18. marts 2026

Mange blev skuffede. Men så fandt biblioteket en god løsning

Del artiklen

Der var mange, som blev skuffede, da Aarhus Universitet i efteråret annoncerede, at de populære live-streamede videnskabelige foredrag ville holde pause i foråret 2026.

Men i deres program for foråret 2026, som netop er kommet på gaden, er det lykkedes Fredensborg Bibliotekerne at få arrangeret en fuldgod erstatning, fortæller bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Annoncer

I løbet af foråret vil der nemlig blive afholdt tre naturvidenskabelige foredrag på bibliotekerne, men i modsætning til foredragene fra Aarhus Universitet, vil foredragsholderen være til stede i lokalet.

  • Det første af forårets videnskabelige foredrag finder sted 4. februar klokken 18.30-20 på Humlebæk Bibliotek og har fået titlen ’Kan vi reparere hjernen med stamceller?’ Her vil lektor i stamcellebiologi Agnete Kirkeby fortælle om, hvilke forskellige typer stamceller, der findes, og hvad de kan bruges til.
  • 17. marts følger foredraget ’Vores levende univers: Videnskabens søgen efter rumvæsner og alt livs oprindelse’ på Fredensborg Bibliotek, hvor ph.d. i videnskabsstudier Gunver Lystbæk Vestergård vil fortælle om, hvordan videnskaben forsøger at finde ud, om vi er alene i universet.
  • Endelig kan man 15. april på Humlebæk Bibliotek opleve foredraget ’Forarbejdede plantebaserede fødevarer – et positivt bidrag til vores sundhed?’, hvor Iben Lykke Petersen, lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, vil nuancere diskussionen om forarbejdede plantebaserede fødevarer.

Billetter til alle foredragene koster 50 kroner og kan købes via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside. Medlemmer af Bibliotekslubben skal dog kun betale 40 kroner. Man kan melde sig ind i Biblioteksklubben samtidig med, at man køber billetter.

Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder