mere udpræget utålmodigt drag om munden.

Han boede på Kong Christians Alle 1 i Villa Paradise opkaldt efter den plantage i Vestindien, hvor hans mor var vokset op som datter af en frikøbt slave. Ejendommen havde han erhvervet i 1899 og senere udvidet.

”Som det jo altid gaar i et lille Samfund, fik ”man” hurtigt Blik for, at jeg besad tre farlige Egenskaber, nemlig Initiativ, Energi og Arbejdslyst, og man appellerede da straks til min Assistance paa alle Omraader”, skrev han før sin død i 1936 i sine erindringer.

Den første opgave bestod i, at han i begyndelsen af 1900-tallet med hjælp fra sin ven, advokaten Shaw, fik væltet bestyrelsen i Fredensborgs grundejerforening i protest over, at de ikke havde modsat sig et stort kloakeringsprojekt planlagt af sognerådet til 125.000 kroner plus udgifter til ekspropriation.

Det gik for langsomt. Så blev Zachariae sendt ind!

Alt for dyrt for de enkelte grundejere, mente Francis Zachariae. Han fik opbakning til et mindre ambitiøst projekt uden septiktanke, og hvor kloakrørene ikke blev gravet så dybt, samtidig med at beboerne ude på den nuværende Nørredamsvej stadig var så få, at de – lidt populært sagt – måtte skide i hækken.

Om det var klogt ikke at grave kloakrørene dybt i jorden, er umiddelbart svært at læse ud af arkivets fortællinger om grundejerforeningens arbejde, men i en fin artikel i den nyeste udgave af Broen, medlemsbladet for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, fortæller Tina Pauli i en artikel, hvordan vandrørene frøs til is i tre måneder i vinteren 1941-1942, fordi de lå for højt i jorden…

Efter etableringen af det omkostningslave kloakeringsprojekt kom travle år, hvor Francis Zachariae forhandlede med NESA om levering af el til forbrugerne i Fredensborg og Asminderød, men igen kom sognerådet på tværs af den driftige fabrikant, og i 1915 måtte Francis Zachariae trække sig i baggrunden, da NESA kun ville forhandle med sognerådet.

To år gik uden resultater…

I marts 1917 satte Fredensborg Grundejerforening igen sin stærkeste mand ind for at forhandle, fire måneder senere lå der en kontrakt klar, og så gik det stærkt.

En af NESAS assistenter fik tilsluttet 87 målere på knap fem dage op til den 23. december 1917, og i slutningen af januar 1918 kunne Francis Zachariae invitere til endnu en af sine mange fester – denne gang for at fejre elektrisk lys i Fredensborg

Da det elektriske lys blev indført og senere fejret med en privat fest, stod Francis Zachariae med en metalplade i et bånd ned foran maven. Teksten var naturligvis “Højspænding. Berøring livsfarligt”. Foto: Fredensborg Arkiverne / Elfelt

Læge Henrik Dessau, der i årene op til havde været kritisk over for Francis Zachariaes virke, havde samme år på en generalforsamling udtalt, at han ville yde Zachariae ”offentlig oprejsning”, hvis tidsplanen holdt.

Og det gjorde den, hvorefter Henrik Dessau i en læserbrev udtrykte en fuld og oprigtig ”beundring for Deres arbejde i denne sag”.

Trods modgang – ikke til at slå af spillepladen

Derefter blev Francis Zachariae formand for grundejerforeningen, men det gik ikke godt – to år efter styrtede han fra tinderne, væltet af sine modstandere, en gentagelse af det oprør, som han selv var en del af i sagen om kloakledningerne.

Blot med modsat fortegn. Måske han var blevet for gammel? For politisk? For polariserende?

Konflikten var bygget op over en årrække, og den udløsende faktor var opstillingen af grundejerforeningens kandidater til sognerådsvalget, hvor Francis Zachariae havde offentliggjort sin egen liste med konservative og venstrekandidater.

Men han havde ikke talt efter…

For til den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling var der et flertal af Socialdemokrater og Radikale, og ved håndsoprækning blev bestyrelsen væltet med 36 stemmer for og 29 stemmer imod.

Francis Zacharia fotograferet i 1924, hvor han var væltet som formand for Fredensborg Grundejerforening trods sin ihærdige indsats for at få elektricitet til slotsbyen. Foto: Fredensborg Arkiverne

Var man advaret om Francis Zachariaes karakter? Ja, allerede i 1904 havde han til Avertissementstidende udtalt, at ”altid skal der gøres Vanskeligheder i et lille Samfund, altid skal man støde paa Modstand, og altid bestaar Vanskelighederne og Modstanden i Petitesser, rene Bagateller!”

Lod han sig efterfølgende slå ud?

Nej, han havde netop købt Asminderød Kirke af borgmesteren i Stockholm (ja, det kunne man dengang…), og han istandsatte den i årene efter og solgte kirken til menigheden i 1924.

Få fulgte kisten – fra hotellet lød muntre stemmer

12 år senere døde han som 84-årig. BT rapporterede fra slotsbyen i september 1936 under overskriften ”Det gamle Fredensborg lægges i Dag i Graven…”

”I det svindende Sollys førtes i Gaar Aftes Grosserer Zachariaes Kiste fra Villa ”Paradise” op gennem Fredensborg til den gamle Asminderød kirke, hvorfra Bisættelsen vil finde sted i Dag. Kun nogle faa Familiemedlemmer fulgte efter Kisten. Hist og her paa de stille Villaveje stod nogle Mennesker med blottet Hoved, da Ligtoget passerede”, lød indledningen på artiklen, der fortsatte:

“Inde fra Jernbanehotellet lød mange muntre Stemmers Klang… det var den lokale Haandværkerforening, der holdt Fugleskydningsmiddag. Nu sang de i Kor: Og dette skal være, Fuglekonge Andersen til Ære..”

Grossererens muntre venner var også døde, og nye stærke mænd – og kvinder – stod klar til at tage over.

Fakta

Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…

Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk

Denne artikel er den tredje i rækken af artikler om Francis Zachariae. Den første handlede om rigmandens fester, og den næste handlede om Francis Zachariaes mor, der blev født af en frikøbt slave.


Rigmandens festlige mor blev født af en frikøbt slave

Hvem var hun, den ældre kvinde, der imens hun levede altid er med på billederne, når Francis Zachariae har vennerne til et veldækket bord? Historien er ganske forunderlig. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder