18. marts 2026

Mor til to børn gør klar til venlig demonstration. Tag med, opfordrer hun

Del artiklen

Caroline Kjær Juul er i færd med at arrangere sin første demonstration, og det er en venlig demonstration. Netop derfor synes hun, at det er vigtigt, at mange forældre vælger at deltage og vise, at de har et stort engagement i deres børns liv.

Fordi det er ofte i ”fredstid”, at forældre og politikere skaber den indbyrdes gode dialog, der sikrer, at det nye byråd lytter og styrker børnenes vilkår de næste fire år, argumenterer Caroline Kjær Juul, der er mor til to børn i Fredensborg Kommune.

Annoncer

Hun opfordrer derfor til, at forældre møder op på rådhuset i Kokkedal mandag den 26. januar fra klokken 17.15 (okay fra 17.30) for at hilse på politikerne når de kommer ind til det første byrådsmøde i den nye byrådsperiode. Selve mødet begynder klokken 18.00.

– Jeg tænker, at der er en tendens til, at forældre nogle gange kun har tid til at stille sig frem, hvis det går ud over deres egne børn. Når det hele fungerer, er engagementet ikke stort, og børnefamilierne har ikke tid. Vi får jo, hvad vi betaler for, tænker vi, og det forstår jeg godt, siger Caroline Kjær Juul, der alligevel opfordrer til, at forældre også viser deres ansigter, når det egentlig går meget godt.

Dialog = bedre forståelse for alle

Dermed skaber forældrene grundlaget for en dialog om de vigtige ting, hvilket fx kan være et fokus på den nødvendige udvikling af børne- og skoleområdet.

Hvis forældrene møder op også til en ”venlig demonstration”, er der skabt en kontakt, hvis noget går skævt, argumenterer hun.

Politikerne vil komme til at kende nogle forældre og kan stille spørgsmål. En god dialog kan også øge forståelsen på begge sider, mener Caroline Kjær Juul.

– Normeringer fylder ofte meget, og nogle forældre kan tro, at det er et regnestykke, hvor de skal kunne se en voksen per seks børn, når de afleverer i fx børnehaven. Men der er jo også mange andre ting, der spiller ind – god kvalitet, dygtige pædagoger, uddyber Caroline Kjær Juul.

Forældre skal være synlige og tydelige

Hun tilføjer at hvis forældre har ønsker om yderligere tiltag eller vil advare om fremtidige nedskæringer, har det også værdi, at det ikke kun er pædagogerne, der hejser det røde flag.

– Anledningen med den venlige demonstration er også, at det er et nyt byråd, der er samlet, og vi skal som forældre markere, at vi er her, både på institutionsområdet og skolerne. Jeg hører tit om normeringerne, at der jo ikke er nogle forældre, der brokker sig – så er de nok tilfredse, og hvis fagfolk siger noget andet, er det bare fordi, at de vil have bedre forhold…

– Vi skal som forældre være tydelige og synlige, også når der ikke er noget akut at brokke sig over. Vi skal være på forkant og vise, at vi er her og sige, hvad vi synes, opfordrer Caroline Kjær Juul, der selv har arbejdet som pædagog i otte år.

Hun tøver, stemmen afslører et smil, inden hun siger:

– Det kan godt være, at jeg står der alene, når mødet begynder. Men så har jeg fået hilst på politikerne, og jeg kender allerede nogle af dem.

Hvis man vil i kontakt med Caroline Kjær Juul før mødet, kan man sende hende en mail på carolinekjaer95@gmail.com.

Caroline ‘Kjær Juul er selv ved at sætte hus i stand som travl børnefamilie, så døgnets timer flyver afsted. Men nogle gange skal man investere i dialog, opfordrer hun. Privatfoto

Her er 4 ting som vi ikke må glemme at undersøge, når vi taler mini-sfo’er

Nu skal effekten af mini-sfo’er undersøges, og hvorvidt resultatet bliver brugbart, afhænger af modet til at stille de åbne og nysgerrige spørgsmål, lyder et synspunkt. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder