18. marts 2026

Stort dilemma: Skal de udskyde slidt legeplads, skimmel på skole og ulovlig el på bibliotek?

Del artiklen

Hvis Humlebæk Hallens spær skal forstærkes for at fjerne al risiko for sammenstyrtning, er der ikke råd til 30 andre opgaver som fx at udbedre ulovlige elinstallationer, skifte et tag med skimmelsvamp eller forny en nedslidt legeplads for 200.000 kroner.

Det er de barske vilkår, når politikerne i Plan-, Trafik- og Klimaudvalget mødes i den kommende uge. 10,2 millioner kroner ud af det årlige budget til bygningsvedligeholdelse er i udgangspunktet øremærket til at undgå, at Humlebæk Hallen nedlukkes i kraftigt snevejr og stormvejr.

Annoncer

Politikerne har dog et valg. De har 19,6 millioner kroner alt i alt, og de godt ni millioner kroner bruges på helt nødvendige ting som at sikre, at en trappe på Langebjergsskolen ikke skrider sammen, og at en stue på Granbohus får fjernet skimmelsvamp.

At renovere Humlebæk Hallen vil koste 10,2 millioner kroner, som dermed ikke kan bruges på cirka 30 andre opgaver, der står øverst på listen. For at give jer en fornemmelse af opgaverne, fremgår enkelte af dem på listen herunder.

  • Børnehusene Fredensborg, Lystholm 18: Renovering af meget nedslidt legeplads på Troldehøj 2. Udgift: 200.000 kroner.
  • Holmegårdsvej 102: Spor J og K på Kokkedal Skole, tagudskiftning og skimmel. Udgift: 2.200.000 kroner.
  • Humlebæk Bibliotek, ulovlige samlinger og kabler i grundbelysning, voksen og børnedelen. Udgift: 240.000 kroner.
  • Institutionen Mariehønen, Nivå: Udskiftning af vand og varmeledninger, risiko for vandskade. Udgift: 741.000 kroner.
  • Helsingørsvej 25: Nordsjællands Brandvæsen, taget er lappet for at undgå vandskader, tagrenovering er nødvendig. Udgift: 1.000.000 kroner.

Hvis politikerne udskyder renoveringen af Humlebæk Hallen, vil der – ud over de 30 projekter – samtidig kunne bruges godt 700.000 kroner på indvendige malerarbejde på skoler og institutioner. Ellers sker den type vedligeholdelse ikke for andet år i træk, da indvendig vedligeholdelse blev sparet væk i 2025 ifølge en politisk beslutning for knap et år siden.

Det er ikke farligt at opholde sig i Humlebæk Hallen under normale vejrforhold. På nuværende tidspunkt foreligger beredskabsplan, som anviser, at hallen ikke kan anvendes ved kraftigt snevejr og stormvejr.

I artiklen herunder kan I læse mere baggrundsstof om budgetterne for vedligeholdelse, der er historisk lave i disse år.


Vinduer rådner og der kommer skimmel. Historisk lavt forbrug på vedligeholdelse

Politikerne brugte kun 11,6 millioner kroner på bygningernes vedligeholdelse i 2025. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder