18. marts 2026

Forstå hvorfor det er vigtigt med tilbageløbsventiler

Del artiklen

Når du åbner vandhanen eller tænder for bruseren, strømmer vandet ud, fordi transporten af vandet foregår ved tryk. I vandledningerne uden for hjemmet er trykket højere end inde i huset, men i visse situationer kan trykket falde ude i ledningsnettet.

Det betyder, at vandet fra huse, lejligheder og virksomheder kan strømme tilbage i ledningsnettet, og dermed er der en risiko for at få forurenet vand retur. Ja, det kan lyde teoretisk, men det er en udfordring, som Teknologisk Institut i 2024 beskrev i en 70 siders vejledning med konkrete eksempler på, at det kan gå galt, hvis der ikke er tilbageløbsventiler.

Annoncer

Princippet er grundlæggende det samme som at suge cola op af et krus med et sugerør. Hvis man virkelig suger til, kan man flytte ret meget væske på kort tid, og det samme kan ske, hvis der sker et brud på en vandledning. Så falder trykket ”ude på gaden” og hvis vandet inde i huset kan løbe retur, vil det ske.

Det kaldes tilbagesugning, og det kan forstærkes ved såkaldt ”hævertvirkning” fra vand i et kar, vandbehandlingsanlæg eller filteranlæg, der er monteret højt i boligen.

Man har på landsplan kendte eksempler fra fx vandtrug til dyr på landet, hvor der har været påmonteret en slange, der automatisk fylder truget. Hvis der ikke er tilbageløbsventil på systemet, kan vandtruget med beskidt vand blive suget retur i ledningsnettet.

Et andet billedskabende eksempel kunne være et barn, der bades i et kar med vand fra en bruser – og hvis barnet har lavet en lille pølle i vandet, der trækkes retur via en bruser – ja, så er der fækale bakterier ude i ledningsnettet.

Se illustrationerne – sådan kan det ske

Der kan også ske tilbageløb, hvis trykket i forsyningsledningen falder eller forsvinder ved fx større lokale og regionale strømsvigt.

Ligeledes kan der ske såkaldt modtryks-tilbagestrømning, hvis trykket er højere i vandinstallationen i et hjem eller en virksomhed end ude i selve forsyningsnettet. Det kan ske, hvis der fx er trykforøgeranlæg koblet på en vandinstallation.

De typiske kilder til den type forurening af drikkevand kommer fra blødgøringsanlæg uden sikring mod tilbagestrømning samt drikkeautomater, vaskemaskiner koblet på køkkenvandhaner og installationer ved dyrehold uden tilbagestrømsventil.

Herunder kan I se en grafisk gengivelse af de forskellige typer af tilbagestrømninger, der kan forebygges med en tilbageløbsventil.

Kildematerialet er “Tilbagestrømssikring af vandforsyningssystemer” udgivet af Teknologisk Institut.


Tre smarte ting ved nye målere – den ene handler om at undgå forurenet vand

Nye vandmålere og tilbageløbsventiler havde næppe forhindret decembers forurening af drikkevandet, men det reducerer risikoen for fremtidige vandforureninger. Læs mere

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder