17. marts 2026

Normalt var de konkurrenter, men en sommer byggede de i fællesskab en hal

Del artiklen

Historien om Humlebæk Hallen er historien om et stort engagement hos en gruppe entreprenører i 1960’erne, og det lykkedes dem for ganske få offentlige penge at få bygget en idrætshal til Humlebæk.

Nu har den stået i snart 60 år, og selvom den opfyldte alle datidens krav, er hallen presset af tidens tand og nye standarter for ingeniørberegninger, der stiller skrappere krav til den type haller.

Annoncer

Derfor skal den på et tidspunkt forstærkes, men indtil det sker, er der god tid til at læse på historien om hallens tilblivelse. Historien er flot fortalt over et par sider i det seneste årsskrift for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening.

En af byens store lokale entreprenører, Ole Verner Nielsen, skrev til sognerådet i oktober 1964 på vegne af ”Den selvejende institution Humlebæk hallen” for at få lov til at bygge en hal på 2300 kvadratmeter med plads til 1100 tilskuere. Budgettet var en millioner kroner baseret på, at en del af arbejdet skulle udføres med frivilligt arbejdskraft.

Sognerådet vidste selvfølgelig, at det var en flok af byens aktive entreprenører, der sad i bestyrelsen for hallen. Ud over Ole V. Nielsen sad også Tage Christensen og ingeniør Hans E. Damsgaard og de besad de tekniske færdigheder til at bygge hallen som selvbyggeri.

Naturligvis lød det straks fra Fredensborgs borgere: ”Hvis de skal have en hal i Humlebæk, skal vi også have en…”. Det fik det nogle år senere, tilmed bygget efter samme ide om selvbyggeri.

Selvom ideen var god i Humlebæk, opstod udfordringerne i årene efter, fordi det var svært at finde et egnet areal, men det lykkedes med det areal, hvor hallen ligger i dag.

En enkelt børnehave røg i svinget…

Projektet blev reduceret til 1215 kvadratmeter og et budget på knap en halv millioner kroner, efter at et par af aktørerne havde talt om at opføre en slags oppustelig boblehal med inspiration fra Sverige.

Det viste sig dog, at hallerne kollapsede, fremgår det af afsnittet i årbogen for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening.

Her ses en af Ole V. Nielsens skitser til Humlebæk Hallen. Skitsen er fra den seneste årbog fra Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening

I december 1967 gav Sognerådet en byggetilladelse til Humlebæk Hallen, der blev opført i sommeren og efteråret 1968. Håndværkerne var firmaer, der til hverdag var konkurrenter i Humlebæk, men de gik sammen om at bygge hallen til gavn for lokalsamfundet, skriver forfatterne i årbogen.

To af aktørerne, Ole V. Nielsen og Tage Christensen, havde et så godt samarbejde, at de lånte håndværkere til hinanden, hvis der var behov for det. Tage Christensen døde i 1978, og Ole Verner Nielsen  døde i 2012 som 96-årig.

For at skabe gode parkeringsforhold og adgang til hallen via Gl. Strandvej blev børnehaven Kronprinsesse Louises Børneasyl revet ned i slutningen af 1968. Foto: Årbogen / Fredensborg Arkiverne

Sikke en nytårsfest. Men festede I lige så godt som rigmanden Zachariae?

Det er frokosttid i Villa Paradise, hvor Francis Zachariae igennem et kvart århundrede holdt nogle særdeles muntre fester for sine venner i Fredensborg. En del ved vi om festerne, men der er også meget, som vi ikke ved. Læs mere


Stort dilemma: Skal de udskyde slidt legeplads, skimmel på skole og ulovlig el på bibliotek?

Hvis Humlebæk Hallens spær skal forstærkes for at fjerne al risiko for sammenstyrtning, er der ikke råd til 30 andre opgaver. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder