Han troede først, at han blev inviteret hjem som en elsker, men i enkeltsengen omkring nytår 1973-1974 og i tiden derefter satte han et andet ord på sin oplevelse. Jacob Holdt var inviteret ind i kunstneren Marisols lejlighed som en slags tamfisk.
Ordet tamfisk er blevet et ord, der fint beskriver mig de gange, hvor jeg er gået igennem Louisianas store udstilling med værker af Marisol. Hun begyndte som en del af popkunsten og endte med at skabe og leve i sin helt egen verden, der i godt en måned endnu kan opleves på kunstmuseet i Humlebæk.
Jeg har på museet stille bevæget mig rundt mellem hendes skulpturer og tegninger med en fornemmelse af at være i en verden under havoverfladen. På samme tid en tyst, dunkel og farverig oplevelse, enkelte gange også med et smil i mundvigene.
Det er som at svømme rundt i hendes sunkne Atlantis – i den verden af skulpturelle tolkninger af livet og verden, som hun efterlod, da hun døde i 2016 efter mange års glemsel. For syg til at opdage de første spæde tegn på, at hun var ved at blive genopdaget.
Hun var plaget af Alzheimer i sine sidste leveår, og hun efterlod en stor samling af værker, som hun aldrig fik solgt. I selskab med den arv bliver man tavs og tænker, at her er iagttagelser, som vi kunne have lært af noget før. Hvis vi ville, og hvis hun ikke havde været så hemmelighedsfuld og med et mystisk indre, som hun sjældent satte ord på.
Talentfuld, men ikke skabt til berømmelse
Olie er en vigtig del af Marisols barndom og ungdomsår, eftersom forældrene Gustavo Escobar og Josefina Hernández Escobar var af en venezuelansk familie, der havde sine penge fra olie og ejendomshandel.
Familien var en del af en nomadisk elite, der rejste meget, og Marisol blev født María Sol Escobar i Paris i 1930. Trods rigdommen var familielivet ikke lykkeligt. Moderen begik selvmord, da Marisol var 11 år gammel, og i årene efter blev Marisol sendt på kostskole og kom på High School i Los Angeles og boede fra 1950 og resten af sit liv i New York, bortset fra enkelte udlandsophold i de år, hvor opmærksomheden blev for stor.
For Marisol var populær i begyndelsen af 1960’erne, i en periode også mere berømt end fx Andy Warhol, men hun havde det svært med berømmelsen, trak sig i perioder og insisterede på at lave den kunst, som hun selv ville lave – uden at navigere efter, hvad kunstkritikerne mente.
Hun skabte komplekse værker med politiske budskaber, og hun havde stærke holdninger til fastlåste kønsroller og ligestilling i en verden, der åbenbart ikke var klar til værker som “Catalpa-jomfru, der er ved at røre sig selv” i 1973.
Og det gælder i særdeleshed Marisols fascination af fisk fra havets store dybder og hendes bekymring for havmiljøet og koralrev, som først nu – sådan for alvor – får os til at tænke “hvis blot flere havde set og lyttet”.
En vært fra en anden verden
Netop derfor er det et fascinerende kapitel, som den danske fotograf og forfatter Jacob Holdt har skrevet til udstillingskataloget.
Han mødte hende tilfældigt juleaften i 1973 på Broome Street-baren, der i de år var kendt for at være et mødested for datidens kunstnere som fotografen Robert Mapplethorpe og maleren Willem de Kooning, og han blev inviteret med hjem af en kunstner, der var alene.
Men da han var på druktur i selskab med nogle af New Yorks hjemløse og rodløse, spurgte han, om han måtte tage venner med. Og nej, det måtte han ikke. Nogle dage senere gik han alligevel til adressen og blev lukket ind i en kæmpe lejlighed med adgang til et atelier på størrelse med en håndboldbane.
“Overalt var der kæmpestore gipsfisk; de hang på væggene og gloede dumt ned på os. Men der var absolut mere liv i dem, end der var i hende. I tre dage forsøgte jeg desperat at snakke med hende. Alt, hvad jeg fik ud af hende, var, at hun følte sig meget ensom, og at hun aldrig havde levet sammen med en mand”, skriver Jacob Holdt i kataloget og fortsætter:
“Hun var i 40’erne, født i havet og kunne kun kommunikere med fisk. Intet andet havde hun at sige”.
Og ej heller at give, kan man læse, eftersom Jacob Holdt ikke fik mad i lejligheden, alene husly. Derefter er det, at han i slutningen af sin tekst konkluderer, at han var der som en slags tamfisk, i øvrigt et vidunderligt ord, som slet ikke eksisterer som et ord, måske som fisk i et akvarium.
Noget man husker og ikke vil være foruden
Det hele lyder vældig traumatiserende og forkrampet, og tjah… Marisol fik ikke skabt sig et lykkeligt Atlantis, i al fald ikke hvad vi kender til.
“Marisols univers er på én gang foruroligende og farverigt, dystert og humoristisk og dækker stort set alle aspekter af dagliglivet”, skriver kunstmuseet Louisiana i en af teksterne om udstillingen, og det er også rigtigt.
For at blive i billedet med at svømme forbi værkerne i en forladt verden: Man ser ikke kun de tavse skulpturer, men også sporene af hverdag og enkelte steder også fællesskaber, selvom de ofte synes at være på trods, disse fællesskaber.
Kig fx på “The Car, den blå bil fra 1964, hvor hvide og sorte deler de samme sæder – det var ikke velset ude på landet i de år i USA.
Eller værket “The Hungarians” fra 1955, en familie på en metalvogn, skabt før opstanden i Ungarn.
Men det er bevægelsen, den usikre grund, der samler familien og uden meget glæde, ser det ud til.
Eller de solbadende i værket fra 1962. Der bliver ikke flirtet på den strand…
Dermed bliver Marisol på Louisiana et slags maskefald for den verden, vi lever i – afsløret af en kunstners efterladte værker. Ingen munter oplevelse, men noget man husker og ikke ville have været foruden.
Marisol. Kunstmuseet Louisiana. Frem til den 22. februar 2026.
Kalenderen er tilbage med oplevelser og inspiration – måske du skal med?
Stort set hver eneste dag sker der spændende arrangementer i Fredensborg Kommune, og i denne artikel får I et overblik over nogle af de ting, der sker i den kommende tid. Læs mere
